Annonce
Nordtyskland

Minister advarer: Islamistiske terrorister kan slå til når som helst

Specielt er der fare for islamistisk terror i Slesvig-Holsten, mener indenrigsminister Sabine Sütterlin-Waack fra det konservative CDU. Foto: Frank Peter/Landesregierung SH.

KIEL: Vi må når som helst forvente et islamistisk terrorangreb. Det sagde Slesvig-Holstens indenrigsminister, Sabine Sütterlin-Waack, da hun tirsdag præsenterede den årlige trusselsvurdering fra delstatens indenlandske efterretningstjeneste.

De islamistiske ekstremisters antal steg markant med 18 procent i 2020 sammenlignet med det foregående år. I alt vurderes 845 personer i delstaten at være yderliggående islamister. 750 af dem er såkaldte salafister, der tilhører en særlig fundamentalistisk gren af islam. I løbet af 12 måneder kom der 100 nye salafister til i delstaten, skriver nyhedsbureauet DPA.

Truslen fra det yderste højre vokser dog også. I alt 1180 personer er under observation, hvilket er 11 procent flere end i 2019. Det højreekstreme parti NPD har kunnet øge antallet af medlemmer fra 100 til 120. Desuden er 130 medlemmer af det højrepopulistiske Alternative für Deutschland mistænkt for højreekstremisme.

Annonce

Efterretningstjenesten vurderer, at 340 højreekstremister i Slesvig-Holsten også er voldsparate. Det er et fald på 20 i løbet af et år.

I løbet af 2020 registrerede myndighederne 1033 politisk motiverede lovovertrædelser i Tysklands nordligste delstat. Det er et fald på 18 procent på et år. I alt blev der anmeldt 77 voldsforbrydelser med politisk baggrund.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce