Annonce
Udland

Moderate konservative advarer Johnson før formandsafgørelse

Mary Turner/Ritzau Scanpix
Boris Johnson er favorit til at vinde tirsdagens konservative formandsvalg, men hans kurs skaber intern splid.

Når resultatet af formandsvalget blandt de britiske konservative offentliggøres tirsdag middag, så ville det overraske de fleste, hvis ikke Boris Johnson kan række armene triumferende i vejret.

Den fremtrædende brexittilhænger og tidligere udenrigsminister bliver af de fleste iagttagere set som klar favorit over nuværende udenrigsminister Jeremy Hunt, der er hans modkandidat.

Det skriver flere medier og nyhedsbureauer herunder Reuters.

Men allerede inden resultatet ligger klar, begynder der at lyde kritik af den måske kommende formand og Theresa Mays efterfølger.

I valgkampen har Johnson nemlig turneret rundt med sit såkaldte "Do or die"-løfte: Brexit vil blive gennemført 31. oktober med eller uden en skilsmisseaftale med Bruxelles.

Ifølge den britiske avis The Guardian melder flere moderate konservative toppolitikere, der gerne vil have en aftale på plads med EU, at hans hårde linje kan bringe ham på kollisionskurs med det britiske Underhus.

Samtidig har flere ministre, blandt andre finansminister Philip Hammond, justitsminister David Gauke og udviklingsminister Rory Stewart, udtalt, at de nægter at tjene i Johnsons kabinet.

En juniorminister, Alan Duncan, trak sig mandag og krævede, at parlamentet skulle samles til et ekstraordinært møde i tilfælde af Johnsons valg for at "vurdere den nye formands værd".

The Guardians politiske redaktør, Rowena Mason, skriver, at der i øjeblikket spekuleres i, hvorvidt Boris Johnson dermed reelt har flertal bag sit premierministerkandidatur i Underhuset, når Theresa May officielt trækker sig onsdag.

Johnsons mulige valgsejr har ifølge nyhedsbureauet Reuters skabt frygt for fortsat dødvande i forhandlingerne med EU.

EU-Kommisionen har allerede afvist at genforhandle den aftale, man har indgået og revideret i flere omgange med Theresa May - en aftaletekst der tre gange er blevet nedstemt i Underhuset efter massiv modstand fra både oppositionen og konservative brexittilhængere.

Boris Johnson selv har sagt, at hans trussel om at trække Storbritannien ud af EU uden en aftale skal bringe EU tilbage til forhandlingsbordet.

- Vil vil selvfølgelig påbegynde vores udtræden 31. oktober, ligegyldigt hvad der sker, sagde Johnson tidligere på måneden i et radiointerview med TalkRadio.

Uden en skilsmisseaftale vil Storbritannien, verdens femte største økonomi, løsrive sig abrupt, hvilket ifølge eksperter kan have alvorlige konsekvenser for både landet selv og de tilbageværende medlemslande.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Grebet i luften: En køn historie

Tilbage i 1990erne undersøgte danske forskere hvilken voksen, der havde størst betydning i et barns liv. Måske til irritation for ligestillingsfrontkæmperne tronede mor øverst på soklen og sikkert med et guddommeligt lys i baggrunden. Herefter fulgte yndlingspædagogen i børnehaven, legekammeraterne, og så fremdeles nedad på ranglisten, indtil far dukkede op. På samme plads som tilfældige bekendte af familien og naboens kat. Det var en værre historie, og siden har mange mænd oppet sig gevaldigt og lært at gå med babysele, ja nogle har strammet sig virkelig an og fået en fødselspsykose. Ellers også hænger det måske sammen med, at begreberne familie og far og mor er blevet mere elastiske størrelser, hvilket kan give udviklende samtaler på legepladsen: - Hvem er den dame der? - Det er min mor. - Hvem er så damen ved siden af? - Det er min far. Endelig er der dem, der helt undgår konflikten om far og mor ved at introducere udtrykket en forælder. Smag på ordet. En kønsneutral sutsko. Men det passer måske godt til en tid, da køn er i vælten og noget man vælger, lige som man vælger skjorter fra bøjlen. På Facebook kan man efter sigende vælge mellem 71 køn. Det kan selvfølgelig give beskæftigelse på de lange vinteraftener – lidt lige som at lægge puslespil med 1500 brikker - men jeg ikke er sikker på, at jeg har lyst til at tænke på, hvordan nummer 71 ser ud. Hvordan er det endt der? Og hvornår kommer fænomener som ”mors dag ”og ”fars dag” under beskydning? For det ligner strengt taget en kønsstereotyp af de værre. Man kunne med held – det ville også være meget rationelt – finde det svenske udtryk ”hen” frem. Så kan man slå de to dage sammen og undgå i hvert fald én tur i butikker: - Værsgo og glædelig hens dag. Jeg er så ikke sikker på, at de kvinder, der havde vænnet sig røde roser og dyr chokolade, vil blive begejstret for en gave af mere neutral karakter. Et kinesisk waterpas til 20 kroner eller hvad man i en anden kønsstereotyp tid ville give som fars dags gave. Tværtimod er jeg ret sikker på, at hammeren ville falde. Men selvfølgelig ikke fars hammer.

Annonce