Annonce
Sønderborg

Ministeren besøgte muslinger i Alssund

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen skulle blandt andet se, hvordan muslinger suger ind og puster ud. Men muslingerne nægtede at samarbejde. Foto: Timo Battefeld

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen er begejstret for ideen om maritime nyttehaver. Derfor inviterede hun sig selv på besøg hos Sønderborgs naturskoler, der er begyndt at dyrke muslinger i Alssund.

Sønderborg: I april sidste år opsatte naturskoleleder Andreas Hermann to bøjer i Alssund, forbundet af et reb med nedhængende tovstykker. De blev lynhurtigt hjem for blåmuslingens larver, der slog sig ned og begyndte at vokse.

Hvor hurtigt det er gået, kunne fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) studere, da hun fredag formiddag blev sejlet ud til bøjerne. Få millimeter store larver var blevet til tre-fire centimeter store muslinger.

Ministeren henvendte sig i sidste uge til Sønderborg Kommune, fordi hun gerne ville høre mere om det lille forsøgsprojekt med "maritime nyttehaver" i Alssund. Et folkeligt projekt, der er flydt med strømmen helt fra Kalvebod i København, hvor en forening dyrker muslinger midt i storbyen:

- Vi har så meget herlig natur her i Danmark, herunder 7.000 km kyststrækning. Jeg ser gerne, at vi får en tættere tilknytning til den, forklarede Eva Kjer Hansen, efter hun var kommet i land igen.

Annonce

Det er typisk for Sønderborg-folk. De er innovative og skal hele tiden prøve nye ideer.

Eva Kjer Hansen (V), fiskeriminister, efter at have set og hørt om naturskolernes muslingeprojekt
Fiskeriminister Eva Kjer Hansen trak i en flyverdragt og fik udleveret redningsvest. Så var hun klar til "havevandring" i en såkaldt maritin nyttehave. Med pressen ombord. Foto: Timo Battefeld

Klart eller grumset

Projekt Maritime Nyttehaver handler ikke kun om bæredygtig produktion af muslinger. Den handler også om at inddrage skoler i undervisningsforløb om bæredygtigt urbant havbrug.

Naturskolerne i Sønderborg Kommune har længe haft muslinger som undervisningsemne. Naturvejleder Tobias Ehmsen viste ministeren, hvor effektivt muslinger kan filtrere vand for alger:

Kl. 8.30 samme dage havde han fyldt to lige store kar med algeholdigt havvand. I det ene kar havde han også sat levende muslinger. Godt to timer efter var vandet i karet med muslinger helt klart, mens vandet i andet kar var grumset og gulgrønt.

Et lille forsøg med at sprøjte blæk ned i muslinger mislykkedes. Det var meningen, at ministeren skulle se, hvordan muslingerne suger vandet ind i den ene ende for at puste det ud i den anden, men muslingerne nægtede at samarbejde. Hun gik videre til edderfuglene, som naturskoleleder Irmelin Müller sprættede op for at demonstrerede, hvordan deres kråser var fyldt med muslinger.

- Da jeg hørte om projektet her i Sønderborg, som er målrettet børn og unge, ville jeg gerne høre mere. Jeg vil gerne fremme en forståelse for alle de muligheder, der ligger i vandet omkring os, lod Eva Kjer Hansen forstå.

Edderfugle kender kunsten at fiske efter muslinger. Deres kråser er fulde af skaller, demonsterede naturskoleleder Irmelin Müller. Foto: Timo Battefeld

Muslingefest

Nu er Eva Kjer Hansen ikke undervisningsminister, men minister for et fiskerierhverv med 16.000 arbejderpladser. Alligevel mener hun, at det er vigtigt med folkelig forståelse for de maritime nyttehaver.

- Havet betyder jo ikke kun noget for de mange, der arbejder i fiskerierhvervene, men også for de 200.000 lystfiskere, der har fisketegn, for vores turisme, ja for os alle. Og kan nogle få en bevidsthed om, hvad der er bæredygtig produktion, er det kun godt, forklarede hun, mens hun ventede på, at naturskolefolkene i Sønderborg Kommune kogte muslingesuppe.

