Annonce
Esbjerg

Mostafas liv er sat på stand by i Ribe

33-årige Mostafa Daliri, som kommer fra Iran har det seneste år boet på den gamle Nørremarkskole i Ribe. Han synes livet i Danmark er svært. Foto: Ole Maass.

33-årige Mostafa Daliri flygtede for to år siden fra det iranske præstestyre. I det seneste år har han boet på Nørremarkskolen. Han lever, men lægger ikke skjul på, at han ikke ligefrem er lykkelig for sin tilværelse i Danmark og Ribe.

RIBE: Det meste af det Mostafa Daliri beskæftigede sig med, da han boede i sit hjemland, Iran, var "haram". Det var forbudt. Han havde en forretning, hvor han lejede lyd- og lysudstyr ud. Han var også med til at arrangere fester. Fester med dans og musik, med servering af alkohol - og fester hvor både mænd og kvinder var med. Men i et strengt islamisk land, hvor det religiøse politi konstant overvåger borgernes færden, er den slags "haram". Derfor flygtede han fra Iran, fortæller han og lader samtidig forstå, at han mildt sagt ikke er særlig troende i nogen retning.

Avisen møder Mostafa torsdag sidst på eftermiddagen, da vi banker på døren til ét af værelserne på Nørremarkskolen, som lige nu huser 12 flygtninge. De andre er tilsyneladende ikke hjemme lige nu. Mostafa åbner døren på sit 15-16 kvadratmeter store værelse og spørger på engelsk, om jeg vil have en kop te eller kaffe.

- Jeg taler kun lidt dansk, fortæller han på et engelsk, som er forståeligt.

Han kom til Danmark for to år siden, og han havde ikke rigtig nogen anelse om, hvad det var for et land han kom til.

- Jeg vidste to ting om Danmark. Peter Schmeichel - og dansk ost. Det var det hele, fortæller han.

Han startede med at bo på et asylcenter i Thisted.

- Vi boede fire mand i et telt. Det var ikke rart. Det var stressende. Du havde ikke noget privatliv, konstaterer han.

Siden blev han flyttet til asylcentret i Hviding, og det seneste år har han så boet på Nørremarkskolen i Ribe.

Han går til danskundervisning hver tirsdag og torsdag, men erkender at der er lang vej igen.

- Det danske sprog er svært. Jeg forstår noget, men jeg kan ikke sige ret mange ord på dansk, siger han.

Annonce

I praktik

Han har været i et praktikophold hos bageren i Kvickly i Ribe i seks måneder. Det var han glad for. Men nu er han startet i et nyt praktikophold hos Jem & Fix i Ribe.

- Det er svært. Du starter forfra, og skal nu lære, hvad de forskellige varer hedder. Det er ikke let, siger han.

Han lægger ikke skjul på, at han synes det er svært at bo i Danmark.

- Mange folk i Danmark er flinke, men der er også mange, som kigger den anden vej og undgår sådan en som mig. Jeg har sort hår og er ikke lys i huden, og så er det ikke let. Jeg føler mig nogen gange på samme måde, som jeg tror de sorte i USA har følt det. De var nederst i samfundet, men jeg er også et menneske, siger Mostafa - og lægger ikke skjul på, at han ikke er glad.

Han har 3000 kroner om måneden til alle udgifter, så han skal tænke sig meget om hver gang han skal bruge penge.

- Hvis jeg vil besøge venner i andre byer, er det dyrt. Skal jeg købe en togbillet, skal jeg spare på maden, siger han.

Fritiden bruger han mest på sit værelse på den nedlagte skole, ligesom han også har venner på asylcentret i Hviding. Danske venner har han ikke nogen af.

Hvad drømmer du om?

- Jeg har ikke rigtig nogen drømme. Jo, jeg vil gerne have kone og børn og et rigtigt arbejde. Men hvordan får jeg det. Jeg har ikke mange chancer, lyder det fra den 33-årige iraner, som føler, at hans liv lige nu er sat på stand by.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Merkel holder drømmen om Europa i live

For en uges tid siden gik en sød historie sin sejrsgang i tyske medier og på sociale platforme. Landets kansler, Angela Merkel blev fotograferet i en kø i en dagligvarebutik med sin indkøbsvogn. To ruller toiletpapir og fire flasker hvidvin. ”Eine wie uns” som det hed sig i masser af opslag på nettet efterfølgende. Ingen hamstring. Fornuftig prioritering. Og kansleren betalte endda med kreditkort og ikke kontanter, som man ellers ofte gør hos vores naboer. Lederskab i det små. Merkel viser også lederskab i det store. Hvor lande i hele Europa, inklusive Danmark, har dukket sig, mens et coronahærget Italien har bedt om hjælp, trådte Merkel straks til. Tyskland henter syge italienere til tyske hospitaler. Tyskland henter også syge franskmænd. Fordi man har overskuddet. Fordi man kan. At man samtidig opbygger viden i det tyske sundhedsvæsen, der senere kan komme tyske patienter til gavn, er en kærkommen sidegevinst. Tyskland sender også respiratorer til Spanien. Deler ud af sit overskud. Tyskland viser sig også i coronakrisen fra sin bedste side, som vi har set det i række krisestunder i nyere europæisk historie. Wir schaffen dass, er budskabet fra Merkel igen og igen, og hun sætter sig selv og sit land forrest. Det bør vi alle være taknemmelige for. Uden Tyskland, intet Europa fristes man til at konkludere. Den danske stat har handlet hurtigt og konsekvent på coronakrisen. Der er grund til at håbe, at vi derfor kan komme relativt let igennem den set i sundhedsfagligt perspektiv. Måske også økonomisk. Det er dog værd at holde fast i, at Corona er grænseoverskridende, og vejen tilbage på den anden side løses ved at tænke og handle grænseoverskridende. Det ville derfor klæde os at stå side om side med Tyskland i både ord og handling. Også mens det er svært. Der er en udløbsdato på Angela Merkel. Tiden som kansler rinder ud i 2021. For Europas skyld er der grund til at håbe på, at også hendes efterfølger tager et ansvar, der rækker ud over Tysklands grænser. For uden tysk lederskab, smuldrer Europa.

Kolding

Plejehjem har nu haft ni smittetilfælde med corona: To plejehjemsbeboere er indlagt

Sydjylland

Påskefrokoster aflyses på stribe: Facebook og Skype redder det sociale samvær

Annonce