Annonce
Varde

Når klapsalver bliver til dytten - og vajende arme til vinduesvisken

Benny Bloch og Henning Pedersen nød stemningen til drive in hos Varde Biler, hvor Mads Langer stod for eftermiddagskoncerten. Foto: Sydney B.K. Benjaminsen
Varde Biler holdt lørdag drive in-dag nummer to med underholdning. Og der var både stemning i bilerne og på pladsen.
Annonce

Varde: Hvad gør man, når kunstneren på scenen ikke kan høre publikum klappe efter et godt nummer, fordi corona har sendt alle sammen ind i hver sin bil?

Man dytter da bare, rasler løs og vifter med armene op gennem soltaget.

Det er svært at vide, hvad man skal forvente af en koncert på den nye måde, som det var tilfældet lørdag eftermiddag hos Varde Biler på dag to med drive in-underholdning.

Op til fem personer i hver sin bil var vist ind på hver deres parkeringsplads, og efter ejer Claus Horsteds velkomst var der musik leveret af Mads Langer og stemning leveret af publikum. Ligesom der havde været det fredag aften til Die Herren.

- Bilerne hoppede. Der var balloner og flag. Dem, der kom, de fik en god oplevelse, fortæller Claus Horsted om fredagens koncert.

Han var imponeret over den gode stemning, og det var der flere, der havde været. Blandt andre firkløveret med Lillian og Benny Bloch samt Birgitte Jeppesen og Henning Pedersen fra Varde.

- Det var super-godt, sagde de om fredag aften.

Så de var også klar til Mads Langer lørdag eftermiddag. Og Hit med 80'erne om aftenen.

Lillian Bloch i den hvide bluse og Birgitte Jeppesen havde frontpladserne, mens deres bedre halvdele, Benny Bloch og Henning Pedersen hyggede sig på bagsædet. Foto: Sydney B.K. Benjaminsen
Annonce

Ros for initiativet

Fra Starup og Glejbjerg sad fem unge kvinder i bilen til Mads Langer, havde en fest og var begejstrede:

- Det er mega-godt det her, lød det fra Laila Junker.

Hun har været til bilbanko her under corona, så hun var også klar til koncert på en ny måde.

Og så var de enige om at støtte op om et godt initiativ.

Det vender Torben Lehmann også tomlen op til. Han er formand for Open Air Varde og sad i en af bilerne med sin familie:

- Det fungerer pragtfuldt. Når man tænker på, at alternativet er ingenting, så er det her rigtig godt.

Han kaldte opbakningen for sølle, men havde ellers ros til både scenefolkene, arrangøren og stemningen - og så var han klar til også at tage aftenkoncerten med.

Hvem kunne ikke hygge med at dytte, vinduesviske lidt til musikken og få bilen til at hoppe til 80'er-musik?

Laila Junker forrest, Stine Tryk og Pernille Pedersen op gennem soltaget og Trine Bissen Backe og Henrikka Heesgaard fra Starup og Glejbjerg var klart i stemning til koncert lørdag eftermiddag. De var alle meget begejstrede for initiativet til drive in koncert og den stemning, der var. Foto: Sydney B.K. Benjaminsen
Lene Rytoft Jensen og Lonnie Uhre på bagsiden, og forrest bror, Brian Rytoft Jensen og hans hustru Heidi Jensen fra Næsbjerg. De er vant til at komme til Owen Luft, så de savnede deres festival i år og benyttede sig af chancen i Varde og på drivein-metoden lørdag. Foto: Sydney B.K. Benjaminsen
Torben Lehmann er i front, når det gælder Open Air i Varde, så han er om nogen vant til livemusik og publikum helt tæt foran scenen. Men i corona-tider er drive in-koncert pragtfuldt, synes han. Han havde sin hustru Lene med, sønnen Rasmus og hans kæreste Annika. Foto: Sydney B.K. Benjaminsen
Lille Thea på to år er netop flyttet til Varde sammen med sin mor, Sabine, som sad på bagsædet lørdag. Bedstemor Rie Nielsen og bedstefar Jan Sørensen bor i forvejen i Varde, og de nød koncerten sammen. Foto: Sydney B.K. Benjaminsen
Når der var sjælere i bilradioen, blev vinduesviskerne sat til i ægte vi svajer til musikken-stemning. Og nogle havde været ekstra kreative og sat hænder på viskerne. Foto: Sydney B.K. Benjaminsen
Varde Biler var omdannet til koncertplads fredag og lørdag, hvor parkeringspladserne var fyldt af publikum til koncerter, biograffilm og standup-underholdning. Foto: Sydney B.K. Benjaminsen
Mads Langer brugte programmet zoom, som er til videokonferencer, og på den måde fik han kontakt til publikum, selv om de sad nede i hver sin bil. Og så blev der vist bilstemning på storskærm ind i mellem numrene, hvor folk holdt deres egen fest i bilerne. Foto: Sydney B.K. Benjaminsen
Mellem hvert af numrene blev der dyttet, viftet med hænder og hujet, da der lørdag var drive in-koncert hos Varde Biler. Mads Langer stod på scenen fra klokken 14.30. Foto: Sydney B.K. Benjaminsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Fællessang i Over Jerstal Bypark

Esbjerg

Skulle besøge en veninde: Kørte galt i stjålet bil og efterlod den midt på motorvejen

Annonce