Annonce
Esbjerg

Miraklet fra Marbækvej

Aage Heide Sørensen (86) befandt sig for netop 75 år siden der, hvor Anden Verdenskrigs første bomber ramte Danmark. Oplevelsen står krystalklart i hans hukommelse.

I dag for netop 75 år siden kravlede han op på et skur efter sin svæveflyver, da det rigtige bombefly dukkede op over Esbjerg. Aage Heide Sørensen glemmer aldrig dagen.

Annonce

Den 4. september 1939 er Aage Heide Sørensen og hans bedste kammerat Ejgil Rabjerg på hjem til Marbækvej fra Stormgade Skole med de to svæveflyvere, som de har lavet i sløjd. De to 11-årige knægte går over på den nærliggende lille mark for at lege med flyene. Aage kaster sit svævefly, som lander på taget af et cykelskur.

- Så ser jeg et fly oppe på himmelen, et stort fly med to propeller. Pludselig ser jeg nogle helt små, sorte prikker, og så råber jeg til Ejlif: De smider noget ud! De smider noget ud!

Sekunder senere lander bomben, 10-12 meter fra cykelskuret, der bliver knust. I alt fire bomber kastes. De to første lander på øde arealer af havnen, en fjerde ender i baggården til Sjællandsgade 26, men forårsager ikke den store ødelæggelse - men den tredje bombe lander i Frodesgade 150, der river hele huset og halvdelen af 152 ned. I alt ni lejligheder raseres, den 26-årige Edel Hansen bliver krigens første, danske civile offer.

Den 1. september 1939 havde Tyskland angrebet Polen, og 3. september var anden verdenskrig en realitet, da Storbritannien og Frankrig erklærede tyskerne krig. Danmark og Esbjerg var endnu ikke besat, men et engelsk bombefly på afveje gjorde 4. september til danskernes første møde med krigen.

Far, jeg er her

Alt det aner Aage fra 1. mellem ikke den septemberaften for 75 år siden, for han er sprunget ned fra cykelskuret og løber alt, hvad han kan. Hele vejen op ad Frodesgade og til grønttorvet, hvor han sætter sig ned på gaden og græder - omgivet af panikslagne esbjergensere.

- Rigtig mange mennesker løber af sted, og jeg sidder og ser efter min familie. Men de kommer ikke.

Da Aage to timer senere kommer gående tilbage, ser han sine forældre og brødre stå og kigge på ruinerne - skolekammeraten Ejlif har forklaret, at han sidst så Aage stå oven på cykelskuret.

- Jeg går hen til dem og siger: Far, jeg er her, og så siger han de fire ord, som jeg aldrig nogensinde har glemt: Nå, der er du?

- Jeg har aldrig fortalt det til nogen, men jeg har aldrig glemt det. Det står stærkt i min hukommelse, og det er den skinbarlige sandhed.

Aage var også tæt på en anden af krigens dramatiske begivenheder i Esbjerg, bombningen af flyvepladsen 27. august 1944. Her havde han og Ejlif taget cyklerne ud i Nørreskoven for at se, hvor tæt de kunne komme på flyene.

De to drenge ligger helt oppe ved hegnet, da Royal Air Force kommer. Angrebet foretages med 60 fly, der kaster 115 500 kilos bomber og 10 brandbomber over den tysk besatte flyveplads. Under de fire bølger ligger Aage og Ejlif i interimistisk ly for bomberegnen.

- Vi kravler ind i et kloakrør, og derfra kan vi se Solbakkegård 100 meter væk blive ramt af en bombe. Vi er begge rigtig kede af det, og vi græder, for det er alt for dumdristigt, hvad vi har gjort.

Pludselig lander en vragdel foran fødderne af Aage og Ejlif. Og så lander liget af sergent Milton Ross fra det forulykkede fly "Banshee". Drengene river noget lærred af, som de tildækker den dræbte agterskytte med, og lægger en blomst ved hans lig. Soldatens ubrugte faldskærm tager Aage bag på cyklen, men han mister den til tyske soldater.

Alt sammen historie, men Aage har aldrig glemt hverken krigen eller agterskytte Milton Ross. Den 86-årige esbjergenser ville gerne have været i Luxembourg 27. august og besøgt Ross' grav for at lægge endnu en blomst - på 70-års dagen - men Aage var forhindret.

Af et tandemspring i faldskærm, som barnebarnet Lars havde vundet i en konkurrence og givet sin gamle morfar.

- Det har altid været min store drøm, siden jeg i 1934 så John Tranum (kendt vovehals, der året efter døde af iltmangel i 8500 meters højde, red.) springe, forklarer Aage.

Han fik selv sit livs første flyvetur efter indvielsen af Esbjerg Flyveplads i 1937 - sammen med 4168 andre esbjergensiske skolebørn. Formålet var at vænne de kommende generationer til den nye transportform.

- Det var en pragtfuld tur. Dengang skete der noget i Esbjerg, men det gør det måske ikke mere?, siger Aage, som bor i Viby - men som dog var tilbage i sin hjemby sidste år, hvor han besøgte sit barndomskvarter og mødte viceværten i den ejendom, hvor Aage nær havde mistet livet 4. september 1939.

- Jeg spurgte ham: Ved du, at den ejendom, som du er vicevært for, blev jævnet med jorden for 75 år siden? Men det vidste han ikke en pind om.

Jeg har aldrig fortalt det til nogen, men jeg har aldrig glemt det. Det står stærkt i min hukommelse, og det er den skinbarlige sandhed.

Ejendommene i Frodesgade 150 og 152 blev smadret af bomben, der ramte i skorstenen i nr. 152 og fortsatte over i stueetagen i 152.
I alt blev ni lejligheder raseret, et menneske, den 26-årige Edel Hansen omkom.
Aage Heide Sørensen som 10-årig.
Aage Heide Sørensens barndomshjem, Marbækvej 9.
Aage Heide Sørensens barndomshjem, Marbækvej 9, som det ser ud 75 år senere.
Aage Heide Sørensen i dag.

Blå bog

Aage Heide Sørensen, 86 år, bor i Viby. Opvokset i Esbjerg på Marbækvej 9 som søn af fiskeskipper Anders Kristian Sørensen (E357 Pella). Tre brødre, hvoraf den ene omkom på kutter Duen under en sprængning.


  • Aage forlod byen som 20-årig efter to års tuberkulose og efterfølgende social isolation. Han tog til Sjælland, men rykkede i 1958 til Aarhus, hvor han fik arbejde gennem sin fars gamle kammerat, fiskeren, pioneren og erhvervsmanden Claus Sørensen.

  • Aage var i 30 år afdelingsleder i Aarhus for Esbjerg-virksomheden Premier Is indtil sin pension i 1988.

  • Han er enkemand, har døtrene Anne-Kirsten og Irene samt barnebarnet Lars.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Aabenraa

Sønnen ramt af covid-19: Byrådsmedlem rasende over udelukkelse fra byrådsmøde

Esbjerg

Høj musik førte til fund af stoffer

Vejen

Frisør låner for at overleve: Har endnu ikke fået penge fra hjælpepakker

Vejen

Helle har mistet 90 procent af omsætningen under nedlukningen: - Jeg har haft ondt i maven over det her længe

Annonce