Annonce
Indland

Mistænkt for bombe ved Skattestyrelsen anholdt i lufthavn

Efterlysning af 23-årig svensk statsborger har givet pote efter en måneds tid.

En 23-årig svensk mand, der har været efterlyst for eksplosion ved Skattestyrelsen, er blevet anholdt i Københavns Lufthavn, oplyser politiet onsdag.

Anholdelsen skete tirsdag aften i lufthavnen. Manden har været internationalt efterlyst, efter at en dommer i Københavns Byret fandt, at der er en begrundet mistanke mod ham. Onsdag skal manden for en dommer i København.

Eksplosionen hærgede Skattestyrelsens facade på Østerbro i København 6. august om aftenen.

I forvejen er en anden svensk statsborger varetægtsfængslet i sagen. Han er blevet udleveret til Danmark.

Politiet mener, at mændene i en Berlingo kørte over Øresundsbroen samme aften med en bombe.

Hidtil har der ikke været noget fremme om et muligt motiv til den voldsomme handling, hvor en enkelt person angiveligt fik overfladiske skrammer.

Retsmøder i sagen har været holdt bag lukkede døre. Den første anholdte mand nægter sig skyldig, har det været fremme.

I en pressemeddelelse kalder vicepolitiinspektør Brian Belling sagen meget alvorlig.

- Vi iværksatte derfor øjeblikkeligt en omfattende efterforskning, som ugen efter førte til fængslingen in absentia af de to svenske mænd.

- Nu er begge i vores varetægt, og vi ser derfor frem til at kunne komme videre i efterforskningen, udtaler han.

Pressemeddelelsen omtaler ikke udviklingen i efterforskningen af en anden meget kraftig eksplosion, som skete få dage senere i København. Her skete der en sprængning ved en lokalpolitistation.

Gerningsstedet blev inspiceret af justitsminister Nick Hækkerup (S), og regeringen har efter begge eksplosioner bebudet flere initiativer. De drejer sig blandt andet om kontrollen ved grænsen til Sverige, skærpede straffe og videoovervågning.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce