Annonce
Haderslev

Musikkorps spillede dronningen en march

Det var en smilende og veloplagt dronning Margrethe, der sammen med chefen for Slesvigske Fodregiment, oberst Lars Mouritsen, indtog hæderspladserne ved en lille minikoncert i Slesvigske Musikhus efter paraden. Foto: Jacob Schultz

Ved en minikoncert i Slesvigske Musikhus efter paraden på kasernepladsen spillede Slesvigske Musikkorps til ære for dronningen og gæsterne ved en lukket reception.

I 2014 vandt komponisten Flemming Neergaard Pedersen i stærk konkurrence med 24 andre komponister en konkurrence om at skrive en ny honnørmarch til hæren i anledning af hærens 400 års jubilæum.

Det er også Flemming Neergaard Pedersen, som har skrevet Slesvigske Fodregiments nye march. Den blev fremført af komponistens tidligere musiker-kolleger i Slesvigske Musikkorps fredag eftermiddag. Som det første nummer i en lille minikoncert i Slesvigske Musikhus på Louisevej sørgede SMUK nemlig for en smuk og levende begyndelse på den lukkede reception, som efterfulgte paraden på den regnvåde kaserneplads kort tid forinden.

Annonce

Kort historie

Slesvigske Musikkorps har haft hjemme i Haderslev siden 1953, da det rykkede fra Sønderborg under navnet 2. Regiments Musikkorps og herefter skiftede navn til Slesvigske Fodregiments Musikkorps.Slesvigske Fodregiment nedlægges og musikkorpset tager navneforandring til Slesvigske Musikkorps. Musikkorset bliver underlagt Telegrafregimentet og får den officielle militære forkortelse SMUK.

1. januar 2019 overgik SMUK til Slesvigske Fodregiment igen.

Musikerne i Slesvigske Musikkorps er "kommet hjem" og smilet er næsten altid på. Her er det basunisterne Lea Regitze Nielsen og Mette Krüger, der varme mundstykkerne i munden inden koncerten. Foto: Jacob Schultz

Marchmusik

Eskorteret af oberst Lars Mouritsen, der er chef for Slesvigske Fodregiment, satte dronning Margrethe sig i en smuk blålilla kjole godt til rette i en god stol og lyttede til den festlige march, der første gang blev fremført ved SMUKs nytårskoncerter i januar.

SMUK er nemlig også kommet hjem. Godt nok har musikkorpset altid haft hjemme i Haderslev, men 1. januar overgik kommandoen over forsvarets musikalske ambassadører til chefen for Slesvigske Fodregiment efter i de seneste 18 år at have hørt under Telegraftropperne.

- Og det er vi glade for, sagde Lars Birkelund Olsen, der normalt spiller tuba i SMUK, men fredag også agerede dirigent ved minikoncerten for dronningen.

Messinginstrumenterne var stadig våde efter paraden på kasernepladsen, hvor "Den Danske Hærs Honnørmarch" selvsagt var blevet spillet. SMUK havde også spillet "Hendes Majestæt Dronningens Parademarch", "Fanemarchen", "Kongesangen" og "Dronning Ingrids Honnørmarch".

Blandt de fremmødte ved minikoncerten og den efterfølgende lukkede reception var også Helge Moosmann, der er redaktør af bladet Slesvigeren og slesviger med liv og sjæl. Foto: Jacob Schultz

Hop Galop

I musikhuset var repertoiret lidt mere blandt - med tre forskellige numre. Dronningen lyttede smilende med, mens de mange inviterede gæster bag hende og obersten stående vuggede med.

Tre komponister har prøvet kræfter med H. C. Andersens smukke "I Danmark er jeg født".

- Så vi tager lige alle tre melodier, sagde Lars Birkelund Olsen, da han introducerede den anden melodi. Den lille koncert blev sluttet af med et nummer med schwung. Nemlig en galop, "Hop Galop", der bygger på Van Halens "Jump". Den fik gæsterne inklusive dronningen til at klappe, da nummeret sluttede.

Minikoncerten var afslutningen på det åbne arrangement. Efter den tog dronningen plads ved et bord for at indtage en let menu.

Ved den lukkede reception deltog blandt andre forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, forsvarschef Bjørn Ingemann Bisserup, de to lokalt valgte folketingsmedlemmer fra H. C. Schmidt (V) og Jesper Petersen (S) samt borgmester H. P. Geil (V). Også grev Ingolf og grevinde Sussie var tilstede.

Lars Birkelund Olsen, der var dirigent ved minikoncerten bød velkommen, inden musikkorpset gav tre prøver på dets store musikalske spændvidde. Foto: Jacob Schultz
Inden koncerten stod alle ret ved paraden. Stabstambour Jens Christan Lietzen sørgede for, at forsvarets musikalske ambassadører gik og stod ret. Foto: Jacob Schultz
Annonce
Forsiden netop nu
EfB

Genlæs liveblog: EfB taber 1-3 til FCK

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce