Annonce
Livsstil

Mjødgård brygger honningsød kulturdrik

Thomas Priiskorn overtog Mjødgård i 2017. I dag brygger han mjød i Dalby på Sydsjælland. Ligesom gin gjorde sit indtog for nogle år tilbage, ønsker han at gøre mjød til en naturlig del af danskernes bevidsthed. PR-foto
Thomas Priiskorn begyndte at brygge mjød som hobby. For tre år siden overtog han Danmarks ældste mikrobryggeri Mjødgård med en ambition om at få danskernes øjne op for gudernes visdomsdrik, som han brygger på Stevns i det sydlige Sjælland.
Annonce

Mjød-smagninger har der været masser af, siden Thomas Priiskorn overtog mikrobryggeriet Mjødgård for tre år siden. Og det er der en god grund til. For det er hans oplevelse, at mange ikke ved, hvad de snakker om, når de siger, de har smagt mjød.

- De har sandsynligvis smagt mjød i 80’erne og husker smagen som sød og sprittet. Når de smager vores mjød, får de en anden oplevelse. Omkring 9 ud 10 af dem, der smager, får en positiv oplevelse: ”Okay, det smager da rigtig godt,” er tit deres bemærkning. Mjød i dag har mere fylde og er mere afrundet i smagen både på grund af de råvarer, vi bruger, og måden, vi brygger på, fortæller Thomas Priiskorn, der er brygger og ejer af Mjødgård.

Det er middagstid på en oktoberdag, og han har lige lagt sidste hånd på dagens tapning. Mjøden, der kommer på flaske nu, er vintermjød. En sæsonflaske. Den har brygget i et års tid og lagret 10 måneder på portvinsfade. Vintermjød har en base på vand og honning, der, så vidt som muligt, kommer fra lokale biavlere. Dertil også friske hyben, som giver smag og aroma.

- Ved lagring på fad sker det samme, der sker med whisky og rom. Mjøden bliver mindre sprittet og mere kompleks og fyldig i smagen, forklarer mjødbryggeren, der placerer mjød i samme klasse som portvin og sherry.

- Mjød er en genre for sig, men den er mere vin, end den er en øl. Alkoholen er baseret på honning, ikke på malt og humle, pointerer han for at aflive endnu en myte om den søde drik.

Mjødgård

Mjødgård er et mikrobryggeri, der er specialiseret i brygning af mjød.

Det ligger i Dalby på Sydsjælland, mellem Stevns og Faxe Kommune, i Heering Likørs gamle haller.

Bryggeriet blev startet på Djursland tilbage i 2008 af Odd Castmar.

I 2017 overtog Thomas Priiskorn Mjødgård og er i dag ejer og brygger.

Bryggeriet arbejder med en traditionel tilgang til brygningen, der har været i brug siden vikingetiden og sandsynligvis længere tilbage i tiden.

Mjød brygges af honning fra lokale biavlere på Stevns og Sydøstsjælland.

Mjøden bliver krydret med nordiske urter, blomster, frugter eller bær, som Mjødgård håndplukker eller henter fra lokale plantager.

Læs mere på www.mjodgard.dk.

Annonce

Et mjød-manifest

Mjødgård ligger i Dalby mellem Stevns og Faxe Kommune, men indtil 2017 lå mikrobryggeriet - der er Danmarks ældste - på Djursland. Det var ejeren, Odd Castmar, der havde startet det op og nu gerne ville sælge det videre. At det blev Thomas Priiskorn, der overtog, var et rent og skært tilfælde.

Det var sommeren 2017, og han havde sagt sit job op - et arbejde på bosteder for unge - for at få lidt tid til at beslutte, hvad han ville bruge sin fremtid til.

- Ved et tilfælde så jeg et opslag om, at Mjødgård var til salg. Til at begynde med slog jeg det hen, for jeg havde ikke råd. Men det blev ved med at rumstere i baghovedet. For jeg har brygget mjød i mange år på hobbyplan. Jeg vidste, hvem ejeren var, og kendte ham, der designede etiketterne til flaskerne. Jeg havde smagt mjøden, og den var god. Jeg kunne med andre ord godt genkende mig selv i Mjødgård, fortæller Thomas Priiskorn.

