Annonce
Vejen

Minigolfbane har nu pengene i hus

Formand for Holsted Lokalråds minigolfudvalg Leif Lastein og det øvrige udvalg - Mona Christensen, Jan Møller Pedersen og Frede Uhrskov - har nu skaffet en halv million kroner. Foto: Steen Rasmussen
Lokalrådet har samlet næsten en halv million kroner til banen, der flyttes fra Holsted St. til en plæne ved Medius.

HOLSTED: Så er alle pengene til en minigolfbane i Holsted i hus. Nu er spørgsmålet kun, hvor banen, der skal stå færdig til foråret, skal placeres.

Formand for byggeudvalget, Leif Lastein, fortæller, at de sidste penge - 100.000 kroner - netop er bevilget fra SE Vækstfond. Dermed er der næsten en halv million kroner i kassen, som er budgettet.

- Nu kan vi begynde at blive mere konkrete i planlægningen. F.eks. skal vi finde ud af, hvem der skal bygge banen, oplyser Leif Lastein, der er meget tilfreds med, at pengesagerne nu er på plads.

Men et andet stort spørgsmål optager nu mingolfudvalget. Den foreslåede placering mellem Særmarksvej og Signalvej i Holsted St., hvor Stationsskolen i sin tid lå, er stødt på modstand.

Annonce
Placeringen ved Særmarksvej får ikke meget ros fra befolkningen, så derfor kunne det være en mulighed med en placering tæt på Medius.

Leif Lastein

Her eller der

- Placeringen ved Særmarksvej får ikke meget ros fra befolkningen, så derfor kunne det være en mulighed med en placering tæt på Medius og det kommende multihus, det tidligere rådhus, hvor kommunen havde til huse. Her kunne der evt. være køller, som kunne lånes, samt toilet og café, siger Leif Lastein.

- Hvis der ikke er planer for netop det område fra kommunens side, synes vi, det vil gøre hele området ved Medius endnu mere attraktivt.

Lokalrådet har øje på en placering på det grønne område mellem Højmarksvej og Søndergade.

- Tanken er, at området skal forblive, som det er, med de buske og træer, der allerede står der. Ind imellem kan der laves små minigolfbaner, der forbindes med stier af stenmel.

Minigolfudvalget har sendt en ansøgning til Vejen Kommune.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Marcus Knuth er en gemen mandattyv

Marcus Knuth blev onsdag De Konservatives nye udlændingeordfører samt integrations- og indfødsretsordfører. Det er der bestemt ingen grund til at ønske tillykke med. Den politiske belønning er nemlig aldeles ufortjent. Naturligvis er det fuldstændig legitimt, hvis Marcus Knuth ikke længere har følt sig hjemme i Venstre og derfor skifter til De Konservative. Til gengæld er det målt med moralske alen helt utilstedeligt, at politikeren blot fortsætter i Folketinget, som om intet var hændt. Den 5. juni i år sendte vælgerne 43 repræsentanter for Venstre ind i Folketinget. Så vidst vides har der ikke efterfølgende været et nyt valg. Derfor er de 43 mandater fortsat Venstres. Partihop er beklageligvis ikke helt så sjældne i dansk politik. Som regel er mønstret det samme – afhopperne tager deres mandater ind i det nye parti. Opfattelsen af, at politikerne så at sige ejer deres mandat er hinsides enhver sund fornuft. Mandatet tilhører de vælgere, der har udpeget den pågældende. Ved Folketingsvalget satte godt 9500 vælgere deres kryds ved Marcus Knuth. Det gjorde de givetvis i forventning om, at deres tillidsmand på tinge ville arbejde for Venstres dagsorden. Den tillid er nu gjort til skamme. Eneste anstændige beslutning er at forlade sin politiske tillidspost, hvis man af den ene eller anden grund kommer på kollisionskurs med sig parti. Så kan suppleanten nemlig rykke ind og fortsætte arbejdet for den liste, som vælgerne har peget på. Havde Marcus Knuth draget denne rette konsekvens, ville det aftvinge respekt. Det havde herefter stået ham frit for eventuelt at stille op som konservativ kandidat ved næste Folketingsvalg, hvor han måske endda havde haft rimelige muligheder for atter at blive sendt afsted til Christiansborg. I stedet har Marcus Knuth nu slet og ret gjort sig skyldig i gement mandattyveri, hvor han har sat sine egne interesser over vælgernes. Den slags bidrager til en politikerlede, som i dette tilfælde er absolut berettiget.

Annonce