Grindsted: Der plejer at være kryds i kalenderen den første lørdag i august hos rigtig mange Grindsted-borgere.
Her løber Musik i Gryden nemlig sædvanligvis af stablen, og op imod 4.500 er med på stadion, når musikken spiller løs til midnat.
Lørdag den 1. august bliver det dog stille, eftersom coronavirussen har aflyst årets udgave.
Arrangørerne bag, de tre foreninger GGIF Håndbold, Fodbold & Gymnastik, håber dog, at festen vil flytte hjem i folks baghaver.
Således er foreningerne gået sammen med Grindsted Handelsstandsforening om at tilbyde pakker af mad og drikkevarer til hjemmefesterne.
Holder traditionen i hævd
Maden leveres af dinner transportable-firmaet Lucullus, mens Rema 1000 i Grindsted er leveringsdygtige i spiritus, og øllet kommer fra Hancock i Hejnsvig.
- Der er mange, som plejer at holde brunch derhjemme først og så går over på stadion til Musik i Gryden. Vi ved, at rigtig mange holder fast i den tradition og holder noget sammenkomst alligevel. Så det her er et forsøg på noget, hvor handlen kan få noget ud af det, hvor de mennesker, som må undvære Musik i Gryden, kan få noget ud af det, og hvor foreningerne kan få noget ud af det, siger Søren Madsen, formand for GGIF Fodbold.
Ved at købe pakkerne støtter man derved det lokale handelsliv, som sender en del af indtægterne fra salget videre til de tre foreninger, der i år må undvære indtægterne fra festivalen. Det er dog formentlig ikke noget, som kommer i nærheden af at erstatte salget fra et normal år på stadion.
- Det er mere for at markere dagen og gøre opmærksom på, at vi kommer tilbage næste år, siger Søren Madsen.
Musik i baghaven
Køber man hos en af de tre leverandører, er man samtidig med i konkurrencen om at vinde musik til privatfesten i baghaven.
Om formiddagen samme dag, lørdag den 1. august, er der lodtrækning på Torvet blandt alle købere af støttepakkerne om en halv times koncert derhjemme senere på eftermiddagen fra Max Wofl eller Henrik Johannesen. Man kan også vinde en free style-fodboldopvisning af brødrene Vips.
Søren MadsenDet er mere for at markere dagen og gøre opmærksom på, at vi kommer tilbage næste år.
Man kan læse mere om pakkerne på facebooksiderne for GGIF Fodbold og Musik i Gryden.