Nu gik han fem måneder i møde, hvor tiden gik med at finde ud af, hvordan han ville kunne skubbe mikrobryggeriet ind i fremtiden, hvis han overtog.

- Jeg ville fortsætte med de samme værdier, men Mjødgård skulle opskaleres og være mere moderne. Mjød skulle være mere end en drik for turister. Almindelige danskere skulle også få øjnene op for det.

Annonce

Et håndværk

21. december 2017 købte han Mjødgård. Han flyttede mikrobryggeriet til Sydsjælland, hvor han bor, men manifestet har han beholdt: Ærlig mjød, mild smag og bæredygtighed. Det handler om, at honningen kommer fra lokale biavlere, at det tager den tid, det skal, at brygge den, og at der er mjød for enhver smag. Bryggeriet plukker selv de blomster, bær og urter, som bruges til de forskellige typer mjød. Ud over vintermjød brygges blandt andet også skov- og hyldeurt.

Selv blev han introduceret for mjød første gang, da han som 20-årig begyndte som frivillig på et vikingemuseum, hvor han sidenhen blev ansat.

- Mjød er en naturlig del af det miljø, og det smagte virkelig godt. Så jeg tog fat i en lokal biavler og fik en spand med honningrester, som jeg startede en bryg på for sjov. Det har jeg gjort lige siden. Til fester i den vennekreds havde folk altid hjemmebrygget mjød med, for der var flere, som bryggede. På det tidspunkt var det ikke noget, jeg troede, man kunne leve af, fortæller han.

Men det gør han i dag på snart fjerde år, og tiden som museumsformidler har givet ham en nyttig bagage med. Mjød indgår i den nordiske mytologi som gudernes visdomsdrik. Meget kort fortalt handler den historie om, at alle guderne spytter i det samme kar, som en kæmpe drikker af. Da han bliver slået ihjel, flyder hans blod, som dermed bliver gudernes visdomsdrik - altså mjød.

- Men det passer ikke, at vikingerne opfandt mjød, påpeger Thomas Priiskorn.

Thomas Priiskorns råd til hobbybryggeren

Brug gode råvarer og en god honning.

Brug tid på rengøring af udstyret.

Behandl råvarerne med respekt, varm din honning i vand og sørg for at si al skum væk.

Sikr dig en tilpas lav temperatur, så gæret ikke dør.

Pas godt på din bryg, efterfyld den efter en uge. Og hold den ved en jævn varme, til den er færdiggæret.

Omstik mjøden og lad den få fred.

Annonce

Hele verdens kulturdrik

Den gyldne drik går mere end 8000 år tilbage i tiden i også Kina og Afrika. Derfor kaldes den også en kulturdrik.

- Faktisk er Etiopien det land i dag, der brygger mest mjød, tilføjer han.

Mjødens historiske del håber Thomas Priiskorn at kunne trække med ind i fremtiden for Mjødgård, da han som gammel museumsformidler har et blødt punkt for at give folk oplevelser.

- Mjødgårds undertitel er ”mere end et bryggeri”. Det, som er fedt, er at skabe oplevelser for folk, konstaterer han.

Mjødgård har en 300 kvadratmeter stor bygning, der allerede huser et stort langbord, hvor der bliver arrangeret mjød-smagninger og foredrag og gerne i forbindelse med servering af tre retter nordisk tapas. På samme måde håber han, at mjød i fremtiden bliver en naturlig del af menukort på restauranter og på hylderne hos vinforhandlere.

- Vi kan mærke en stigende interesse, og jeg kan se det på vores salg, hvor vi sælger mere. Der kommer også flere mjød-bryggerier til, men der er stadig mange, der ikke ved, hvad mjød er. Alligevel synes jeg, at vi bevæger os i den rigtige retning, mener Thomas Priiskorn.

Mjødgård brygger i Dalby på Sydsjælland, hvor bryggeriet også har lokaler med plads til at arrangerer smagnigner og andre oplevelsesarrangementer. PR-foto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding For abonnenter

Ejvind er ny holdkaptajn for indsamling af  julehjælp til fattige børnefamilier:  248 har allerede søgt om mad og gaver

Annonce