Kursister på Sprogskolen Kolding håber, at de kan leve op til landets bedste karakterer, når de skal til eksamen på Danskuddannelse 2.
KOLDING: Mandag morgen. Majbrit Lund er i gang med at undervise eksamensholdet på Danskuddannelse 2 i Sprogskolen Koldings lokaler på IBC. Som i så mange andre klasser taler lærer og kursister om vinterferiens oplevelser.
- Er der nogen, der har oplevet noget spændende?, spørger Majbrit.
En har været i sommerhus, en har været på arbejde, en har plejet en influenza-plaget familie og en har været i Vejle for at købe blomster.
Efter en snak om ferien går klassen i gang med grammatiske øvelser.
- Vi begynder med en opgave, hvor andre kursister har skrevet en sætning, som i skal prøve at rette, siger Majbrit Lund.
Mohammad Al Youssef, 37 år og fra Syrien og Arezuu Saueidi, 25 år og fra Afghanistan, sidder og arbejder med ordstilling og modalverber.
Han kom til Kolding i 2015 og har gået i sprogskole i to år. Hun kom til Kolding i maj 2014.
- Sproget er nøglen til Danmark. Hvis man vil leve i Danmark. Hvis man vil arbejde i Danmark, og hvis man vil blive en god borger i Danmark, siger han.
Hun er enig.
Hvad betyder det for jer at få en god karakter til eksamen?
- En høj karakter er godt for ens liv. Når man taler rigtig godt dansk, så kan man få et godt arbejde, siger Arezuu, der gerne vil læse videre på VUC, når hun har bestået eksamen.
Mohammad vil allerhelst have et job, men kan han ikke få det, så vil han også gerne læse videre.
Han fortæller, at han læser og skriver dansk hver dag derhjemme i et til to timer, og han ser eksamen som en udfordring.
Begge trives på sprogskole.
- I begyndelsen var det lidt svært at lære dansk, for jeg måtte ikke gå i skole i Afghanistan, men lærerne er meget dygtige og hjælpsomme, fortæller hun.
Da opgaven skal gennemgås, byder kursisterne flittigt ind med svarmuligheder.
16 deltagere er på holdlisten. En stor del af dem kommer fra Syrien, men her er også kursister fra Kina, Polen, Afghanistan og Rusland.
Næste opgave bliver at skrive et takkebrev eller en jobansøgning. Kursisterne vælger selv, hvilken udfordring de vil kaste sig over. De får lignende udfordringer, når de skal til eksamen.
Sproget er nøglen til Danmark. Hvis man vil leve i Danmark. Hvis man vil arbejde i Danmark, og hvis man vil blive en god borger i Danmark.
Mohammad Al Youssef