Annonce
Sønderborg

Mundbindene har fundet vej: De fleste er klar til nyt krav

Fredag morgen delte Sydtrafik 500 gratis mundbind ud på Sønderborg Rutebilstation Foto: Kim Holm
Når fredag bliver til lørdag, er det krav, at man bærer mundbind i den kollektive transport. På Sønderborg Busstation synes folk, at det er en god idé.
Annonce

Sønderborg: Fredag eftermiddag og flere er på vej hjem fra skole og arbejde.

Busserne kører i pendulfart mellem Rutebilstation og Kløvermarken, Fynshav og Nordborg. Fredag er det endnu ikke et krav, at man bruger mundbind i den kollektive trafik, og det er også de færreste, som har valgt at iføre sig mundbindet.

En af dem, som har taget masken på er 16-årige Bertram Risgaard, som går i 1.G på Alssundgymnasiet.

- Det er fint nok. Hvis vi kan forhindre coronavirus i at sprede sig, så synes jeg bare, at vi skal tage det på, siger han.

- Jeg har brugt det hele den her uge, så jeg har vænnet mig til at bruge det, og det er egentligt fint nok. Det er lidt varmt, men ellers er det okay, fortsætter han, inden han skal med på en 40 minutter lang bustur til Fynshav.

Han er iført et mundbind, som kan bruges flere gange, og det, synes han, er smart.

- Det bliver jo billigere, når man kan bruge det igen og igen, siger han.

To af de andre, som sidder på rutebilstationen i Sønderborg er 77-årige Ulla Jacobsen og 66-årige Lisbeth Quist.

Annonce

Lige købt mundbind

Ingen af de to har iført sig mundbindet, men de fortæller begge, at de lige har været i byen for at købe dem.

- Jeg har brugt dem før, så for mig er det fint nok. Det er ikke noget særligt, siger Lisbeth Quist, som lige har været inde og købe fem stykker.

- Jeg tror ikke, at de holder så længe, men nu har jeg da nogen, fortsætter hun.

Ulla Jacobsen har også købt mundbind, så hun er klar til at bruge den offentlige transport de næste dage og uger, fortæller hun.

- De er lidt dyre, så jeg synes egentligt, at de burde være gratis for pensionister, når vi nu bliver bedt om at bruge dem.


Jeg har brugt det hele den her uge, så jeg har vænnet mig til at bruge det, og det er egentligt fint nok.

Bertram Risgaard, elev 1. G Alssundgymnasiet


Fredag morgen havde der dog været hjælp at hente, da Sydtrafik havde tre medarbejdere til at dele gratis mundbind ud på busstationen. De delte i alt 500 mundbind ud, forklarer Louise Christine Rasmussen, som er kommunikationskonsulent ved Sydtrafik:

- Det blev godt modtaget blandt passagererne, og stort set alle var klar over, at det fra lørdag er et krav, at man har mundbind på i den kollektive trafik.

Sydtrafik fortæller, at alle var klar over, at det fra lørdag er et krav, at man bruger mundbind i den offentlige transport. Foto: Kim Holm
Der blev uddelt mundbind på flere af Sydtrafiks trafikcentre rundt om i regionen. Foto: Kim Holm
Mundbindene blev uddelt tidligt fredag morgen, og ifølge Sydtrafik tog de fleste passagerer godt imod de nye mundbind. Foto: Kim Holm
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Udvalg vrager planer for 180 meter høje møller i Tjæreborg Enge: Byråd skal dog træffe den endelige beslutning

Annonce