Annonce
Aabenraa

Minister og direktør sagde ét til tysk huskøber: Styrelse siger noget andet

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) var klar i mælet i SIRI-sagen. Man skal ikke i forvejen som EU-borger have bopæl i Danmark, hvis man skal have et EU-opholdsbevis. Det var også hans styrelses melding. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Nej. Man skal ikke som EU-borger i forvejen have bopæl i Danmark for at få bevis på at kunne være i landet. Sådan lød det fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration, SIRI, for en uge siden - og den ansvarlige minister. Tysk huskøber oplever det modsatte.

Aabenraa: Hvordan skal man tolke denne udtalelse?

- SIRI stiller ikke krav om, at en unionsborger bor i Danmark, har adresse i Danmark eller på anden måde har fast bopæl i Danmark, for at SIRI kan udstede et opholdsregistreringsbevis.

Sådan lød det for en uge siden fra SIRI-direktør Kasper Højvang Kyed i en skriftlig kommentar til JydskeVestkysten, efter udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) var gået ind i sagen om tyske huskøberes besvær med at få et EU-opholdsbevis.

Svaret er der åbenbart intern uenighed om. Hos SIRI i Aabenraa kræver medarbejderne stadig, at man skal have bopæl i Danmark for, at man kan få udstedt et EU-opholdsbevis, selvom man opfylder kravet om at "have tilstrækkelige midler". Det fortæller en meget overrasket ejendomsmægler, der har solgt et hus i Padborg til en tysk familie.

- Det var lige netop på grund af, at familien ikke har en adresse i Danmark, at sagen ikke kunne behandles straks. Og der er krav om straksbehandling, når man møder op, siger Ole Jepsen, der er medindehaver af Nybolig i Padborg.

Annonce

Sådan svarer SIRI

  • JydskeVestkysten har søgt svar ved Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) og har fra direktør Kasper Højvang Kyed fået svar på to af fem spørgsmål.
  • Skal man bo i Danmark i forvejen for at kunne få udstedt et EU-opholdsbevis, hvis man hos SIRI i Aabenraa kan dokumentere, at man er arbejdstager i Danmark eller har tilstrækkelige midler?
  • -
  • En tysk familie har torsdag fået at vide, at man ikke umiddelbart kan få et EU-opholdsbevis, da man endnu ikke har bopæl i Danmark. Hvad siger du til det?
  • -
  • SIRI i Aabenraa oplyste, at de ville sende sagen videre til direktøren for SIRI, fordi han er den eneste, der kan tage stilling i disse sager. Har du udstukket den ordre?
  • - SIRI vurderer ved modtagelsen af en ansøgning, om den kan afgøres straks. Er det ikke tilfældet, vil sagen blive behandlet hurtigst muligt.
  • Har man misinformeret udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og dermed Folketinget i denne sag?
  • -
  • Kilder, JydskeVestkysten har talt med, fortæller om en generelt ubehøvlet betjening hos SIRI i Aabenraa. Er det noget, du vil undersøge?
  • - SIRI bestræber sig på at behandle alle borgere respektfuldt og ordentligt.

Dokumentation på plads

Det var en dansk-tysk familie på fem, der torsdag mødte frem hos SIRI i Aabenraa med en underskrevet købsaftale i hånden. Benjamin Essner, der er pædagogstuderende i Aabenraa, hustruen Frederike, der er sygeplejerske på sygehuset i Flensborg, og parrets tre børn - Rasmus på 11 år, Anton på otte år og Janos på to år - som alle går i dansk skole eller institution.

For at familien kan skifte bopælen i Harrislee lige syd for den dansk-tyske grænse ud med det nye hus i Padborg kræver det imidlertid en EU-opholdstilladelse.

- Hun (medarbejderen hos SIRI, red.) spurgte meget uhøfligt, om vi allerede bor i Danmark. Jeg svarede nej, men det er vores plan at flytte ind den 1. maj. "Så kan I ikke få et opholdsbevis", svarede hun, fortæller Benjamin Essner.

Han, der sammen med børnene er en del af det danske mindretal, kunne ellers både dokumentere, at han er studerende og samtidig har tilstrækkelige midler. Det hjalp heller ikke, at han fremviste Mattias Tesfayes udtalelser i sagen og artiklen fra JydskeVestkysten om, at SIRI har droppet bopælskravet.

Direktør bestemmer

- Hun (medarbejderen, red.) blev meget skrap og sagde, at hun ikke ville diskutere med mig, og at det er direktøren for SIRI, der skal tage sig af det, forklarer Benjamin Essner, der får SU og havde medbragt kontoudtog, der kunne dokumentere parrets solide økonomi.

- Dem fik jeg med hjem igen. De viste ellers, at vi har flere hundrede tusinde kroner stående i banken lige nu. Det var hun slet ikke interesseret i, fortæller han.

Han føler sig ikke uvelkommen i Danmark, hvor familien har et stort netværk, men SIRI forstår han ikke.

- Jeg er dybt bekymret over og spekulerer over, hvad intentionerne mon er, når der ansættes så uhøflige mennesker hos SIRI. Det udløser en følelse og bærer præg af, at SIRI som institution og styrelse er indadvendt og lukker sig, siger Benjamin Essner.

Får svar - måske

JydskeVestkysten har hørt om en stribe oplevelser af ubehøvlet behandling hos SIRI i Aabenraa både fra ejendomsmæglere og tyske huskøbere, og Benjamin Essner er da heller ikke imponeret over, hvad familien oplevede.

- Medarbejderen (hos SIRI, red.) virkede som en maskine. Hun kunne ikke smile. Så tør og kold. Hun kunne hverken sige hej eller farvel, siger Benjamin Essner.

I Padborg sidder en frustreret ejendomsmægler, som troede, at situationen var blevet bedre.

- SIRI's direktør (Kasper Højvang Kyed, red.) må være en rigtig dårlig leder, hvis han ikke har kunnet kommunikere ministerens besked ud til de tre medarbejdere, der er i Aabenraa, så synes jeg saftsuseme, han er dårlig, fnyser Ole Jepsen fra Nybolig i Padborg.

SIRI's afsluttende kommentar til Benjamin Essner var, at han vil modtage et svar i sin e-Boks.

Det kan imidlertid trække ud. For uden et EU-opholdsbevis kan han nemlig ikke få et cpr-nummer og dermed ikke få nemID til e-Boks.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding

Efter oversvømmelser: Central gade midt i Kolding åbner igen

Danmark For abonnenter

Svindlere bombarderer danskere: Lisa blev stresset, nervøs og er stadig utryg

Annonce