Annonce
Trekantområdet

Minus på 34 millioner kroner er kalkuleret: Too Good To Go prøver kræfter med amerikansk marked

Too Good To Go baner blandt andet vejen for, at Ejby Bageri kan sælge overskydende bagværk inden lukketid. Nu skal det samme være muligt for virksomheder i USA. Foto: Peter Leth-Larsen
Too Good To Go meldte fredag ud, at de er klar til at bevæge sig videre fra Europa og mod markedet i USA. Selvom virksomheden er vokset lynhurtigt de sidste fire år, er der dog stadig et minus på et tocifret millionbeløb i regnskabet.

Balslev/Danmark: Too Good To Go offentliggjorde fredag, at virksomheden er klar til at gå ind på markedet i USA, hvor den vil begynde fremtoget i New York.

Det sker efter, at tjenesten på fire år er blevet udbredt til 14 europæiske lande - Danmark, Norge, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Holland, Schweiz, Spanien, Italien, Polen, Østrig, Portugal og Sverige, som dog er under opbygning.

Her har Too Good To Go et samarbejde med næsten 37.000 forretninger og kæder, mens der alene i Danmark er tale om lidt under 2300. Det har ført til, at 28 millioner måltider mad, fire millioner i Danmark, er blevet solgt videre gennem appen.

- Nu har vi sat os godt på det europæiske marked, og så vil vi se, om vi kan komme videre med USA, som er et kæmpe land med masser af madspild, siger Klaus Bagge Pedersen fra Balslev, som var med til at stifte Too Good To Go i 2015.

Han forklarer, at Too Good To Go dog også forsøgte at komme ind på det amerikanske marked for få år siden, men ikke helt lykkedes med at få tag i det. Det skyldtes ifølge Klaus Bagge Pedersen, at det blev gjort via franchiseaftaler.

- Samtidig har Mette Lykke (administrerende direktør i Too Good To Go siden 2017, red.) også erfaring med USA, og hun har et bedre kendskab, end vi stiftere har, siger han.

Annonce

Minus på 34 millioner

Selvom Too Good To Go ser ud til at storme frem i store dele af verden, er der dog ikke kommet sorte tal på bundlinjen endnu. I virksomhedens seneste regnskab for 2018 var der sågar et minus på 34 millioner kroner.

Mette Lykke forklarer, at minusset er kalkuleret, idet der er blevet brugt penge på at ekspandere.

- Vi skal have overskud inden for de næste par år, men lige nu er det helt efter planen. Alt, der kommer ind nu, bliver investeret i nye markeder, og det er investorerne med på, siger hun.

Too Good To Go modtog senest en kapitalindsprøjtning på 45 millioner kroner i 2019 fra eksisterende investorer og bestyrelsesmedlemmer, herunder Mike Lee, grundlægger af Myfitnesspal, og Jesper Lindhardt, tidligere driftsdirektør ved Trustpilot. Det hævede virksomhedens samlede investeringssum til 120 millioner kroner.

Mette Lykke kan dog ikke svare på, hvornår hun forventer, at regnskabet vil gå i plus.

- Lige nu har vi fuldt fokus på ekspansionerne og måler vores succes på, hvor meget mad vi redder. Vi runder snart 29 millioner reddede måltider og har lige rundet den vigtige milepæl, at vi nu redder et måltid i sekundet, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det utilgivelige læk

Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden. Det nyder vi som borgere godt af, når vi eksempelvis kan betale i supermarkedet via en app, eller når vi skal i kontakt med offentlige myndigheder og ikke behøver af møde fysisk op. Tager man blot et smut syd for grænsen, vil man opdage et samfund, der virker tilbagestående i forhold til at høste fordelene af et digitaliseret samfund. Men udviklingen har også sine omkostninger. Eksempelvis kan det være svært for ældre at finde ud af selvangivelsen eller anden form for computerkontakt med myndighederne. Disse generationsudfordringer gøres der meget for at afbøde, men nogle omkostninger er af en karakter, så de er utilgivelige. En sådan er Sygehus Lillebælts læk, som netop er blevet kendt i offentligheden, af fortrolige oplysninger om godt en halv million patienter. Kort fortalt har blandt andet cpr-numre, navne og hjerteoplysninger i flere end fem år ligget tilgængelige for alle 26.000 ansatte i Region Syddanmark samt et ukendt antal samarbejdspartnere fra ind- og udland. Regionen og sygehuset er blevet kritiseret for lækket i en afgørelse fra Datatilsynet, men lægelig direktør på Sygehus Lillebælt Mads Koch Hansen har "ikke fantasi til at forestille sig", at nogle ansatte uberettiget skal have gjort brug af patienternes oplysninger. Det kræver nu ellers ingen livlig fantasi at forestille sig, at der blandt 26.000 ansatte samt samarbejdspartnere i ind- og udland skulle findes et enkelt broddent kar, hvis moral og syn på tavshedspligt er flosset. Selv om den i øvrigt afgående lægelige direktørs tillid til sine ansatte kan være sympatisk, er den grænsende til naiv. Desværre oplever vi af og til disse helt utilgivelig læk af personlige oplysninger fra offentlige myndigheder, og netop fordi digitaliseringen af samfundet ikke kan spoles tilbage, er der grund til på det kraftigste at indskærpe vigtigheden af, at have styr på den slags. Mister folk først tilliden til myndighederne, kan det være uopretteligt.

Team Esbjerg

På toppen af karrieren - Team Esbjergs Estavana Polman scorer fornem pris

Annonce