Annonce
Indland

Mistænkte for brand og drab på Sjælland bliver i fængslet

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
To mænd er sigtet for at stå bag ildspåsættelser og drab i henholdsvis Ruds Vedby og Vemmelev.

Efter 26 dage bag tremmer er to drabssigtede mænd på henholdsvis 34 og 42 år gået med til at få deres varetægtsfængsling forlænget.

Mændene blev i juni anholdt og fængslet i to sager om drab på to ældre mænd og efterfølgende ildspåsættelser i Ruds Vedby og Vemmelev.

Torsdag udløber varetægtsfængslingen, og i den forbindelse er fængslingen for begges vedkommende blevet forlænget med fire uger.

Det oplyser efterforskningsleder og politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den 42-årige er varetægtsfængslet for sin rolle i brandstiftelse og drab i både Ruds Vedby og Vemmelev, mens den 34-årige kun er varetægtsfængslet for sin rolle i sagen fra Ruds Vedby.

Den 22. juni blev der afholdt grundlovsforhør i sagerne ved Retten i Nykøbing Falster. Her erkendte den ældste af de anholdte ifølge flere medier at have dræbt to ældre mænd og efterfølgende sat ild til deres boliger.

Den 34-årige nægtede sig derimod skyldig.

Den ene sag handler om den 68-årige møntsamler Kiehn Andersen, der den 20. april blev dræbt i sit hjem i Ruds Vedby. Han blev stukket 15-20 gange i maven og var desuden blevet udsat for stump vold.

Efter drabet blev liget bragt til Blæsinge Grusgrav ved Slagelse, hvor det blev smidt i en sø.

Den anden sag handler om den 80-årige Poul Frank Jørgensen, som den 16. juni blev fundet dræbt i sit hjem på Slagelse Landevej i Vemmelev.

Han var blevet stukket ti gange i ryggen og havde også fået et stik i halsen, der skar halspulsåren over.

I forbindelse med begge drab blev der efterfølgende sat ild til ofrenes huse.

Anholdelserne af de to mænd skete, fem dage efter at det sidste af de to drab blev begået. Politiet fortalte efter anholdelserne, at et stort antal henvendelser fra borgerne havde hjulpet efterforskerne på sporet af de mistænkte.

Foruden sagerne i Ruds Vedby og Vemmelev - som begge ligger på Vestsjælland - efterforsker politiet en sag fra Gundestrup i Odsherred. Her blev en 65-årig mand fundet død i et udbrændt hus i februar.

Han var blevet udsat for vold og var formentlig død inden branden. Fordi sagen minder om drabssagerne fra Vemmelev og Ruds Vedby, er en særlig gruppe i politiet blevet nedsat for at efterforske alle tre sager.

Dog er der ingen anholdte i sagen fra Odsherred.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Illegal indvandrig er alarmerende

Fra statistikkerne ved vi, at der er godt 800.000 indvandrere og efterkommere i Danmark. Opgørelserne siger naturligt nok ikke noget om den illegale indvandring, da de pågældende personer ikke er registreret. Men Rockwool Fonden har et skøn. Ved hjælp af en avanceret statistisk model vurderer Rockwool Fonden, at cirka 26.000 personer opholder sig ulovligt i landet. Det er en stigning på 18 procent, siden fonden kom med sin seneste rapport i 2016. Nyheden er alarmerende. Et er den lovlige immigration, der så sandelig også har skabt udfordringer. Men noget ganske andet er, at vores land åbenbart huser mennesker, vi intet aner om. Vi har således ikke mulighed for at tjekke, om de pågældende er farlige kriminelle eller måske endog terrorister. I sagens natur er der indbyggede usikkerheder i rapporten. Men ifølge fondens egen forskningsenhed holder det med 95 procents sandsynlighed stik, at mellem 23.000 og 29.000 personer lever under jorden her til lands. Hver og en af dem er en for mange. Tilsyneladende er der to former for illegal indvandring. Uvist hvordan lykkes det åbenbart nogle mennesker at snige sig hertil og gå i skjul. Andre indrejser lovligt, men opholder sig efterfølgende i Danmark i strid med lovgivningen. Blandt andet sker det åbenbart, at kinesere udnytter deres landsmænd som kummerligt betalt arbejdskraft i restaurationsbranchen. Kokkene kommer til Danmark i henhold til den såkaldte beløbsordning. Den sikrer på papiret kineserne en ganske udmærket løn. Men Fagbladet 3F skriver, at ingen eller kun få fridage samt groteske arbejdsuger kombineret med fradrag for kost og logi reducerer den reelle timeløn til omkring 25 kroner. Kinesiske kokke er næppe den store trussel mod rigets sikkerhed. Men de pågældendes ophold er ligeså ulovligt som alle andre illegale immigranters. Derfor er der også her behov for en energisk indsats med at opspore og udvise disse mennesker, ligesom deres arbejdsgivere naturligvis skal gøres ansvarlige.

Kolding

Efter krisemøde: Nyt forlig og fremtidens Kolding Havn ventes klar inden jul

Annonce