Dronningens jernnæve
Der er nærmest altid uro i det engelske kongehus, og den seneste tid har uroen haft den iltre prins Harry som omdrejningspunkt.
Prins Harry er bror til prins William, der en dag bliver konge, og yngste søn af prins Charles og prinsesse Diana, og sammen med sin kone, den borgerligt og amerikansk fødte hertuginde Meghan, ønsker han at trække sig som såkaldt seniormedlem af kongefamilien. Det er blandt andet ønsket om mere privatliv, der har bragt det unge ægtepar på disse tanker.
Den engelske dronning Elisabeth har reageret ved at efterkomme parrets ønske, men samtidig også frataget dem retten til at kalde sig "kongelige højheder", frataget dem retten til at modtage apanage ligesom de to skal tilbagebetale cirka 20 millioner kroner for den nylige renovering af deres residens Frogmore Cottage.
Der er langt fra det engelske til det danske kongehus, men dronning Elisabeths beslutning virker klog. Selv om man som kongelig er født ind i en særlig skæbne, er der historisk flere eksempler på, at medlemmer af forskellige kongehuse har frasagt sig disse nedarvede privilegier. I England synes dronningens holdning klar: Hvis du ikke vil arbejde som kongelig, får du heller ikke løn som kongelig.
Dette spørgsmål kommer vi uden tvivl også til at diskutere inden længe her i Danmark, idet der i kongehuset lige nu er usædvanligt mange børn. En del af disse vil formentlig heller ikke som voksne kunne fylde en tilværelse ud inden for kongehuset, og derfor vil den til den tid siddende regent i samråd med regering og Folketing skulle træffe beslutninger i samme boldgade som dronning Elisabeths.
Et kongehus med nedarvede privilegier er egentlig som konstruktion en anakronisme, men da eksempelvis det danske kongehus nyder massiv folkelig opbakning, er det i praksis en ganske demokratisk indretning. Imidlertid hviler en del af populariteten utvivlsomt på en bred accept af forholdet mellem aflønning og indsats, og her er det klart, at medlemmer af kongehuset for at få apanage skal arbejde for pengene.
