AABENRAA: Hele dagen fredag sætter SOSU Syd i Aabenraa bæredygtighed i fokus, og skolen får besøg af Mogens Lykketoft, som vil tale om verdensmål med elever og ansatte.
Den tidligere formand for FN’s generalforsamling har de 17 verdensmål under huden, og han vil gerne hjælpe den syd- og sønderjyske social- og sundhedsskole i gang med en bæredygtig fremtid.
-Vi vil arbejde med bæredygtighed på alle planer, forklarer Lotte Dalegaard Pedersen, direktør på SOSU Syd, i en pressemeddelelse:
- For bæredygtighed er ikke kun at sortere skrald og købe genbrugstøj. Vores elever skal blandt andet også arbejde med professionel og relationel bæredygtighed i forhold til borgere og patienter, siger hun.
Skolen får også besøg af bæredygtighedsbureauet WorldPerfect, som skal hjælpe med at igangsætte workshops med input og debat om hverdagshandlinger og adfærdsfornyelse.
- Vi kommer til at arbejde intensivt med bæredygtighed de næste tre år. Det er en hjørnesten i vores strategi for skolens udvikling og arbejde frem til 2023. Fredag er kun et startskud til en lang og spændende proces, siger Lotte Dalegaard Pedersen i pressemeddelelsen. /JV