Annonce
Esbjerg

Mysterium om døde måger ved ny sø

Fjerene fra et par døde måger ligger i græsset ved Mulvadsøen Bramming og vidner om, at der i de seneste måneder har ligget temmelig mange døde måger rundt om søen, som blev indviet i juni i år. Foto: Ole Maass.
I juni i år blev det fine nye regnvandsbassin, kaldet Mulvadsøen indviet i Bramming. Siden har borgerne i nabolaget, som bruger søen som rekreativt område, undret sig over et stort antal døde måger, som ligger på græsset ved bredden af søen. Trods intensiv eftersøgning hos diverse myndigheder er det ikke lykkedes JydskeVestkysten at opklare mysteriet om de døde måger.
Annonce

BRAMMING: Der blev råbt hurra, spist grill-pølser og uddelt gratis fadøl til folk i Bramming og omegn, som stod i kø for at være med til indvielsen af den nye fine sø - regnvandsbassinnet på Mulvadvej - da forsyningsselskabet Din Forsyning, fredag den 21. juni inviterede til officiel indvielse. Søen, som fik navnet Mulvadsøen, er et fint rekreativt område med grussti hele vejen rundt, borde og bænke og som sådan bruges området ved søen flittigt af hundeluftere, folk som vil have en frisk gå-tur og beboerne i nabolaget, fortæller Per Holm, som selv bor på Mulvadvej og flittigt bruger området.

Men én ting undrer beboerne: Hvorfor ligger der døde måger i græsset ved bredden af søen?

Fredag henvendte Per Holm sig til JydskeVestkysten, og mandag over middag mødte vi med ham ved søen, og kunne her ganske rigtigt ved selvsyn konstatere, at der lå en enkelt død måge i vandkanten og lidt længere i sydlig retning lå der fjer fra et par andre måger, som efter alt at dømme er fortæret af en ræv eller et andet dyr.

Ingen forklaring

JydskeVestkysten henvendte sig mandag og tirsdag til flere forskellige myndigheder for at få en mulig forklaring på de døde måger ved Mulvadsøen i Bramming. Hos Naturstyrelsen Vadehavet henviste man til Danmarks Tekniske Universitet, Veterinærinstituttet i Lyngby, men her kan man ikke bidrage med en mulig forklaring. I stedet blev vi henvist til Fødevarestyrelsen, og her oplyser pressekonsulent Mikkel Joensen i et skriftligt svar, at man i Fødevarestyrelsens Beredskab Syd ikke har registreret indsamling af døde eller syge fugle i naturen.
Annonce

Noget vi taler om

- Jeg går her næsten dagligt, og det er da noget vi, som vi der bor her taler om. Det er et mysterium for os, og det er jo ikke bare en enkelt måge. Nogle gange har der ligget mange døde måger. Det var specielt i slutningen af august og i september det var udtalt, fortæller Per Holm.

Ved søen møder vi også Lene Schneider, som bor i Mulvadparken og som denne mandag over middag er ude og lufte sin lille cairnterrier.

Hun bekræfter Per Holms udsagn.

- Jeg går tur her hver dag, og jeg har i høj grad også undret mig over de døde måger. Én dag så jeg fem døde måger. Det er jo ikke et rart syn i et rekreativt område, som vi er glade for. I sommer var der også folk, der badede i søen, selvom søen ikke ligefrem er beregnet til det, fortæller Lene Schneider. Hun fortæller også, at der i sommer var en medarbejder fra Fødevarestyrelsen, som var ude og samle flere døde måger op ved søen.

Endnu en Lene dukker op for at lufte sin hund. Lene Jakobsen, som bor i Grønnegade, går også tit tur ved Mulvadsøen, hvor hun lufter sin bosniske gadehund. Hun fortæller, at hun også har undret sig rigtig meget over de døde måger ved søen.

- Ja, det har jeg i høj grad. Ligesom jeg også undrer mig over, at der ikke længere er ret mange fugle og ænder ved søen. Der var betydelig flere tidligere på året, i sensommeren og efteråret, fortæller Lene Jakobsen.

Annonce

Rottegift?

En opringning til Peter Tougaard, formand for Dansk Ornitologisk Forening i Sydvestjylland giver en mulig forklaring på de døde måger ved søen i Bramming.

- En forklaring kan være, at mågerne ofte søger hen til minkfarme for her at spise af minkfoderet. For at holde rotter væk fra minkfarme udlægges der ofte rottegift og kommer mågerne til at spise noget af det bliver de alvorligt syge. Og en afkræftet måge søger så mod et vandhul. Det kan være en forklaring, men om det er den rigtige kan jeg ikke sige med sikkerhed, lyder det fra lokalformanden for Dansk Ornitologisk Forklaring.

Per Holm, til højre som bor på Mulvadvej, kontaktede avisen, fordi han undrede sig over de mange døde måger ved Mulvadsøen. Og Lene Schneider til venstre, som dagligt går tur med sin hund har også i de seneste måneder set mange døde måger ved bredden af søen. Foto: Ole Maass.
Lene Jakobsen, til venstre og Lene Schneider til højre har begge undret sig over de døde måger ved Mulvadsøen på deres daglige gåture ved søen, hvor de lufter deres hunde. De fortæller begge, at de er meget glade for søen og området, som er blevet et attraktivt rekreativt område for borgerne i sydbyen i Bramming. Foto: Ole Maass.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Lille Bent blev reddet mange gange - selv havde han kun ét ønske: - Bare, jeg dog snart må dø, så jeg kan være sammen med min mor!

Annonce