Annonce
forside

Mindeord: Rasmus Eriksen, Bække

Astrid Lund, Grindsted, skriver følgende mindeord på vegne af Lindhart, Jenny, Astrid, Knud og Gunner, om deres bror Rasmus Eriksen, Bække:

Så er Rasmus borte.

Rasmus var ud af en søskendeflok på 11, og nu er vi kun fem tilbage.

Rasmus er født i Hejnsvig - vore forældre var Julie og Johannes Eriksen.

Rasmus tog på landbrugsskole og uddannede sig til landmand, og nogle år efter sit giftermål med Nethe, købte de "Dansebjerggård" ved Kragelund, hvor de fik et dejligt hjem med to søde piger, som har beriget dem med svigersønner, fire børnebørn og et oldebarn.

På gården var der massevis af grise og i nogle år, havde de også hjortefarm.

Rasmus og Nethes hjem har altid været meget gæstfrit, blandt andet blev der holdt stort sankthansbål med dejlig kaffe, pølser og snobrød.

Desuden slog de dørene op for feriebørn. Et år var der mindst ti til 12 søskendebørn på ferie, hvor de sov i høet og boltrede sig. Foruden var der flere gange slægtsfest i deres pragtfulde have, som Nethe satte sit præg på. Vi var omkring 100 og spiste i laden med sammenbragte retter, vi sang dejlige sange og der blev lavet forskellige lege og konkurrencer.

Rasmus var et familiemenneske og holdt meget på traditioner.

For nogle år siden solgte de gården og flyttede ind til Bække by, hvor de også fik en god omgangskreds. De var med til meget og gav ofte en hånd med på plejehjemmet.

Rasmus vil altid blive mindet af os søskende som en dejlig bror.

Æret være Rasmus' minde.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce