Annonce
Udland

Mueller-rapport stryger til tops på bestsellerliste i USA

Win Mcnamee/Ritzau Scanpix
Rapporten om Robert Muellers Rusland-undersøgelse er en sællert, selv om den findes gratis på nettet.

En længe ventet rapport om Robert Muellers Rusland-undersøgelse har tilsyneladende fanget folks interesse i USA.

I hvert fald er den særlige anklagers rapport strøget ind på en førsteplads på bestsellerlisten, som The New York Times står bag.

Rapporten blev offentliggjort 18. april og er frit tilgængelig på nettet.

I den 448 sider lange rapport fremlægger Robert Mueller sine resultater, efter at han i næsten to år - siden maj 2017 - har undersøgt mulig russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Avisen Washington Post har udgivet en udgave af rapporten, og det er den, der ligger øverst på listen fra The New York Times.

Listen omfatter salget frem til den 27. april og bliver offentliggjort i avisens bogmagasin 12. maj. Allerede nu kan bestsellerlisten ses online.

Rapporten ligger nummer et på listen over bedst sælgende faglitteratur på tværs af både printudgaver og digitale udgaver.

Den overgår blandt andet den tidligere førstedame Michelle Obamas selvbiografi "Becoming". Den ligger nummer tre på listen.

Udgivelsen af Muellers rapport har ført til flere politiske slag i USA.

Demokraterne har forlangt at få udleveret en uredigeret version af rapporten.

Den version, der blev udgivet 18. april, indeholder således adskillige passager, der er blevet overstreget. Blandt andet fordi de indeholder informationer om verserende retssager.

Senest har Robert Mueller selv onsdag kritiseret den amerikanske justitsminister William Barrs udlægning af rapporten.

Barr offentliggjorde i marts en opsummering af undersøgelsen.

Men opsummeringen "indfangede ikke til fulde konteksten, naturen og substansen" af Rusland-undersøgelsen. Sådan lyder det i et brev fra Mueller til Barr, som blev sendt i slutningen af marts. Det skriver Washington Post.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aabenraa

Landsby er klar til at redde liv

Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce