Annonce
Udland

Mindst fem døde i eksplosion under højtid i Somalia

En plads i en somalisk by, hvor folk var samlet til sang og dans under eid-højtiden, er ramt af en eksplosion.
Annonce

Mindst fem mennesker er dræbt og over 20 såret ved en eksplosion i byen Baidoa i Somalia søndag.

Flere af de sårede er kvinder og børn, siger en politibetjent i byen. Han tilføjer, at dødstallet kan stige, fordi nogle er hårdt sårede.

Det var ikke umiddelbart klart, hvad der har forårsaget eksplosionen. Men Somalia har tidligere været ramt af bombeangreb fra militante grupper.

Eksplosionen indtraf under den muslimske højtid eid, der markerer afslutningen på fastemåneden, ramadanen.

En gruppe mennesker var samlet på en plads, hvor de sang og dansede, da braget lød, fortæller et øjenvidne.

- Jeg er ikke ekspert, men jeg tror, at der var en vejsidebombe involveret. Eksplosionen var enorm, og det resulterede i flere døde og sårede, end en granat ville have gjort, siger øjenvidnet, Abdi Hassan.

- Hvordan kan nogle udgyde uskyldige civiles blod, mens de nyder eid-højtiden, tilføjer han.

Den militante gruppe al-Shabaab, der har forbindelse til netværket al-Qaeda, blev sendt på flugt fra hovedstaden Mogadishu tilbage i 2011.

Gruppen har ikke længere det samme fodfæste som tidligere, men kontrollerer stadig store dele af landområderne i Somalia.

Den har dog formået at foretage større bombeangreb mod Mogadishu flere gange. Angrebene har blandt andet ramt regeringskontorer og restauranter, hvor udlændinge samles.

Byen Baidoa, hvor eksplosionen skete, ligger omkring 250 kilometer vest for Mogadishu.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Smitten har bredt sig de seneste uger: Derfor er eksperter alligevel fortrøstningsfulde

Trekantområdet

Strandkoncerter udskydes: 'Vigtigt at begrænse smittespredning i en fart'

Annonce