Annonce
Udland

Mineselskab skal betale for skader efter dæmningskollaps

Douglas Magno/Ritzau Scanpix
Brasiliansk mineselskab skal betale for samtlige skader, efter at en dæmning kollapsede og dræbte 248 personer.

Det store brasilianske mineselskab Vale må punge ud og betale for samtlige skader, efter at en af selskabets dæmninger kollapsede i januar.

Det har en brasiliansk domstol afgjort tirsdag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ulykken, der kostede mindst 248 personer livet, betegnes som en af de værste arbejdsulykker i Brasilien nogensinde.

Afgørelsen er truffet af dommer Elton Pupo Nogueira i den sydøstlige delstat Minas Gerais, hvor dæmningen kollapsede.

Dommeren oplyser ikke det præcise beløb, Vale skal betale i erstatning.

Et beløb svarende til 2,89 milliarder dollar - eller 19 milliarder kroner - af Vales værdier er allerede indefrosset. Og det skal de fortsat være, afgør dommeren.

Han understreger, at ulykken udover de mange dødsfald også har skadet miljøet og den lokale økonomi.

Dommeren tilføjer desuden, at Vale "ikke benægter sit ansvar for ulykken".

Dæmningen kollapsede den 25. januar nær byen Brumadinho. Kollapset betød, at 12 millioner kubikmeter slam strømmede ud på et område på 290 hektar.

Mindst 248 personer blev dræbt i ulykken. 22 andre er fortsat meldt savnet.

Katastrofen fik de brasilianske myndigheder til at forbyde opstrømsdæmninger.

Ifølge Brasiliens nationale mineagentur skal alle dæmninger af den type være fjernet eller taget ud af drift inden august 2021.

Vale er "fuldstændigt forpligtet til retfærdigt og hurtigt at reparere de skader, som ulykken har påført familier, den lokale infrastruktur og miljøet".

Det skriver mineselskabet i en pressemeddelelse, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Et brasiliansk regeringsudvalg anbefalede tidligere på måneden, at en række ansatte og chefer i Vale burde blive retsforfulgt i forbindelse med ulykken.

Svaret fra Vale lød dengang, at selskabet "i al respekt er uenig" i anbefalingen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Julebal i Medius: Flere tilmeldte i år

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Et ja er et ja og binder alle partier i et forlig

Seks partier står bag. Seks partier fra Dansk Folkeparti til SF gik sammen og fik forhandlet et budget hjem – fint og uden de store problemer i øvrigt. For modsat naboerne i Haderslev og større kommuner som Kolding og Esbjerg er der styr på økonomien i Aabenraa. Ikke store og uhyggelige besparelser på børn, unge og ældre her. Tværtimod blev der råd til blandt andet at give skolerne lidt ekstra. Det var dog også helt nødvendigt. Penge til de ældre var der ikke, og det har fået kommunens seniorråd til i et høringssvar til budgettet at komme med dette krav til politikerne: Send flere penge, tak. ET NATURLIGT KRAV, for det er jo nærmest det, rådet er dannet for. At skabe så gode betingelser for kommunens ældre som muligt. Herunder at forlange flere penge i forbindelse med budgetforhandlinger. Kravene bliver ikke efterkommet, selv om byrådets populist par excellence, viceborgmester Ejler Schütt, selvfølgelig ikke kunne dy sig. Jamen, det må vi da se på, lød det sammenfattende fra DF’eren til jv.dk og JydskeVestkysten i begyndelsen af ugen, da vi skrev om Seniorrådets ønsker, og han understregede sin pointe ved at foreslå et møde i forligsgruppen inden for et par uger. Hvorfor sige nej til politisk sympati fra nogle vælgere, når muligheden nu bød sig? Nej vel, dertil er Ejler Schütts politiske næse alt for veludviklet. TIL GENGÆLD VAR der ikke megen respekt eller sympati at hente hos borgmester Thomas Andresen (V). – Undskyld mig, men hvor skal pengene komme fra, lød det nærmest arrigt fra borgmesteren, der bestemt ikke ser nogen anledning til at indkalde forligspartierne igen. Socialdemokratiets nye gruppeformand og nyudnævnte borgmesterkandidat, Erik Uldall Hansen, lod sig ikke friste. Også han står bag det forlig, partiet har givet og taget i. Selvfølgelig gør han det. – Vi har valgt, at børnene og folkeskolerne skulle have, sagde Uldall Hansen som begrundelse. Godt for det. Et ja er et ja, og et forlig er et forlig. Det ville tendere det useriøse at genåbne budgettet, blot et par uger efter det blev underskrevet, fordi man lige kom i tanke om, at der var nogle vælgergrupper, der ikke havde fået. Som om de var glemt. SÅDAN KAN DET POLITISKE arbejde ikke foregå. Nok er den økonomiske situation i Aabenraa fin, nok er der råd til lidt ekstra i 2020, men Aabenraa var for omkring et årti tilbage igennem store og voldsomme besparelser, og en gentagelse af dengang ønsker ingen i byrådet. Slet ikke ved at ødsle i gode tider. Derfor får Seniorrådet et klart nej til sine ønsker om flere penge. Og Schütt må naturligvis stå bag det forlig, han på sit partis vegne har indgået med Venstre, Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, De Konservative og SF. Eller vælge at træde helt ud. Borgmesteren behøver ikke DF’s stemmer i byrådssalen. Men så langt går Ejler Schütt selvfølgelig ikke, og det var heller ikke tanken bag hans udmeldinger. Han fiskede såmænd bare efter lidt sympati. GOD WEEKEND

Annonce