Annonce
Varde

Mor og søn indgav selv konkursbegæring: Vognmandsfirma drejer tændingsnøglen om

Jette og Christian Pedersen har måtte tage den hårde besluning at lade skifteretten konkursbehandle firmaet. Arkivfoto: Morten Nielsen
Jette og Christian Pedersen har frem til denne sommer ejet vognmandsfirmaet Poul Pedersen & Søn. Økonomien løb helt løbsk i de første måneder af dette år, og det opdagede Jette Pedersen.

Varde/Esbjerg: Vognmandsfirmaet Poul Pedersen & Søn med hjemsted i Tinghøj ved Varde og en afdeling på Måde Industrivej i Esbjerg er under konkursbehandling. Det er et vognmandsfirma med hele 20 fastansatte og 22 løst ansatte, som nu lukker.

Direktør er Jette Pedersen, som ejer firmaet med sin søn, Christian Pedersen. Hun var gift med Poul Pedersen, som er den oprindelige ejer, men før hans død blev der oprettet et selskab med mor og søn som ejere. Selskabet er seks år gammelt. Men det var altså Poul Pedersens navn, der levede videre i selskabet.

Firmaet rådede over 22 lastbiler, som nu har drejet tændingslåsen. De fleste lastbiler er leaset, og nu er det op til kurator advokat Malene Buch Andersen at udrede kontrakter og lignende, som firmaet altså må bryde.

Det er mor og søn, der selv har indgivet konkursbegæringen.

For der er ikke noget i det seneste årsregnskab, som indikerer, at selskabet var i så store vanskeligheder. Der var et beskedent overskud i 2018 og en positiv egenkapital.

Men det var Jette Pedersen, der opdagede, at den første del af 2019 udviklede sig utroligt negativt for firmaet. Pengene fossede ud, så konkursbegæringen kom, inden underskuddet var helt ude af kontrol.

- Jeg opdagede, der var en million kroner i underskud, siger Jette Pedersen.

Hun trak derfor håndbremsen på lastbilerne og bad om at få firmaet under konkursbehandling.

Annonce

Overskud i 2018

  • Der var i 2018 et overskud på 164.000 kroner i Poul Pedersen og Søn ApS.
  • Året før var overskuddet på 401.000 kroner.
  • Der var en egenkapital på 1,1 millioner kroner i 2018.
  • Der var altså omkring nytår ikke indikationer på meget alvorlige økonomiske problemer i firmaet.

Dårlige konjunkturer og udenlandske chauffører

Hun peger på, at konjunkturerne for speditørkørsel er dårlige. Dels lægger planerne om Brexit en dæmper på aktiviteten, dels blev Poul Pedersen & Søn i 2017 påtvunget en overenskomst for at køre på Esbjerg Havn.

Det er også et meget konkurrencebetonet erhverv med konkurrence fra lavtlønnede udenlandske chauffører, som har gjort det vanskeligt at manøvrere i vognmandsbranchen.

- Christian ville ikke køre med udenlandske chauffører, siger Jette Pedersen.

Det var sønnen Christian Pedersen, der tog sig af driften af vognmandsfirmaet.

Firmaet slipper formentlig ud af konkursen uden den store gæld, fordi hullet i økonomien blev opdaget i god tid, inden der skulle afleveres årsregnskab. Men de penge, som mor og søn har skudt i firmaet, må anses for at være tabt, vurderer Jette Pedersen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Central skobutik lukker i Kolding

Erhverv

Esmark: Bedste sæson nogensinde

Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce