Annonce
Esbjerg

Musik i gaden: Politisk kamp om sommerkoncerter på Fanø - som de alle vil have

Til sommer kommer der forhåbentlig igen musikglade unge og familier til Fanø for at opleve livekoncerter på stribe. Arkivfoto: John Randeris
14 sommerkoncerter har udløst en ny politisk diskussion på Fanø. Alle vil gerne have de små koncerter, men politikerne kan ikke blive enige om, hvor de skal foregå.

Fanø: Musik er populært - både blandt de unge og de gråhårede. Og der er noget for enhver smag, når Fanø Vesterland holder en stribe sommerkoncerter i juli.

Der skal være musik i gaden og liv i kludene ligesom sidste sommer, da coronaen gik i dvale, og turisterne væltede øen.

Men 14 dage med aftenkoncerter giver også larm i gaden, og det synes flere politikere sammen med Esbjerg Kommune er en dårlig idé. Koncerterne vil udsætte naboerne ved p-pladsen ved Fanø Blomster i Hovedgaden for en urimelig støjbelastning, fastslår Esbjerg Kommune.

Annonce

Og så er banen kridtet op til en ny politisk duel i byrådet på Fanø: Flertallet vil have koncerterne under navnet Fanø Sommerliv i Hovedgaden i Nordby.

Men i teknikudvalget (ENT-udvalget) foreslog et flertal, som dog er i mindretal i byrådet, at koncerterne skal holdes et andet sted, hvor de ikke vil genere naboerne.

Christian Lorenzen (K), Karen Jeppesen (SF) og Kristine Kaas (Fanø Lokalliste) stillede derfor et ændringsforslag om at flytte koncerterne til et af de arealer på Fanø, som er udpeget til den type arrangementer.

Et mindretal i ENT-udvalget, som er del af flertallet i byrådet, er til gengæld klar til at give Fanø Vesterland grønt lys til koncerterne som ønsket.

Dette mindretal - Marius Nielsen og Erik Nørreby fra Venstre - fra flertalsgruppen i byrådet, peger på, at det er fuldt lovligt at give tilladelse til koncerterne i Hovedgaden. Og med den begrundelse har de standset flertallets beslutning og sendt den videre til byrådet.


Esbjerg Kommune vurderer, at den koncentrerede støjbelastning fra 14 koncerter vil medføre en urimelig støjbelastning for naboerne.

Fra sagsfremstillingen


Så nu ender sagen i byrådet om små 14 dage, mandag den 22. februar, hvor sagen skal afgøres. Og alt tyder på, at der er et solidt flertal for musik i gaden.

Er du forvirret?

Er du forvirret, så glæd dig over, at din koncertbillet helt sikkert vil komme i brug - hvis altså ikke coronaen spænder ben.

Det sære ved sagen er nemlig, at stort set alle politikere ønsker koncerterne .

- Jeg var da overbevist om, at alle i ENT-udvalget ville sige ja til koncerterne, siger Erik Nørreby.

- Jeg var da overbevist om, at alle i ENT-udvalget ville kunne være med til at flytte koncerterne til en anden og for naboerne mere skånsom placering, siger Christian Lorenzen.

Poul Krebs med band bliver et af de musikalske indslag i Fanø Sommerliv - og coronaen vil. Et flertal Fanø Byråd vil efter alt at dømme godt være med til musik og gang i gaden. Foto: Emil Nørgaard

Hvis forslaget om en anden placering, for eksempel ved Lystbådehavnen, ikke kan bruges, er Christian Lorenzen og hans konservative partifælle Anja Parbst Høst klar til at kigge på sagen igen. Men han efterspørger en logisk forklaring på, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre både at afholde koncerterne og tage hensyn til naboerne.

Venstre og flertalsgruppens seks politikere vil alle efter Venstres gruppeformand Erik Nørrebys oplysninger stemme for de 14 koncerter fra den 12. til 25. juli.

Om de to konservative er de eneste fra mindretalsgruppen i byrådet eller om de tre andre også er klar til at se på sagen igen er ikke klart - men i bund og grund også uden betydning.

Annonce

De bedste kort

Flertalsgruppens Erik Nørreby og borgmester Sofie Valbjørn har de bedste kort på hånden i denne sag, og det vidste Venstrefolkene, da de sendte ENT-udvalgets flertalsbeslutning til en stille død i byrådet.

- Der var ønske om 14 små koncerter i den gamle bydel på en lille plads, som ikke kræver indhegning. Det bliver som en lillebitte festival, som hver aften slutter klokken 21.30, siger Erik Nørreby og læner sig op ad sit byrådsflertal.

Fanø Sommerliv

  • Koncerter: Hver dag 12.-25. juli klokken 19.30-21.30. Daglige lydprøver 15.30-16.30. Der forventes 450 deltagere pr. dag.
  • Kunstnerne: Medina, Dorthe Gerlach, Poul Krebs, Søren Huss, Peter Sommer, Signe Svendsen, Annika Aakjær, Marie Key og Folkeklubben er blandt musikerne.

Han ser frem til, at gæsterne både før og efter koncerterne vil bruge butikker og restauranter.

- Det bliver godt at få noget liv i vores by. Vi har været spærret inde længe, folk vil gerne opleve lidt igen, siger han og toner rent flag:

- Når der er søgt om koncerter i byen, så er en placering ved Lystbådehavnen ikke aktuel.

- Det, der er søgt om, er fuldt lovligt, og så kan vi da ikke sige nej. Det er en by og et centerområde i den absolutte højsæson for turister. Vi skal leve livet, også selv om der er nogle få, der vil brokke sig, mener Erik Nørreby.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Tønder

Tønder på skrump: Befolkningstallet rasler ned og det er Tønders egen skyld, mener ansvarlig politiker

Annonce