Annonce
Kolding

Minister: Til lykke til hele verden med Designskolen Kolding

Det var holdt som en hemmelighed for gæsterne, at der blandt dem gemte sig tolv lokale kor, som brød ud i sang, da alle skulle synge med på Beatles-klassikeren "With a little help from my friends". Foto: Jacob Schultz

Beatles gav en hjælpende hånd, så taget var tæt på at lette, da årets afgangsudstilling fra Designskolen Kolding åbnede på Koldinghus.

Annonce

Kolding: Slotsgården var helt fyldt med folk, som torsdag eftermiddag nød sig et køligt glas hvidvin i solskinnet. Stemningen var god for nu at sige det mildt. Forinden havde alle da også lige været med til en fejring indenfor, der var lidt ud over det sædvanlige. På Koldinghusr havde landets kulturminister, Mette Bock, netop åbnet den nye udstilling, som faktisk er to udstillinger i én. For den ene del hylder de 50 år, der nu har været designskole i Kolding, og den anden del er den traditionelle fejring af årets afgangselever fra designskolen.

- Til lykke til Kolding, til lykke til Danmark, ja, til lykke til hele verden med Designskolen Kolding, lød den jublende afslutning, da Mette Bock ønskede til lykke med jubilæet og erklærede udstillingen for åben.

Så bragede klapsalverne naturligvis løs, for det kunne alle lide at høre. Og samtlige 800 gæster havde da også lige sunget fællessang, så det var en fest værdig. 12 lokale kor og resten af de mange gæster sang med på "With a little help from my friends" i anledning af, at det torsdag også var 50 år siden, at The Beatles udsendte "Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band".

- Wow, det var helt fantastisk. Og der er jo den alvor i det, at når det gælder design og designtænkning, så er det noget, vi skal hjælpes ad med for at opnå de bedste løsninger. Det går ikke uden "a little help from my friends", lød den spontane reaktion fra rektor Elsebeth Gerner Nielsen.

Frem til den 22. oktober vises jubilæumsudstillingen Beyond Icons og årets afgangsudstilling fra Designskolen Kolding på Koldinghus.Disse tolv kor deltog ved åbningen og sang "With a little help from my friends" sammen med publikum: Juniorkoret fra Kolding Musikskole, Got Vocal fra Kolding Musikskole, South City Gospel Choir, Kolding Koret, Bless The Day fra Vejle, Performancekoret, Mungo Park Folkekor, Kolding Bykor, Jordrup Sangkor, Vandrup Gospelkor, Integrationskoret og Christiansfeld Gospelkor. All under ledelse af korleder Tenna Olsen fra Kolding Musikskole.

Se mere på www.koldinghus.dk

Annonce

I de andres sko

Hun leverede selv en tale på engelsk ved åbningen, hvor hun bl.a. andet beskrev et af afgangsprojekterne, der skal hjælper hjemløse kvinder, når de har menstruation. De to studerende har designet en særlig kop til formålet, som nemt kan gøres rent bagefter på et offentligt toilet. Hun nævnte også et projekt fra tidligere på året, hvor studerende har været involveret i at få dæmpet støjen i rumkabinen for astronauter.

- Bare for at sige lidt om spændvidden i, hvad de studerende arbejder med. Og begge projekter er båret af den empati, som nutidens designere skal mestre. De skal kunne putte sig selv i andre sko - både astronauters og de hjemløses - og finde løsninger på deres problemer, lød det fra Elsebeth Gerner Nielsen.

Annonce

Skolens dna

Afgangsudstillingen har i år fået afgang nogle uger før normalt. Årsagen er, at man gerne ville åbnede den samtidig med jubilæumsudstillingen og den aktuelle Design Week Kolding, som stadig er i fuldt gang. Det betyder, at flere af de udstillede ikke præsenteres i deres endelige eller fuldstændige form. Nogle af dem skildrer nærmere designernes overvejelser, så man på den måde får et kig direkte ned i designprocessen. Og apropos spændvidde så er det meget forskelligt, hvad de næsten-uddannede designere har arbejdet med.

- Det stikker i alle retninger, fastslår udstillingens kurator Anni Nørskov Mørch:

- Engang kunne man tale om temaer som det globale, det digitale eller det bæredygtige, men det opfatter jeg ikke mere som temaer i deres projekter, det er nærmere en grundlæggende præmis, at selvfølgelig er det noget, man forholder sig til. Det er begreber, designskolen har som en del af sin dna, og det gælder også for afgangsprojekterne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Friture satte ild i køkken

Regionalt For abonnenter

Underretninger om belastede børn fortsætter på rekordhøjt niveau: Ekspert savner viden bag tallene

Billund

Travformand om købstilbud fra Lego-familien: Aktionærer beslutter, om travbanen skal sælges

Annonce