Annonce
forside

Mindeord: Tidligere viceskoledirektør og by- og amtsrådsmedlem er død

Tidligere by- og amtsrådsmedlem Bruno Pedesen er død. Privatfoto

Kolding: Karl Johan Kruse, Kolding, skriver på familiens vegne følgende mindeord om Bruno Pedersen:

Ingen dør rigtigt, så længe de efterlader os med dybe minder, og det gør han både hos familien og andre.

Tidligere byråds- og amtsrådsmedlem (S) og forhenværende viceskoledirektør i Kolding, Bruno Pedersen er død.

En stor debattør med en skarp tunge er forsvundet i dialogen mellem mennesker i Kolding. Man kan kun beundre et mennesker, der siger sin mening - altid og hele tiden. Disse mennesker kan man regne med. Bruno kunne man regne med og vil blive savnet i den daglige debat i Kolding. Ingen "fedteri " for vælgerne, ligefrem og med stor risiko for at støde andre mennesker. Han sagde engang: "Det værste, der kan ske, er, at hvis dem man ikke selv bryder sig om, kan lide en - så er det man skal være bekymret". Sådan var Bruno.

En mand med større ambitioner end de fleste. Han ville noget i livet. Havde en vilje til at ville forandre tingene til det bedre. Hans store kæphest var kulturen, som han prøvede at formidle til andre i hans nærhed. Kolding ville se anderledes ud, hvis ikke Bruno havde blandet sig i kulturdebatten - bl.a. debatten om Koldinghus. Han ville have, at vi fik øje på den værdi kultur har for et samfund.

Hvad var det ellers han ville fortælle os? Jeg tror han ville indprente os til at have en holdning til livet, til det der er omkring os og til det samfund vi lever i. Desværre fik han ikke lov til at gøre sin mission færdig. De senere år måtte han stoppe aktiviteterne på grund af tiltagende sygdom. Han sygnede hen for til sidst at sove stille ind i hjemmet. Han var skarp til det sidste og nød en god diskussion med et intelligent indhold. Han var desuden et familiemennesker, der holdt af at være sammen med sine børnebørn og var ekstrem hjælpsom.

Han var min partikammerat - min sparringspartner som jeg lærte utroligt meget af. Familien vil ære hans minde med følgende ord:

"Det værste savn er det savn, man har til en, man ved, man aldrig ser igen. Man opdager nemlig den værdi, det menneske har haft.

Æret være Brunos minde.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Danmark

I Nordjylland har de flyttet et fyrtårn: Men det er ikke første gang, en fantastisk flytning vækker opsigt

Annonce