Annonce
Esbjerg

Minister i Nikolajsag: Jeg er dybt berørt

Socialminister Astrid Krag (S) er ikke imponeret over Esbjerg Kommunes ageren i sagen om den 27-årige udviklingshæmmede Nikolaj, der fik frataget sin ledsageordning. Arkivfoto: Chresten Bergh
Socialminister Astrid Krag (S) udtaler nu i Esbjerg-sagen om den udviklingshæmmede Nikolaj, der fik frataget sin ledsageordning, at hun er dybt berørt. Ministeren leverer skarp kritik af Esbjerg Kommune.

Esbjerg: Esbjerg Kommune får lidt af en ørefigen af socialminister Astrid Krag (S) i sagen om den udviklingshæmmede Nikolaj, der fik frataget sin ledsageordning med begrundelsen, at "du ikke selvstændigt giver udtryk for, hvad du ønsker at bruge ledsageordningen til". Vel at mærke skrevet til en 27-årig, der råder over fire ord og ellers kommunikerer med fagter og piktogrammer.

Oven på JydskeVestkystens dækning af sagen stillede folketingsmedlem Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) spørgsmål til ministeren for at høre, hvad hun tænker om Esbjerg Kommunes ageren.

Og ministeren efterlader ingen tvivl:

"Jeg bliver naturligvis dybt berørt af at læse om forløbet, der er beskrevet i artiklen, hvor et menneske med handicap og de pårørende oplever at skulle igennem en opslidende kamp for at få den hjælp, som de ser som nødvendig i hverdagen. Og jeg finder det tankevækkende, at det tilsyneladende har været nødvendigt at gå til pressen, før kommunen er villig til at genoverveje sagen. Sådan må det aldrig være, for det er altid kommunens ansvar at sikre, at mennesker med handicap får den hjælp, de har brug for," svarer Astrid Krag.

Annonce

Ledsageordningen

  • Ledsagerkorpset består overvejende af timelønnet personale, herunder mange studerende, som udfører jobbet som ledsager et varierende antal timer hver måned. Desuden er der tilknyttet seks-syvfaste deltidsansatte medarbejdere. I 2018 udgjorde ledsageordningens budget 5,3 millioner kroner (med 170 ansatte ledsagere, red.), mens lønnen til administration af ordningen udgjorde 600.000 kroner.
  • Ifølge chefen for Borgerservice på Esbjerg Kommune, Jens Erik Morthensen, var antallet af borgere under ledsage-ordning 266 per oktober 2018, mens det per 13. januar 2020 er faldet til 241 borgere. Udgifterne til ledsageordningen var i 2018 på omkring 5,8 millioner kroner (en halv million over budget), mens de i 2019 landede på i alt 5.266.617 kroner. Dermed kom pengene også til at passe til budgetforligets forudsætninger, der fordrede en besparelse på 500.000 kr. i 2019. I de næstfølgende år skal besparelsen samlet være 900.000 kr.
  • I henhold til "Bekendtgørelse om betingelser for ledsageordningen efter serviceloven" indeholder ledsageordningen ikke socialpædagogisk bistand, men udelukkende ledsagelse til aktiviteter, som brugeren selv bestemmer indholdet i, og ordningen er altså begrænset til personer, der kan efterspørge individuel ledsagelse uden socialpædagogisk indhold.
  • Efterspørgslen kan dog også være non-verbal.

Røffel fra Krag

Socialminister Astrid Krag understreger, at kommunen altid skal foretage en individuel vurdering og ikke - selv om der skal spares, hvilket er tilfældet i Esbjerg Kommune - må slække på serviceniveauet, hvis borgerens behov gør det nødvendigt.

"En afgørelse om ændret hjælp til en borger skal altid træffes ud fra en konkret og individuel vurdering, og det aktuelle vejledende serviceniveau skal derfor fraviges, hvis borgerens behov gør det nødvendigt. Det afgørende er, at kommunerne, når de ændrer i deres serviceniveau, og særligt hvis de reducerer eller frakender hjælp i konkrete sager, altid sikrer sig, at det nye serviceniveau ligger inden for lovgivningens rammer, og at borgeren ikke efterlades med udækkede hjælpebehov," skriver ministeren.

Ordningen har Nikolaj brugt til at komme ud at spise - fordi han kan ikke er trafiksikker - gå i biografen og i Legoland, til at komme på gåture ved stranden og til at købe julegaver. Desuden taler ledsageren for Nikolaj, når de er ude sammen, og ledsageren må også guide ham til at finde de rigtige penge i pungen, når der skal betales.

Tilståelsessag

I Esbjerg reagerede formanden for Social & Arbejdsmarkedsudvalget Henrik Vallø (Borg.) ved at tage sagen op, og foreløbig er Nikolaj gentildelt ledsageordningen, mens hele området gås igennem.

- Oven på historierne om Nikolaj har vi haft en meget, meget grundig snak om de her sager. Det er rigtigt, at vi er ude at spare penge, men det står samtidig klart, at vi skal overholde loven. Og i Nikolajs tilfælde er spørgsmålet jo også, hvem der egentlig taler hans sag, når man går ind og fratager ham den ordning, siger Henrik Vallø.

Han tilføjer, at tager undersøgelserne længere, end de seks måneder, Nikolaj har fået forlænget sin ledsageordning, vil kommunen finde ud af yderligere at forlænge den.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Sønderborg

Evakuerede beboere kunne vende tilbage efter natlig indsats: Svajende skorsten på 40 meter er revet ned

Kultur

Paul C om at beholde to stjerner: Vi fejrede det med en potte te

Annonce