Siden sidste søndag har der været sports- og byfest i Glejbjerg. Byfestudvalget oplever, at borgerne er rigtig gode til at bakke op om arrangementerne på festpladsen.
Glejbjerg: - Hej hoppeborge. Nu kommer vi.
Et par piger er løbet i forvejen ind på festpladsen i Glejbjerg. For forude venter masser af sjov i hoppeborgene. Og så må forældrene bare komme bagefter.
Det er først på formiddagen lørdag, og der er allerede godt fyldt på pladsen, hvor der er gang i pokalskydningen, og ved de mange opstillede boder bliver der handlet lystigt.
Både hos børn og voksne er humøret helt i top. Og det er det i den grad også hos udvalget, der står bag sports- og byfesten i Glejbjerg.
Søndagens program
Klokken 11.30: Optoget begynder ved Dagli'Brugsen.Klokken 12.30: Festpladsen åbner. Udstilling af veterankøretøjer.
Klokken 13: Håndboldturnering voksne. Præmieskydning. Skattejagt - salg af flag.
Klokken 14: Brandshow med Falck.
Klokken 15: Skattene findes. Gratis kaffebord.
Klokken 16: Byfesten slutter
Kommer hjem til byfest
- Der har været rigtig god opbakning til det hele. Det går rigtig godt, der er mange glade mennesker. I aftes var der omkring 400-500 mennesker, og det var der også torsdag, og i aften er der udsolgt med 322 til fællesspisning, fortæller Gertrud Sørensen fra byfestudvalget.
Og det er ikke kun dem, der bor i byen, der er gode til at bakke op om årets byfest i Glejbjerg.
- De unge, der er flyttet hjemmefra, de kommer hjem til byfesten. Og i dag har plejehjemmets beboere også været til morgenkaffe, siger Gertrud Sørensen, der lige som de øvrige medlemmer af byfestudvalget glæder sig over de mange gæster.
- Det er jo det, der er med til at drive værket.
Mere end 40 år med byfest
Byfesten i Glejbjerg er blevet holdt gennem mere end 40 år, og selvom festlighederne i løbet af årene har ændret sig og er blevet udviklet, så skal man heller ikke lave for meget om.
- Nogle gange er det svært at ændre for meget, for der er jo traditioner, der skal holdes i hævd, smiler Gertrud Sørensen, inden hun går videre rundt på pladsen for at hygge og snakke med alle de mange borgere, der har valgt at bruge deres lørdag på festpladsen.
Byfesten fortsætter søndag, hvor der indledes med optog klokken 11.30 fra Dagli'Brugsen.