Annonce
Trekantområdet

Minkavler fra Farre: Om lidt bliver her stille, meget stille

Mandag formiddag kimede telefonen en hel del hos minkavler Tommy Knudsen fra Farre. Han ser ind i en dyster fremtid, hvor hans besætning på godt 19.000 mink onsdag skal aflives på grund af coronavirus. Foto: Jim Hoff
Minkavler Tommy Vemmelund ser en dyster fremtid - både for sig selv og branchen med store økonomiske og personlige omkostninger, nu hvor coronaen tømmer den ene minkfarm efter den andet i landet.
Annonce

Farre: Telefonen ringer tre-fire gange under den fem kvarter lange samtale, som undertegnede har med minkavler Tommy Vemmelund på Canadavej i Farre. Det er både Fødevarestyrelsen og andre myndigheder, der er i røret.

Og samtalerne er absolut ikke af opmuntrende karakter.

Helt grundlæggende handler det om Tommy Vemmelunds fremtid, hans families fremtid, hans ansattes fremtid, og den ser ikke for lys ud, efter at det i weekenden blev konstateret, at hans minkbesætning er blevet smittet med coronavirus.

Måske er det Tommy Vemmelund selv, der har bragt virusset ind i besætningen, for han er blevet testet positiv med coronavirus.

Da den melding løb ind, gik det store apparatur i gang hos Fødevarestyrelsen, for når en indehaver af en minkbesætning på 19.000-20.000 mink står med covid-19 i systemet, så lyder alarmklokkerne.

Annonce

Verden styrtede i grus

- Et par dage før havde jeg haft besøg af to dyrlæger, der havde checket besætningen og clearet den. Men da så jeg fik corona, kom der igen besøg, og denne gang fandt man virus i fem ud af 11 testede mink. Det var et kæmpechok, for nu styrtede vores verden i grus, for jeg vidste jo godt, belært af erfaringerne fra minksagerne i Nordjylland, at det her betyder, at hele min besætning skal aflives, fortæller Tommy Vemmelund, samtidig med at telefonen ringer igen.

Denne gang er det en taksator, der ringer.

Han vil kigge forbi denne mandag klokken 11.30 for at tælle minkene og dermed gøre boet op i forhold til den kompensation, som aflivningen af de godt 19.000 mink medfører.

Onsdag kommer "aflivningsteamet" så forbi. Specialuddannede mænd i rumdragter vil i arbejdsskift på to gange fire timer aflive minkene ved at putte dem ned i en lukket vogn i bundter på 50-60 stykker. Vognen fyldes så med kuldioxid.

- Det er en smertefri og ganske skånsom aflivningsmetode. I løbet af få sekunder sover dyrene,  og kort tid efter er de døde. Derefter læsses de op i store lastbilcontainere for så at blive transporteret til DAKA, hvor de brændes, forklarer en berørt Tommy Vemmelund.

Annonce

Man lytter ikke til os

Det frustrerer ham grænseløst, at så mange gode mink og dermed både skind og gode avlsdyr går til spilde ud fra forudsætninger, han er meget uenig i.

- Fødevarestyrelsen og embedsværket bag lytter ikke til os, når vi kommer med alternative forslag. Vi har foreslået at fryse minkene ned i containere, og så tø dem op igen om to år, når det er forsvarligt. På den måde bevarer vi skindene. Det vil man ikke gå med til, og man nægter os også muligheden for at isolere de gode avlsdyr fra flokken og vente, til de er frie for eventuel virus, så vi kan bruge dem i genopbygningen af nye besætninger, fortæller Tommy Vemmelund.

Det er i denne vogn, minkene bliver aflivet. Vognen fyldes med kuldioxid, og så sover minkene smertefrit ind i døden. Der er plads til 50-60 mink ad gangen. Foto: Jim Hoff

Og netop avlsdyrene er det helt springende punkt i denne her sag. Godt nok bliver minkavlerne, og dermed også Tommy Vemmelund, kompenseret 100 procent for det tab, de har på det manglende skindsalg.

Annonce

Mangel på avlsdyr

Men hvis man som i Vemmelunds tilfælde har en coronavirusbesmittet besætning, så bliver man kun kompenseret med 20 procent af avlsdyrenes værdi.

Det giver i runde tal Tommy Vemmelund 600.000 kroner mindre i kompensation end en ikke-smittet aflivet besætning af samme størrelse ville give.

Samtidig vurderer han, at der til april 2021 kun vil være 10-20 procent avlsdyr/drægtige tæver tilbage af den nuværende bestand - og det er et stort problem i forhold til genopbygning af bestanden.

Når man så, som det er tilfældet på minkfarmen på Canadavej i Farre, gennem årene har oparbejdet en besætning, der har fået prædikatet som en af de kvalitetsmæssigt bedste i verden, så er det hårdt at skulle se sig selv starte helt fra bunden igen - på meget usikre vilkår.

Sammenholdt med, at bestanden af gode avlsdyr reduceres meget voldsomt, betyder det, at nye avlsdyre både bliver svære at finde og dyre at købe.

Annonce

Søge arbejde

- Og hvor står vi så? Er det slut med branchen, for vi ved, det tager tre år at bygge en bestand op af en vis kvalitet. Kommer der ikke en vaccine i løbet af starten af det nye år, så jeg frygter jeg, at branchen lukker helt ned, lyder det dystert fra Tommy Vemmelund.

Han vil ikke udelukke, at der fra regeringens side kan være en skjult dagsorden med netop dette scenarie til formål.

Kompensation til minkavlere

Minkavlerne har  to muligheder for kompensation.

  1. Med den første mulighed får minkavlerne 176 kr. pr. skind. Prisen er udregnet som et gennemsnit af prisen per skind i en tidligere periode.
  2. Med den anden mulighed vil minkavlerne få udbetalt et acontobeløb med det samme. Dette beløb kan senere blive korrigeret afhængigt af markedsprisen i 2021. Prisen pr. skind bliver mindst 153 kr. og højst 199 kr. med denne mulighed.

Desuden bliver minkavlerne kompenseret for deres driftstab. De smittede farme vil få en kompensation på 20 procent. Dyrene på ikke-smittede farme, der ligger inden for en 7,8 kilometers radius af smittede farme, skal også aflives. Her får minkavlerne fuld kompensation.

Han ser en barsk fremtid for sig, både på sine egne og branchens vegne, hvor man vil se konkurser, personlige traumer, skilsmisser og lignede nedture i forbindelse med nedlukningen af landets minkfarme.

- Om lidt, når alle dyrene er blevet aflivet på onsdag, bliver her stille, meget stille. Mine ansatte, de tre årsværk, skal fyres, og så kan jeg gå rundt og rydde lidt op og gøre rent, men til hvilken nytte. Muligvis skal jeg ud og søge mig et arbejde, nu får vi se.

- I første omgang glæder jeg mig egentlig bare til at kunne være sammen med min familie igen, så snart min coronaviruskarantæne bliver ophævet. De er jo også rigtig, rigtig kede af det her, konstaterer Tommy Vemmelund.

Og så ringer den igen, telefonen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Lyt til Danmark fortæller: Journalist Kasper Løvkvist var øjenvidne til grædende statsminister - hør hans oplæsning her

Esbjerg

3. døgn uden nye smittede: Vadehavsskole er ved at have styr på smitteudbrud

Annonce