Annonce
Navne

Mindeord over Ellen Oppenhejm

Ellen Oppenhejm er død. Hun blev 94 år.
Annonce

Min gode ven Ellen Oppenhejm, Charlottenlund, er død. Hun var en af de sidste vidner til de danske jøders ophold i Thersienstadt i fra 1943-1945. Ellen Oppenhejm blev 94 år gammel.

Jeg mødte Ellen første gang på Esbjerg Højskole i 2004. Jeg var ansat som højskolelærer med ansvar for tilrettelæggelse og afvikling af højskolens korte sommerkurser, familie, temakurser og seniorkurser.

Det var en eftermiddag i højskolens foredragssal. Der sad en ældre, elegant klædt, rank, statelig dame og ventede på, at jeg skulle holde et foredrag om "Danmark og den tyske Besættelse". Jeg kunne godt se, at Ellen fulgte levende med i hvert et ord, der blev sagt. Så snart der var mulighed for det stillede hun spørgsmål. Hun ville vide, hvad jeg vidste om jødernes skæbne under besættelsen. Det vidste og ved jeg faktisk en del om. Kort inde i mit svar blev jeg afbrudt, da Ellen med høj klar røst proklamerer "om jeg var klar over, at hun havde været i koncentrationslejr?" Jeg måtte holde mig til sandheden og sige, at det var jeg ikke bekendt med. Jeg spurgte til, hvor hun da havde været og i hvilken lejr. "I Theresienstadt i 548 dage, kom det prompte, "og mit navn er Oppenhejm med j og ikke i." Da hun kom med disse oplysninger, var der ikke noget at tage fejl af. Når Ellen Oppenhejm talte blev der lyttet, for hun havde faktisk noget at skulle have sagt.

Det blev til et langt og udbytterigt ven-og bekendtskab. De næste 12 år tilbragte Ellen hver sommer på Esbjerg Højskole.

Efter foredraget satte mig jeg hen til hende og fik en samtale i gang. Det viste sig hurtigt, at vi kom på meget godt fod med det samme. Jeg spurgte ind til hendes familie og hendes flugthistorie. Men da jeg gik hende på klingen, så vidste hun ikke ret meget. Hun kunne ikke huske noget, hun havde, som mange andre tidligere kz-fanger bevidst fortrængt de ubehagelige oplevelser, som dette ophold havde afstedkommet. Så det var i grunden ganske lidt Ellen kunne huske.

Jeg spurgte hende, om jeg måtte se det, hun eventuelt havde nedskrevet. Nedskrevet! Hun havde aldrig nedskrevet noget som helst. Jeg opfordrede hende derfor til at begynde at skrive sine oplevelser ned. Sideløbende med det fik jeg fat på blandt andre hendes lillebror Ralf Oppenhejms erindringsbog om deres ophold og flugt. Når vi mødtes, viste Ellen mig det, hun havde skrevet, og hvad hun kunne huske fra den 2. oktober 1943 . Hun skrev et par sætninger ned og jeg supplerede med noget, jeg havde læst i broderen Ralf Oppenhejms bog. På den måde fik vi efterhånden hele flugtforløbet nedskrevet. Det tog vel en to-tre år, inden det blev et samlet hele.

Jeg besøgte også Ellen i Charlottenlund, og her fandt jeg nogen meget interessant. Ellen havde i Theresienstadt nedskrevet en lille dagbog om selve opholdet, hvilket hun selv havde glemt alt om, at hun havde liggende. Hvilket var et enestående kildemateriale, så noget havde hun altså nedskrevet.

De følgende år holdt Ellen og jeg altid foredrag sammen, først på alle kurserne på Esbjerg Højskole, senere på andre højskoler og forsamlinger. Jeg startede vores fælles foredrag med at berette om de faktiske forhold under besættelsen, og så kom Ellen til med sin stærkt personlige førstehåndberetning om familiens flugt og tilfangetagelse ude på Øresund. For til sidst at ende i Theresienstadt. Ellens beretning ligger i dag tilgængeligt på Jødisk Informationscenters hjemmeside.

Det sidste års tid var Ellen besværet af sygdom. Men for godt et par siden var hun efter et hospitalsophold blevet indlagt på et plejehjem i Hellerup. Her skulle hun angiveligt være permanent. Men det ville Ellen ikke. Efter et par uger tog hun en taxa hjem til sin lejlighed i Charlottenlund. Her boede hun og ikke på et plejehjem.

Hun ringede til mig og fortalte, at hun denne lørdag var taget hjem. Men hun havde hverken vådt eller tørt i sit køleskab, og der var heller ikke fortaget aftaler med kommunen om hjemmehjælp m.m.. Jeg fik via telefon en lokal restaurant til at levere hende lidt mad til de første par dage, og andre venner fik kontaktet kommunen, så der blev taget hånd om hende.

Jeg havde de sidste par måneder forsøgt at ringe hende op. Men hun var kommet tilbage til plejehjemmet, hvor hendes hjerte torsdag aften ikke kunne mere.

Et specielt og særegent menneske er ikke mere. Pludselig er hun væk. Men Ellen var her, og det var vigtigt. Jeg er glad for, at jeg fik lært Ellen Oppenhejm at kende.

Ære være Ellens minde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderborg

Beboere i den hårde ghetto: Vil ikke stemples som dovne og kriminelle

Sønderborg For abonnenter

Kommentar: Giv dispensation til Sønderborgs hårde ghetto

Trekantområdet

Finlandsparken er ikke længere en ghetto: Men corona sætter en stopper for festen

Annonce