Annonce
forside

Mindeord: Tidligere viceskoledirektør og by- og amtsrådsmedlem er død

Tidligere by- og amtsrådsmedlem Bruno Pedesen er død. Privatfoto

Kolding: Karl Johan Kruse, Kolding, skriver på familiens vegne følgende mindeord om Bruno Pedersen:

Ingen dør rigtigt, så længe de efterlader os med dybe minder, og det gør han både hos familien og andre.

Tidligere byråds- og amtsrådsmedlem (S) og forhenværende viceskoledirektør i Kolding, Bruno Pedersen er død.

En stor debattør med en skarp tunge er forsvundet i dialogen mellem mennesker i Kolding. Man kan kun beundre et mennesker, der siger sin mening - altid og hele tiden. Disse mennesker kan man regne med. Bruno kunne man regne med og vil blive savnet i den daglige debat i Kolding. Ingen "fedteri " for vælgerne, ligefrem og med stor risiko for at støde andre mennesker. Han sagde engang: "Det værste, der kan ske, er, at hvis dem man ikke selv bryder sig om, kan lide en - så er det man skal være bekymret". Sådan var Bruno.

En mand med større ambitioner end de fleste. Han ville noget i livet. Havde en vilje til at ville forandre tingene til det bedre. Hans store kæphest var kulturen, som han prøvede at formidle til andre i hans nærhed. Kolding ville se anderledes ud, hvis ikke Bruno havde blandet sig i kulturdebatten - bl.a. debatten om Koldinghus. Han ville have, at vi fik øje på den værdi kultur har for et samfund.

Hvad var det ellers han ville fortælle os? Jeg tror han ville indprente os til at have en holdning til livet, til det der er omkring os og til det samfund vi lever i. Desværre fik han ikke lov til at gøre sin mission færdig. De senere år måtte han stoppe aktiviteterne på grund af tiltagende sygdom. Han sygnede hen for til sidst at sove stille ind i hjemmet. Han var skarp til det sidste og nød en god diskussion med et intelligent indhold. Han var desuden et familiemennesker, der holdt af at være sammen med sine børnebørn og var ekstrem hjælpsom.

Han var min partikammerat - min sparringspartner som jeg lærte utroligt meget af. Familien vil ære hans minde med følgende ord:

"Det værste savn er det savn, man har til en, man ved, man aldrig ser igen. Man opdager nemlig den værdi, det menneske har haft.

Æret være Brunos minde.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Naturligvis har bro følger

Før etableringen af den faste forbindelse over Storebælt var den ingen ende på bekymringerne. Fisk, fugle og pattedyr ville blive truet, måtte man dengang forstå. Efter hensynet til samfundets interesser samt følgerne for flora og fauna blev holdt op mod hinanden, blev bro og togtunnel alligevel bygget. Som bekendt gik verden ikke under. Nu foreligger en rapport om de naturmæssige konsekvenser af en bro mellem Als og Fyn. Vurderingen blev udarbejdet i januar, men er først nu offentliggjort. Forklaringen på forsinkelsen er ukendt, men måske har Vejdirektoratet slet og ret skammet sig over konklusionens banalitet. Broen vil medføre uoprettelig påvirkning af natur og dyrelivet både i anlægs- og driftsfasen. Naturen vil blive påført skader, der ikke kan gøres om, vurderer specialisterne således. Og ja, det er givetvis korrekt. Sådanne konsekvenser ligger i anlægsarbejders natur. Selv en mindre cykelsti forandrer landskabet for bestandigt. Musereder bliver ødelagt, frøer fordrevet og regnormene kan ikke længere komme op. Men skulle man af den grund undlade at sikre børns liv og førlighed på skolevejen? Svaret giver vist sig selv. Naturligvis er sammenligningen sat på spidsen og konsekvenserne af et brobyggeri ulig større end følgerne af en cykelsti. Men der kan alligevel drages nogenlunde ens konklusioner. Fordele og ulemper skal afvejes. Vi skal passe på vores miljø – ikke mindst når der er tale om et sårbart område som farvandet mellem Als og Fyn. Vil byggeri og drift have katastrofale konsekvenser for naturen, må planerne opgives. Broen skal heller ikke etableres, hvis det ikke giver overordnet mening økonomisk og samfundsmæssigt. Til gengæld skal der bygges, hvis hensynet til vores fælles bedste taler for det, og der ikke er udsigt til virkelig alvorlige skader på omgivelserne. Vi må ikke ende samme sted, som vores naboer mod syd, hvor naturklager kan forsinke etableringen af vigtig infrastruktur i år eller nogle gange ligefrem årtier.

Annonce