Annonce
Kolding

Murermester fra Kolding køber tidligere Netto-butik

Det er EDC Poul Erik Bech, som har stået for handlen. Men bortset fra klistermærkerne med "solgt" må borgerne vente lidt endnu med at vide mere om, hvad der kommer til at ske med det tidligere supermarked. Som det ses på billedet, ligger den nye Netto lige ovre på den modsatte side af vejen. Foto: John Ahle Petersen
Murermester fra Kolding har købt tidligere Netto-butik i Christiansfeld. Ifølge ejeren er der fundet en lejer til en del af butikken, men ellers er der flere spørgsmål end svar, når det gælder Lindegade 56.

Christiansfeld: Siden 2018 har Lindegade 56C stået tom i Christiansfeld, men nu er der måske liv forude for ejendommen og den store, tomme parkeringsplads foran, hvor kunderne plejede at parkere, når de skulle besøge Netto.

Ejendommen kom til at stå tom, da Netto valgte at flytte over på den modsatte siden af vejen, til Lindegade 53, hvor kædebutikken overtog lokalerne efter konkurrenterne hos Aldi.

På de tomme butiksruder kan man nu se klistermærker med "solgt", og Salling Group vil da også gerne bekræfte, at man har afhændet det tidligere supermarked, men bortset fra det har kæden ikke andre kommentarer til handlen.

Køberen af Lindegade 56C er murermester Lars Kronov, der privat bor på Fjordvej i Kolding. Han er heller ikke ligefrem åbenmundet, når det handler om, hvad han har af planer med det tidligere supermarked.

- Jeg har godt lagt mærke til, at der er flere fra Christiansfeld, som har skrevet på Facebook og spurgt efter, hvad der kommer til at ske med det tidligere Netto, men de må vente med at få svaret. Når jeg har fundet ud af, hvad der skal ske, så finder de også ud af det, som Lars Kronov formulerer det.

Det bliver dog ikke nogen discountkæde, der rykker indenfor. Så meget vil han gerne røbe.

- Der kommer ikke supermarked. Handlen er betinget af, at der ikke må komme direkte konkurrenter til Netto de næste syv år. Jeg tror, det er formuleret sådan, at der ikke må komme en butik, som i størrelse og gørelse modsvarer Netto. Men bortset fra det så kan det blive til hvad som helst, fortæller murermesteren.

En lejer er fundet

Noget tyder dog på, at christiansfelderne snart har udsigt bliver klogere. I hvert fald siger Lars Kronov:

- Der er fundet en lejer til en del af ejendommen, men det er endnu ikke officielt, hvad det drejer sig om. Derudover er jeg åben for gode ideer, siger han med et lille smil.

- Skal det være butik eller beboelse?

- Der er mulighed for begge dele, hvis kommunen ser lidt velvilligt på det. Nu har jeg købt ejendommen, og så må vi se, hvad fremtiden bringer, lyder svaret fra murermesteren, som i forvejen har anskaffet sig flere ejendomme i Christiansfeld.

En by for os

Den solgte ejendom er på 600 kvadratmeter. Da Netto flyttede i 2018 var det netop for at få flere kvadratmeter, så den kunne kommer til at ligne nogle af de mest moderne Netto-butikker. Det uddybede regionschef Henrik Holst Jensen dengang til avisen kort før flytningen:

- Vi havde for år tilbage en super god butik i Christiansfeld, men tiderne skifter i forhold til, hvad vi gerne vil tilbyde vores medarbejdere og kunder. Vi kan ikke følge med i forhold til, hvad vi gerne vil med konceptet, og vi presser for mange ting ind i butikken, så kunderne synes, det virker rodet. Men nu får vi mulighed for at bygge butikken op igen med et nyt layout, forklarede Henrik Holst Jensen, som gav udtryk for, at Christiansfeld er en god by at være til stede i for Netto.

- Det er vigtigt for os at blive i byen, og vi er glade for at være der, fortalte han avisen i 2018.

Danmark

Live fra Venstres landsmøde: Inger Støjberg får ordet, når Stephanie Lose tager over som næstformand

Danmark For abonnenter

Lars Krarup i sit sidste interview om Venstre: Støjberg og Ellemann har skuffet

Regionalt For abonnenter

Sønderjysk rejsebureau tror på tysk genåbning til foråret: - Kør-selv-gæster venter bare på grønt lys