Annonce
Indland

Mongolsk par slap for bøde - politiet kunne ikke skaffe tolk

Københavns Politi måtte købe flybillet til par, der var ulovligt i landet, da man ikke kunne skaffe tolk.

En ny tolkeordning, der blev indført 1. april, giver fortsat problemer for myndighederne.

For nylig måtte politiet opgive at sigte et mongolsk ægtepar med et lille barn, der opholdt sig ulovligt i Danmark, da man ikke kunne skaffe en tolk.

Episoden fandt sted 7. maj, da den lille familie var på vej hjem til Mongoliet.

Ifølge Ritzaus oplysninger var manden og kvinden kommet til Danmark i 2016, men deres visum var for længst udløbet, og de opholdt sig derfor ulovligt i landet.

De blev tilbageholdt i lufthavnen, hvor politiet ville afhøre dem og sigte dem for det ulovlige ophold. Da parret kun taler og forstår mongolsk, sendte politiet bud efter en tolk.

Tidligere bestilte myndigheder tolke via en tolkeliste. Men siden april er det tolkefirmaet Easy Translate, der efter et udbud, står for at levere tolke.

Det er flere tolke utilfredse med, fordi firmaet ifølge dem giver honorarer, der ligger 15-25 procent under de tidligere honorarer.

Ordningen har også mødt kritik fra både Landsforeningen af Forsvarsadvokater og Dommerforeningen, der har udtrykt utilfredshed med, at der er blevet sparet på tolkebistanden.

Siden den blev indført, har den nye ordning flere gange givet problemer.

I april blev en formodet georgisk parfumetyv løsladt, fordi Københavns Politi ikke kunne få en georgisk tolk til at møde i retten.

Og i sagen om, hvorvidt banden Loyal To Familia kan forbydes, mødte et vidne forgæves op, da den bestilte tolk udeblev.

Problemer med tolke har også betydet, at flere køreprøver er blevet aflyst, fordi tolken ikke er dukket op, eller ikke taler den korrekte dialekt af et sprog, har formanden for Kørelærerforeningen, Lisbet Jensen, fortalt til Berlingske.

Rigspolitiet har tidligere oplyst, at opstartsproblemer med den nye ordning var ventet.

I en mail til Ritzau bekræfter Københavns Politis presseafdeling episoden med det mongolske par i lufthavnen og forklarer, at Easy Translate ikke med kort varsel kunne skaffe en tolk, der taler mongolsk.

Den vagthavende vurderede, at "det var ude af proportioner fortsat at tilbageholde de pågældende for en forseelse, der normalt udløser en mindre bøde", hedder det videre i mailen.

Politiet valgte derfor at afslutte sagen ved at købe nye flybilletter til familien og sætte den på et fly til Mongoliet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce