x
Annonce
Indland

Minister efter Britta Nielsen-dom: Vi har strammet op

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Socialminister Astrid Krag (S) vil ikke tage stilling til, om dommen over Britta Nielsen er for mild.

I 25 år svindlede Britta Nielsen sin arbejdsplads Socialstyrelsen for 117 millioner kroner, før det blev opdaget.

Annonce

Siden sagen kom frem i efteråret 2018, er der dog rettet op i Socialstyrelsen.

Det forsikrer social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).

- Der er selvfølgelig sket ting i både Socialstyrelsen og ministeriet, der handler om at stramme op på arbejdsgange og procedurer, for at sikre at vi ikke kommer til at se sådan en sag igen.

- Der er blevet oprettet de nødvendige funktionsadskillelser, så der i fremtiden ikke vil være nogle enkeltmedarbejdere, der sidder, som Britta gjorde.

- Hun havde flere roller, der gjorde, at hun både kunne udmønte tilskud, ændre i kontonumre og udbetale tilskud. Det kan man ikke længere, siger ministeren.

Tirsdag faldt der dom over Britta Nielsen. Hun blev idømt seks år og seks måneders fængsel for at have svindlet styrelsen for 117 millioner kroner.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, skriver efter dommen, at den virker mild.

- Blot 6,5 års fængsel til Britta Nielsen for at have svindlet den danske stat og de mest sårbare grupper i samfundet for over 100 millioner kroner. Det virker umiddelbart som en mild straf, skriver han.

Astrid Krag vil dog ikke tage stilling til, om dommen er mild.

- Jeg skal ikke gøre mig til dommer. Det har vi domstolene til, siger hun.

Samtidig fortæller hun, at dommen er vigtig for tilliden til det offentlige.

- Jeg tror, at det er vigtigt for danskernes tillid til det offentlige og vores velfærdssamfund, at man kan se, at man ikke kan foretage den form for omfattende svindel mod fællesskabet ustraffet, siger Astrid Krag.

Britta Nielsen vil ikke anke dommen, men anklagemyndigheden har to uger til at overveje, om den vil anke.

Uanset er der stadig et retligt efterspil i sagen. For Britta Nielsens tre børn er blevet tiltalt for groft hæleri for cirka 51 millioner kroner for at have modtaget penge fra svindlen. Sagen mod børnene begynder i marts.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Gårdbrand: Grisene slap med skrækken

Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce