Annonce
Sønderborg

Museer genåbner onsdag: Vi glæder os helt vildt

Sidste sommer oplevede både Historiecenter Dybbøl Banke og Sønderborg Slot en stor tilstrømning af gæster. Foto: André Thorup
Onsdag den 21. april må Historiecenter Dybbøl Banke, Sønderborg Slot og Cathrinesminde Teglværk genåbne for besøgende.

Sønderborg: I 2021 har Historiecenter Dybbøl Banke, Sønderborg Slot og Cathrinesminde Teglværksmuseum ikke haft en eneste gæst. Men fra onsdag den 21. april må museerne igen åbne dørene for publikum.

- Vi glæder os helt vildt, og vi er ikke at styre på en tønde land. Vi håber virkelig gæsterne er klar, for det er vi, siger Henrik Harnow, der er direktør for Museum Sønderjylland.

Sønderborg Slots indgang er lille, derfor bliver der sat skilte op, som gør gæsterne opmærksomme på, at de skal have coronapas eller print af negative tests klar til fremvisning.

Annonce

- På den måde kan publikum komme ind i en lind strøm. Sønderborg Slot er et stort museum med masser af plads, men vi skal selvfølgelig skabe en ordentlig publikumsoplevelse, der hvor der kan være en smule flaskehalse, siger Henrik Harnow.

Slotscafé genåbner

Det er ikke blot en genåbning, men også åbningen af et slot, som er Museum Sønderjyllands største fyrtårn. I løbet af sæsonen vil slottet derfor genåbne den lukkede café, og et nyt udstillingsrum indrettet for 1,2 millioner vil byde på en særudstilling om Christian II.

- Vi får et udmærket tilskud fra staten og kommuner, men vi arbejder på, at vi skal tjene penge selv på et professionelt niveau. I min tid som direktør har jeg ikke oplevet, at vi har så mange nye ting på vej, siger Henrik Harnow.

På Sønderborg Slot er udstillingen om Christian II under under opbygning, det samme er en udstilling om Hertug Hans i Haderslev. Brundlund Slot i Aabenraa byder på en ny udstilling om kunstneren Franciska Clausen, og Tønder Kunstmuseum byder på to nye udstillinger med grafiske værker af Palle Nielsen og lydkunstner Jacob Kirkegaard.

Annonce

Åbner med restriktioner

Også på Historiecenter Dybbøl Banke er personalet klar.

- Det bliver virkelig dejligt at komme i gang igen. Vi har brug for det, og vi savner det, siger Bjørn Østergaard, der er centerleder på 1864-centret.

Han ser også frem til færre restriktioner. Lige nu må der kun være fem gæster i centrets biograf, der viser introduktionsfilm til krigen i 1864.

- På grund af restriktioner, kan der ikke være så mange af gangen i centret, men det bliver ikke noget problem i begyndelsen. Længere hen i juni skulle restriktionerne gerne blive lempet lidt, når der kommer flere gæster, siger Bjørn Østergaard, der tror på et godt besøgstal i løbet af sommeren.

- Jeg tror, at danskerne i høj grad vil blive hjemme i Danmark, derfor kan det blive en god højsæson, hvor jeg håber, vi kan tage så mange ind som muligt, siger Bjørn Østergaard.

Også Henrik Harnow, der også sidder i Destination Sønderjyllands bestyrelse, er optimistisk.

- Men det afhænger i høj grad af, om grænsen til Tyskland er åben og på hvilken måde, den er åben. Jeg er forsigtigt optimist og tror på en masse gæster, siger Henrik Harnow.

På alle Museum Sønderjyllands museer glæder det, at man skal fremvise coronapas, bære mundbind samt holde afstand.

Dette kan genåbne fra 21. april

De store indkøbscentre og stormagasiner. Med coronapas åbner udendørsservering på restauranter og cafeer, museer, kunsthaller samt biblioteker.

Desuden åbnes uden coronapas for indendørs idræt i organiseret regi for børn og unge under 18 år.

Oplevelsesparken Universe har valgt at åbne fredag den 30. april.


Det bliver virkelig dejligt at komme i gang igen. Vi har virkelig brug for det, og vi savner det.

Bjørn Østergaard, centerleder
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Steen havde job, kone, børn og hus - men røg på flasken: Nu bor han på forsorgshjem og forsøger at komme ud af sit misbrug

Annonce