Annonce
forside

Mindeord. Thorkild Demuth er død

Thorkild Demuth døde forleden - 89 år gammel. Arkivfoto: JFM

H. E. Sørensen, Melbyvej 27, 6780 Skærbæk skriver følgende mindeord over Thorkild Demuth, Mjolden. Født 28/3-1927 - død 3/6-2017.

Thorkild Demuth, der døde kort efter sin 90 års fødseldag, var født i Ravsted, hvor forældrene, Mette og Christian Demuth, var lærere på den danske afdeling af den dengang nationalt delte kommuneskole. De var begge meget interesseret i teater og læste flittigt op af danske skuespil i egnens forsamlingshuse og langt uden for lokalområdet. Blandt husets venner var også skuespilleren og teaterlederen Kai Holm, der stod for Dansk Kultursamfunds Sønderjyllandsturneer, og som sådan gæstede han jævnligt lærerboligen i Ravsted. Det satte sine spor og inspireret både af forældrene og Kai Holm valgte Thorkild skuespillervejen og blev uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater 1950-52. Derefter spillede han på forskellige teatre, mest i provinsen, men omkring 1960 flyttede han til København, hvor han blev ansat ved Danmarks Radio. Her blev han en af pionererne ved udarbejdelsen af fjernsynets børneprogrammer. Kendtest og mest elsket af en stor del af Danmarks børn blev han som medvirkende i og en af tovholderne bag en lang række populære serier som "Ingrid og Lillebror", "Sørøver Sally" og "Magnus Tagmus" og senere dukkeprogrammet "Anna og Lotte".

I 1974 flyttede han tilbage til Sønderjylland, hvor han boede i Mjolden til sin død. Herfra rejste han landet rundt med sine børneteaterforestillinger "Teater i kufferten". Dette stoppede, da han havde passeret de 70, men han fortsatte endnu i en række år med at være en populær Tobias i Tårnet i "Folk og røvere i Kardemomme by" på Bellevue-Teatrets juleforestilling.

Samtidig var han også særdeles aktiv på den lokale front. Han var bl.a. med til at skabe Folkemusikhuset i Ribe, hvor han selv spillede på sin harmonika, ligesom han var aktiv omkring dannelsen af Kulturhuset Emanuel i den gamle frimenighedskirke i Skærbæk og spillestedet Trøjborg Performance. Til højt oppe i årene instruerede han friluftsforestillinger, bl.a. på Tørning Mølle, og havde en mindre rolle i filmen "Frygtelig lykkelig" efter Erling Jepsens roman, der foregår i Højer. Han var desuden en udmærket tegner.

Thorkild var venlig og smilende med et klart og opmærksomt blik i øjnene bag de ovale briller over det mægtige fuldskæg, når man traf ham rundt i byen og ved forskellige kulturelle arrangementer. Han ville gerne slå en lille snak af, og han var fuld af historier, hvis man først fik sat ham i gang.

For mange var hans navn dog først og fremmest forbundet med TVs børneudsendelser, og en af mine bekendte, der tilhører den aldersgruppe, for hvem disse programmer var en uudslettelig del af deres barndom, sagde en gang: "Det forekommer helt forkert at møde Thorkild Demuth nede i Brugsen. Han hører da hjemme i fjernsynet."

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Det handler om et ordentligt arbejdsmiljø

Når jeg som medlem af økonomiudvalget har valgt offentligt at gå i rette med Mogens Rerups adfærd, er det for at beskytte vores medarbejdere mod psykisk dårligt arbejdsmiljø og for at tydeliggøre over for medarbejdere, at de har retten til at sige fra over for enhver adfærd, der kritiserer og krænker. Denne sag handler om at sikre et ordentligt arbejdsmiljø bag det arbejde, der sker i forvaltningerne. HK og Dansk Socialrådgiverforening har henvendt sig til Haderslev Kommune og er medunderskriver af brevet, idet begge fagforeninger har udtrykt bekymring for deres medlemmers ve og vel. Desværre har konflikterne stået på i årevis og er kørt i hårdknude, og der er tale om et langvarigt pres på en personalegruppe og af medarbejdere og ledere, der fortsat kan se, at de bliver hængt ud med navns nævnelse til social udskamning på sociale medier. Partsrepræsentanters rolle er at føre sag på borgeres vegne og at varetage borgerens interesser. Det kræver et samarbejde for at få et ofte kompliceret sagsforhold til at gå op, som de fleste har en gensidig interesse i. Kommunen kan afvise en person som partsrepræsentant, hvilket sker i så sjældne tilfælde, at jeg ikke i andre situationer har hørt om dette i Haderslev Kommune. Det sker kun, hvis partsrepræsentanten tilsidesætter borgerens egne interesser i sagen, eller hvis vedkommende optræder truende eller voldeligt over for myndighedspersoner. Brevet til de kommunalt ansatte er det politiske budskab om, at vi tager arbejdsmiljøet seriøst. I brevet er der samtidig en opfordring om at styrke dialogen på arbejdspladsen, så ingen medarbejder skal føle sig alene i konfliktfulde situationer.

Annonce