Annonce
Udland

Ministre flygter fra Boris Johnsons brexitkurs

Tolga Akmen/Ritzau Scanpix
Flere britiske ministre har meldt deres afgang med udsigt til Boris Johnson som premierminister.

Tidligere udenrigsminister og London-borgmester Boris Johnson er favorit til at overtage posten som konservativ partileder og dermed blive premierminister i Storbritannien efter Theresa May.

Udsigten til Boris Johnson som regeringsleder og hans konfronterende politik over for EU - som Storbritannien arbejder på at forlade - har fået flere ministre til at melde deres afgang.

Senest har Alan Duncan, der under Udenrigsministeriet er minister for Europa og Amerika, trukket sig. Tidligere har både finansminister Philip Hammond og justitsminister David Gauke meddelt, at de trækker sig, hvis Boris Johnson bliver premierminister.

- Hvis Boris Johnson bliver premierminister, forstår jeg, at en betingelse for at være del af hans regering, er, at man skal støtte et farvel til EU uden en aftale.

- Det er ikke noget, jeg nogensinde ville kunne, sagde Philip Hammond søndag til BBC.

Kulturminister Margot James trak sig i sidste uge med udsigt til Boris Johnson som premierminister. Avisen The Telegraphs politiske redaktør forventer, at op til 12 ministre vil trække sig.

Johnson har lovet, at hvis han bliver valgt, forlader briterne EU senest 31. oktober. Han lover også, at det vil blive et ukompliceret brexit.

Men hvordan det skal gå til, er stadig uklart.

- Relativt snart efter, at han er blevet valgt, vil hans standpunkt kollidere med den politiske virkelighed, siger lektor og docent i statskundskab ved Södertörns højskole Nicholas Aylott til nyhedsbureauet TT.

- Og det er meget svært at vide, hvad han så har af planer.

Både Johnson og hans modkandidat til posten som partileder, udenrigsminister Jeremy Hunt, har haft svært ved at forklare, hvordan de vil overvinde de store udfordringer ved brexit.

Den brexitaftale, Theresa May forhandlede på plads med EU, er tre gange blevet afvist i det britiske parlament.

Både Johnson og Hunt har sagt, at de som det første vil bede EU om at genåbne forhandlingerne. Men EU-lederne har afvist, at det kan lade sig gøre.

Og et klart flertal i det britiske parlament afviser et såkaldt no deal-scenarie, som Johnson taler for. Hunt er åben for at udskyde brexit endnu en gang.

Fra oppositionens side risikerer Boris Johnson, hvis han som ventet bliver premierminister, at blive mødt af et mistillidsvotum, inden han overhovedet har fået pakket flyttekasserne ud i Downing Street 10.

Det kræver kun en håndfuld frafaldne konservative at få et flertal imod regeringen og derved udløse et nyvalg, skriver nyhedsbureauet AP.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sørgelig sag fik det rette udfald

Sagen er helt igennem sørgelig. Men det kunne ikke være anderledes. Naturligvis måtte den danske stat ikke lade et lille barn gå til grunde i en lejr i Syrien, efter såvel barnets somalisk-danske mor som faren tilsyneladende er blevet dræbt. Derfor er den 11 måneder gamle dreng nu blevet hentet til Danmark, hvor han forhåbentlig får en god fremtid sammen med sine slægtninge. Både drengens mor og far har haft tilknytning til Islamisk Stat. Sagen er den bedst tænkelige illustration af det idioti, disse fanatikere er besat af. Deltagelse i terror er i sig selv utilgivelig. Men det er komplet ubegribeligt, at forældre også er parate til at ofre deres eget barn for en tåbelig sag. Netop dette er jo konsekvensen af at medbringe børn eller sætte dem i verden i det helvede, Islamisk Stat lykkeligvis kun for en kort periode kunne etablere i Mellemøsten. Vi skal i sådanne sager være humane, men med kraftige forbehold. For den danske stat er der uanset farven på de pågældendes pas ingen grund til at gøre sig synderlige anstrengelser for at hente andre IS-terrorister til landet. Det gælder også for de pågældendes børn, med mindre ganske særlige forhold gør sig gældende. Det var tilfældet for den lille dreng samt i en tidligere sag, hvor en hårdt kvæstet 13-årig dreng i juni blev evakueret fra en interneringslejr. Alternativet havde formentlig i begge tilfælde været børnenes død. Det må vi ikke medvirke til. Dansk Folkeparti lufter mistanken om, at det reelt ikke er muligt at kontrollere, hvorvidt den lille drengs forældre faktisk er afgået ved døden. I lyset af de kaotiske forhold i Syrien er denne skepsis begrundet. Men skulle for eksempel moren senere vise sig at være i live, bør det på ingen måde berettige hende til en fribillet retur til Danmark. Flere medier har bragt historier om tidligere IS-terrorister, der angiveligt bittert har fortrudt og nu vil retur til Danmark. Til dem er beskeden: Alle valg i livet har konsekvenser, og I er ikke velkomne.

Annonce