Annonce
Udland

Tysk politi finder ammunition fra krigen og gas i eksploderet lejlighed

Jens Schlueter/Ritzau Scanpix
En 78-årig mand er fundet død i en lejlighed, der fredag morgen eksploderede i tysk by. 11 andre er kvæstet.

Tysk politi har fundet ammunition fra Anden Verdenskrig og flere flasker gas i en lejlighed i Blankenburg i det centrale Tyskland, hvor der fredag morgen fandt en eksplosion sted.

Det meddeler politiet til Mitteldeutscher Rundfunk (MDR).

En 78-årig mand er fundet død på stedet. Han er ikke endeligt identificeret, men han menes at have været lejer af lejligheden.

I løbet af dagen nedjusterede politiet antallet af kvæstede fra 25 til 11, skriver magasinet Focus. En af dem er alvorligt kvæstet.

Det er endnu ikke fuldkommen klarlagt, hvad der har forårsaget eksplosionen, der skete klokken 08.55 fredag.

Men fredag formiddag oplyste politiet ifølge MDR, at "ifølge de foreløbige oplysninger blev eksplosionen udløst af flaskegas".

Redningsmandskab var fredag formiddag ved at evakuere de personer, der stadig befandt sig i den ramte bygning, skriver politiet i Magdeburg på Twitter.

Politiet har delt et foto, der viser sortsværtede vinduesrammer i en lejlighed på første sal. Glasset i ruderne er blæst ud, røg driver ud fra stedet, og muren er ligeledes sværtet til af sod. På græsset foran boligblokken ligger murbrokker.

Chef for regionens brandvæsen Kai-Uwe Lohse oplyser til Mitteldeutscher Rundfunk, at omkring 160 redningsfolk var indsat.

Redningshelikoptere har fragtet de hårdest kvæstede fra ulykkesstedet til hospitalet, tilføjer han.

Blankenburg ligger i den tyske delstat Sachsen-Anhalt ikke langt fra feriemålet Harzen. Byen har omkring 20.000 indbyggere.

Den ramte bygning ligger i udkanten af Blankenburg - ikke langt fra en skole og en børnehave. Omkring 100 børn blev bragt til andre institutioner, oplyser børnehaven til Focus.

Ingen af børnene meldes blandt de tilskadekomne.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hvad bilder ministeriet sig ind?

I 2014 besluttede et flertal i Folketinget, at man ville have 14 års dansk indsats i Afghanistan undersøgt med særlig vægt på det civilt-militære samarbejde. Forsvarsakademiet, Dansk Institut for Internationale Studier samt et konsulentfirma skulle står for opgaven, men nu viser aktindsigter til Berlingske, at man i Forsvarsministeriet langt hen ad vejen ikke var tilfreds med især en række kritiske passager i udkastet til den endelig rapport. 14 kritiske passager er enten blevet fjernet eller ændret, således at slutresultatet tegner et mere rosenrødt billede af den danske indsats i Afghanistan, end det oprindeligt var tiltænkt, inden Forsvarsministeriet kom med forslag til, hvor man skulle have slettelakken frem. Nu bliver der i denne verden helt generelt lavet alt for mange rapporter, men denne havde dog det ædle formål at orientere Folketinget om, hvad der var gået godt og skidt. En rimelig idé, skulle man synes, al den stund, at danske soldater sendes ud i livsfarlige missioner, ligesom det danske samfund bruger milliarder af kroner på disse opgaver. Men Forsvarsministeriet syntes åbenbart ikke, at det var nødvendigt for vores folkevalgte eksempelvis at få at vide, at et fælles sekretariat mellem Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet ikke fungerede. Ej heller skulle det frem, at velkendte indretninger som offentlige udbud, der på vores breddegrader er med til at forhindre korruption, faktisk gjorde det modsatte i Afghanistan. Folketinget er altså blevet forholdt væsentliger oplysninger, og det er en skandale, også selv om ministeriet meddeler, at man jo bare kom med forslag til, hvad der skulle ændres eller slettes. Den har man hørt før, og den bliver ikke mere sand af at blive gentaget. Denne sag vidner om, at Forsvarsministeriet og nogle ansatte der har haft mere travlt med at pleje eget ry og karrierer end at oplyse Folketinget sandfærdigt om, hvad der er foregået i Afghanistan. Det er ikke bare uhæderligt, det er at sætte sig over landets øverste parlamentariske forsamling.

Billund

Brandvæsenet pumper løs: Oversvømmelser rammer lufthavnsparkering

Annonce