Annonce
Mindeord

Mindeord over Gonde Hansen

Mindeord: Urmager og optiker Gonde Hansen, Nørregade 1A i Tønder er efter tiltagende svaghed afgået ved døden.

Forældrene havde sammen med farbroderen Jacob Hansen i mange år urmagerforretningen på hjørnet af Storegade og Kobbergade. Her blev Gonde uddannet som urmager.

Efter faderens tidlige død overtog Gonde sammen med sin mor forretningen, her fik de god hjælp af Gondes hustru, Kis.

Firmaet fremstillede blandt andet "Guldhornsskeen", der solgtes sammen med et lille skrift om guldhornene ved Gallehus, forfattet af godsforvalter Davidsen, Schackenborg.

I mange år passede Gonde Hansen klokkeværket i Kristkirkens tårn. Udviklingen medførte en mindre interesse for store ure, og derfor tog Gonde Hansen en uddannelse som optiker.

Firmaet blev overtaget af Gonde og Kis under navnet; "Gågadens Specialoptik", hvor især arbejdet med kontaktlinser fyldte meget. Da Gondes helbred svigtede, valgte han og Kis at sælge forretningen i 1992.

Gonde var meget tidligt på banen med edb, og det nød Tønder Skakklub godt af. Gonde kunne redigere klubbens blad samt heftet i anledning af klubbens 75 års jubilæum, også Odd Fellows Skrift i anledning af 50 års jubilæum redigerede han.

Gonde var medlem af Tønder Skakklub i over 50 år. Skakspillet havde han lært af farbroderen, Jacob Hansen, der i sin tid var formand for skakklubben.

Gondes tiltagende svaghed og Kis' sygdom, fik ham til at trække sig ud af såvel logen som skakklubben, dog spillede han skak på sine tre pc'ere, hvor han mødte spillere fra hele verden.

For få år siden mistede Gonde hustruen Kis og sønnen Keld, de blev bisat samme dag! Af den nærmeste familie er datteren Edda og hendes to døtre tilbage.

Ofte var Gonde på besøg hos os, hvor han med lethed opdaterede en pcer. Gonde var et stille menneske med stor viden om mange forhold.

Over frokostbordet blev der ført givende samtaler. Vi kommer til at savne en rigtig god ven, men størst bliver tabet for hans nærmeste.

Gonde har sat sig selv et par minder: En fin beskrivelse af firmaet i Lokalhistorisk Forening For Gl. Tønder Kommunes "Tønder Erindringer nr. 18", samt ved donation af urmagerværktøj til Tønder Museum.

Æret være Gonde Hansens minde!

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Sønderborg

Evakuerede beboere kunne vende tilbage efter natlig indsats: Svajende skorsten på 40 meter er revet ned

Kultur

Paul C om at beholde to stjerner: Vi fejrede det med en potte te

Annonce