Sønderborg: Uppercut står der på ruden i Sønderborgs nyeste barbershop, som slog dørene op for første gang på genåbningsdagen for de liberale erhverv.
Navnet er inspireret af kampsport, der er indehaver Mohammad Muslehs store interesse, når han ikke klipper.
- Mike Tyson er mit store idol, selv om jeg aldrig har set ham bokse i hans storhedstid. De store øjeblikke har jeg kun set på nettet, siger den 21-årige frisør.
Men det er ikke kun bokseren Mike Tyson, som Mohammad Musleh ser op til. Han ved godt, at idolet ikke var et dydsmønster dengang. Det er mere den person, han efterfølgende er blevet uden for ringen, der tiltaler ham.
- At kunne forene mine to helt store interesse i navnet virkede rigtigt. Derfor var jeg ikke i tvivl om, at min salon skulle hedde Uppercut, da jeg kom på det under en samtale om boksning med mine venner. Det lød bare fedt og gav mening, fordi Mike Tyson blandt andet støtter en masse velgørenhed og nu bruger sit navn til at gøre noget godt for andre. Den side kan jeg godt lide, fortæller Mohammad Musleh, der også selv har gået til boksning som yngre.
Mohammad Musleh, frisør og indehaver af UppercutDet er selvfølgelig lidt af en chance at tage som 21-årig at åbne sin egen salon. Heldigvis har jeg god opbakning fra både venner og familie
Droppede uddannelsen
Trods sin unge alder har Mohammad Musleh længe vidst, at han er i sit es med en saks i hånden. Det gik for alvor op for ham, at hans fremtid måtte være som frisør, da han gik på erhvervsakademiet og forsøgte at uddanne sig til produktionsteknolog.
- I timer sad jeg oftest og tænke på, hvornår jeg kunne komme til at klippe igen, siger han.
Mohammad Musleh har gennem mange år klippet familie, venner og bekendte og har derigennem fundet ud af, at han er dygtig til det.
- Det er selvfølgelig lidt af en chance at tage som 21-årig at åbne sin egen salon. Heldigvis har jeg god opbakning fra både venner og familie, siger han.
Drømmer om en makker
Overvejelserne om at få sin egen barbershop har Mohammad Musleh gået med i over to år, men han har ventet på den rette timing. Om den er der nu, ved han egentlig ikke helt.
- Det blev muligt for mig at få lokalerne fra april, hvilket passede meget godt sammen med genåbningen efter den anden corona-nedlukning. For mig virkede det som en god anledning til at tage springet, siger han og indrømmer samtidig, at der inden i ham er en lille nervøsitet for endnu en nedlukning.
Skulle det ske, er det en udfordring, som Mohammad Musleh tager med. Her på åbningsdagen vil han have lov til at glæde sig over, at hans kalender er godt booket.
Det betyder meget for ham at få en god begyndelse, idet han har ambitioner om at kunne ansætte en frisør mere på sigt. For Mohammad Musleh drømmer om, at Uppercut i fremtiden kan klippe andre end mænd.
- Jeg vil vildt gerne ansætte en kvinde, der har sin ekspertise i at klippe langt hår og kvinder. Det vil i min optik også give en tryghed hos kunderne, at de ved, hvem de vil blive klippet af, siger Mohammad Musleh og trækker lidt på smilebåndet, da han bliver spurgt til, om Uppercut så er en frisørsalon eller barbershop.
I skrivende stund er det en barbershop, men som med tiden skal udvides eller omdannes til en salon for begge køn, forklarer han. Det vigtigste for ham er ikke titlen. Det er, hvilken oplevelse hans kunder får.
Han vil gerne skabe en hyggelig stemning. Derfor bliver kunderne også tilbudt kaffe, når de kommer.