Annonce
Sønderborg

Morfar holder hjemmeskole for fire børnebørn:- Det er da en udfordring

Til venstre er det de to søskende Freja og Asbjørn, morfar Bjarne Madsen i midten, og de to søskende Lukas og Ida til højre. Foto: Timo Battefeld
Bjarne Madsen har åbnet sit hjem for fire børnebørn og deres hjemmeskole, mens deres forældre passer deres arbejde og studier.
Annonce

Svenstrup: Skole for søde børn.

Sådan står der på skiltet på døren ind til 65-årige Bjarne Madsens stue. Normalt er Bjarne Madsen alene i stuen sådan en onsdag formiddag, men i dag sidder 9-årige Freja, 9-årige Lukas, 8-årige Ida og Asbjørn på 6 år rundt om deres morfars spisebord.

Der ligger skolebøger overalt, og på computeren er Aula og Teams åben, mens der arbejdes med dansk, matematik samt natur og teknik.

- Jeg har ondt af de forældre, der skal sørge for at hjælpe deres børn med skolearbejdet. Så jeg ville gerne hjælpe mine børn og børnebørn. Se, de er da Guds gave, smiler Bjarne Madsen og peger på de fire børnebørn.

Annonce

God morfar-skole

Bjarne Madsen har tre døtre og i alt fem børnebørn. Det yngste barnebarn går i dagpleje. Børnenes mødre er henholdsvis skolelærer på Søgård Friskole og pædagogstuderende. De fire børnebørn går normalt på Nørreskov-Skolen i 3. klasse, 2. klasse og 0. klasse.

- Det er godt at være i skole hos morfar, men ikke lige så godt som den rigtige skole, siger Freja, der læser et stykke op for journalisten, som hun har skrevet i dansk.

Freja går i klasse med sin fætter, Lukas.

- Det er okay med hjemmeskole. Jeg kan godt lide, at dagene er kortere, siger Lukas.

- Det værste ved corona er, at jeg ikke kan gå til ridning, siger Freja.

Også Lukas må undvære sin spejdergruppe, og Ida kan ikke gå til dans.


Lærerne er dagens helte. Jeg er selv født ordblind, og det er en udfordring for lærerne at se hvilke børn, der har brug for hjælp bag skærmen.

Bjarne Madsen, morfar og hjælpelærer


Men børnene kan gå i morfars hjemmeskole, hvor de møder hver dag klokken 8 i morfars hus i Svenstrup. Det er sidst på formiddagen, og de begynder at blive urolige.

- Det er da en udfordring, og de arbejder og regner på andre måder, end da jeg gik i skole. Jeg går i hvert fald tidligt i seng om aftenen, siger Bjarne Madsen.

Annonce

Hverdagens helte

Bjarne Madsen har hængt et skema op på en reol, så han kan følge med i lektier og planlagte onlinemøder.

- Jeg er opdraget sådan, at man skal være klar, når man har en aftale, siger Bjarne Madsen, der har stor respekt for lærernes indsats.

- Lærerne er dagens helte. Jeg er selv født ordblind, og det er en udfordring for lærerne at se hvilke børn, der har brug for hjælp bag skærmen. Jeg er bange for, at der er børn, der bliver tabt under corona, selvom lærerne gør deres bedste. Det er bare svært bag en pc, siger Bjarne Madsen.

Han har været værkfører på Danfoss og har arbejdet på produktionsskolen Alsmic ved Guderup.

- Jeg har nydt at have med mennesker at gøre, siger Bjarne Madsen.

Nu hjælper han sine børnebørn i en svær tid.

Børnene har også arbejdet med musik og idræt i løbet af ugen. Børnene forlader deres pladser og viser, hvordan der er blevet trænet mavemuskler ved at stå i planken og lavet armbøjninger på morfars tæppe i stuen.

- Må vi ikke komme ud og holde frikvarter?, spørger børnene.

- Jo, jo, smiler morfar.

I dag skal børnebørnene blive hos morfar og overnatte, når hjemmeskolen er slut.

De fire børnebørn trænger til lidt bevægelse og tager en rask brydekamp på morfars stuegulv. Foto:Timo Battefeld
Et skema giver Bjarne Madsen overblik over de fire børnebørns aftaler og lektier. Foto: Timo Battefeld
Asbjørn, Ida, Lukas og Freja er glade for morfars hjemmeskole. Foto: Timo Battefeld
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark For abonnenter

Lars Krarup i sit sidste interview om Venstre: Støjberg og Ellemann har skuffet

Regionalt For abonnenter

Sønderjysk rejsebureau tror på tysk genåbning til foråret: - Kør-selv-gæster venter bare på grønt lys

Annonce