- Vi var længe nervøse for, om der nu ville komme mennesker nok, men vi endte med at være ret tilfredse.
Sådan lyder det fra Katrine Weber fra Toftlund, der sammen med sin veninde Helene Lentz havde taget initiativ til lørdagens musik-event, Drive-In Festival, på marken ved Høllevangskolen i Toftlund.
De to unge kvinder tænkte kreativt, da det stod klart, at årets studenter på grund af corona-virusset ikke kan få den samme studenteruge, som de selv fik for ikke så længe siden. Derfor tog de iniativ til en drive-in koncert med de to bands Hit med 80'erne og Ude af Kontrol, hvor byens foreninger samtidig fik mulighed for at tjene en skilling ved at sælge forfriskninger under arrangementet.
Katrine Weber og Helene Lentz, der begge studerer HA, Sport- og Eventmanagement på SDU i Esbjerg, havde på forhånd håbet at kunne sælge 300 billetter. Det ville betyde 1500 deltagere, hvis alle biler var fyldt op. Men sådan gik det ikke.
Katrine Weber, arrangørVi var længe nervøse for, om der nu ville komme mennesker nok, men vi endte med at være ret tilfredse.
Et mindre underskud
- Vi havde cirka 80 biler inde, så vi endte med at være et stykke over 300 mennesker plus godt 40 frivillige. Dermed får vi heller ikke noget overskud, men et mindre underskud. Men det kan ikke ødelægge vores glæde, for det var en megafed oplevelse, siger Katrine Weber.
Hun glæder sig desuden over, at de tre deltagende foreninger, Toftlund Fester, DDS og FDF, tjente lidt på arrangementet, som i øvrigt forløb uden problemer.
- Vi skulle selvfølgelig overholde de retningslinjer, myndighederne havde udstukket, og det betød, at folk skulle blive i deres biler under koncerterne. Der var et par gange, hvor vi måtte bede nogen om at stige ind i bilerne igen. Ellers gik alt, som det skulle, siger Katrine Weber.
Hun afviser ikke, at hun og Helene Lentz kunne finde på at tage initiativ til et lignende arrangement til næste år.
- Nej, det vil jeg ikke udelukke. Heller ikke, selv om det har været en hård omgang, for ud over planlægningen har vi de seneste uger også skullet passe vores eksamener og vores arbejde. Nu må vi se, siger hun.