Kysterne omkring Als og især Flensborg Fjord har tidligere været hjemsted for trawlfiskeri efter muslinger. Det er en metode, der er hård ved naturen, fordi den efterlader havbunden skrællet for liv. Andre steder, blandt andet i Limfjorden, breder sig en erhvervsmæssig, bæredygtige dyrkning af muslinger på liner.

Byrådsmedlem Charlotte Riis Engelbrecht (S), formand for byrådets udvalg for Landdistrikter, Natur og Fødevarer, håber det vil lykkes at samle interesserede i en forening, som kan overtage projektet i Alssund. Af samme grund er planlægges en muslingedag 4. april på Kær Halvø, hvor borgere kan smage tilberedte muslinger.

- Nej, det er ikke tanken, at Sønderborg Kommune skal i gang med en stor muslingeproduktion i Alssund. Projektet kommer ikke til at sælge muslinger. Håbet er at få medlemmer, som f. eks kan holde muslingefest og spise dem selv, supplerede naturskoleleder Andreas Hermann.

En grillrist med blåmuslinger pakket med grangrene kom på bålet, og så var der frokost. Foto: Timo Battefeld
Fiskeriminister Eva Kjer Hansen havde selv henvendt sig for at få lov at komme med ud på vandet. Foto: Timo Battefeld
Naturvejleder Tobias Ehmsen viste forskellige forsøg med levende muslinger. Han sprøjtede blandt andet blæk ned til dem. Foto: Timo Battefeld
Muslinger dampet med grøntsager giver en herlig suppe. Muslingerne her var dog indkøbt fra Limfjorden, for dem i projektet ude i Alssund er stadig for små. Foto: Timo Battefeld
Fiskeriminister Eva Kjer Hansen forsøgte at få Flemming Nissen fra radio Als Classic FM til at spise en musling. Det var han ikke meget for. Foto: Timo Battefeld
Masser af røg fra grangrene gav smag til de grillede skaldyr. Foto: Timo Battefeld
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Affaldshåndtering som i DDR-tiden

Lokaldebat: I den bebyggelse i Egernsund, hvor min kone og jeg bor, oplever vi til stadighed, at vore affaldscontainere ikke bliver tømt. Bebyggelsen består af 12 ejerlejligheder og otte boligforeningslejligheder. Problemet er, at Sønderborg Kommune entrerer med et system omkring bortskaffelse af affald, som ingen normalt begavede mennesker forstår. Et årskursus til borgerne i affaldshåndtering ville sikkert gøre underværker, men det vil kommunen næppe finansiere. Det system, skraldemændene (jo, det ord eksisterer skam endnu i det danske sprog) arbejder efter, bevirker, at hvis en lille ren plasticpose havner i den forkerte container, bliver den ikke tømt. Jeg luftede forleden min irritation på en særlig Egernsund-side på Facebook - og straks var der adskillige eksempler på, at rene bagateller er skyld i, at containerne bliver stående. Man må godt smide pap-emballagen fra en ramme cola i den dertil indrettede container - men så skal plasticomslaget pilles af. Ellers? Nul tømning. En mikroskopisk rest af marmelade i et glas - selvom man har brugt flere liter varmt vand på at gøre glasset rent - nul tømning. Kære byrådsmedlemmer - i har jo skabt et "system", der kunne være hentet i DDR i 1965. Folk er ikke ligeglade, men at lave en ordning for fjernelse af affald, som kun borgere med stærke læsebriller kan navigere rundt i (humor kan forekomme), er en ommer. Gad vidst, om det kun er i Egernsund, vi synes, at nu er målet sgu fuldt. Er der en modig byrådspolitiker, der kunne have lyst til at kommentere mit indlæg, skulle han/hun være velkommen. Trist, at der er længe til næste kommunalvalg, ellers skulle I nok komme på banen.

Annonce