Annonce
Sport

Mourinho benægter Inter-bud: Eriksen spiller lørdag

Matthew Childs/Ritzau Scanpix
Christian Eriksen spiller for Tottenham lørdag, siger José Mourinho og fastslår, at der ikke er indløbet bud.

Inter har endnu ikke afgivet et bud på Christian Eriksen.

Det siger José Mourinho, der er manager i Eriksens nuværende klub, Tottenham, efter at danskeren i den seneste uge er meldt på vej til det italienske tophold.

- Du må spørge agenten og Inter, for de ved mere end mig. Hvis de er selvsikre, er det fordi, de er klar til at afgive et bud, hvilket ikke er sket endnu, siger Mourinho ifølge Reuters på et pressemøde fredag.

Til Sky Sports sagde Inter sportsdirektør, Piero Ausilio, torsdag, at han har "tro på vores arbejde. Og ikke kun i forhold til de to spillere", hvilket henviser til Eriksen og Chelseas Olivier Giroud, som også skulle være på vej til klubben.

Mourinho slår dog fast, at Eriksen er med, når Tottenham møder Watford i Premier League lørdag, selv om han oplever, at danskerens tanker ikke udelukkende handler om Tottenham i øjeblikket.

- Han forsøger at gøre sit bedste, men det er normalt, at hans hjerne indtil 31. januar ikke er fuldt fokuseret.

- Folk har nu sagt nogle gange, at han spiller sin sidste kamp (for klubben, red.). Han spiller i morgen (lørdag), siger Mourinho.

Tidligere på ugen skrev The Guardian, at Inter har tilbudt Eriksen en fireårig kontrakt gældende fra sommer, hvor danskeren er kontraktfri.

Italienerne er ifølge avisen tilmed villige til at betale Tottenham ti millioner euro (74 millioner danske kroner) for at få Eriksen allerede i vinterens transfervindue, der lukker ved udgangen af måneden.

Tottenham skulle dog havde krævet det dobbelte for at slippe danskeren, der har været i klubben i seks et halvt år.

Tidligere på ugen lejede man midtbanespilleren Gedson Fernandes i Benfica, og han kan også komme i spil mod Watford.

- Uanset om han er i startopstillingen eller ej, vil han få en rolle på holdet i denne weekend. Når man får nye spillere i januar, er det typisk fordi man mangler. Og vi mangler, fastslår Mourinho.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Se billeder og video fra luften: Kolonihaver totalt oversvømmet

Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding

Se læsernes vilde billeder af oversvømmelserne: Her plejer folk at gå og cykle

Annonce