Annonce
Danmark

3F og KA når næppe til enighed: Overenskomster er både jævnbyrdige og meget forskellige

Overenskomster er ganske komplicerede. Både 3Fs og Kristelig Arbejdsgiverforenings overenskomst er på langt over 100 sider. Foto: Christian Baadsgaard
Både 3F og Kristelig Arbejdsgiverforening har ting, de undrer sig over på den andens overenskomst.

Arbejdsmarked: At sammenligne overenskomster er en disciplin i sig selv. Dels skal man gennemlæse langt over 100 sider fra hver overenskomst, dels er der småbeløb til forskel - og så er der en en masse forskellige bestemmelser, som kan falde forskelligt ud til hver af parternes fordel.

- Det er min klare opfattelse, at de ligger på cirka samme niveau, og jeg vil ikke påstå at vores overenskomst er bedre end 3F's. Men til gengæld mener jeg heller ikke, at 3F kan påstå at deres er den bedste, siger Karsten Høgild, direktør i Kristelig Arbejdsgiverforening, der peger på, at overenskomsterne hver især har sine styrker, alt efter hvor i arbejdslivet man er. Er man oppe i nærheden af pensionsalderen, er det ikke barselsorlov, man tænker mest på, og vice versa, hvis man er ung, er det næppe pensionsordningen, der er mest afgørende.

Ikke overraskende har 3F et andet synspunkt. 3F's næstformand i byggegruppen, Palle Bisgaard fastslår, at man nu kan dokumentere, at 3F-overenskomsten er bedre på 20 ud af 30 områder.

- Det er fuldstændig objektivt skrevet. Jeg ved ikke, hvad Kristelig Arbejdsgiverforening og 3F kan være uenige om, siger Palle Bisgaard.

Begge parter har noget, de undres over på den andens overenskomst og det viser meget illustrativt hvor mange elementer, der er i spil i en sammenligning.

Et af dem er akkordarbejde. Hos Lauge Bonde i Borris benytter man sig ikke af akkord. Til trods for det mener Palle Bisgaard, at det er vigtigt, at retten til akkord-arbejdet er skrevet ind i 3F-overenskomsten, hvor det hos Kristelig Arbejdsgiverforening er muligt efter forhandling mellem medarbejdere og virksomhed.

- På 3F-overenskomst har man ret til at få akkordarbejde, hvor man må benytte vores prislister til udregning. Det har man ikke på KA-overenskomst. Det er akkordlønnen, der giver adgang til en stor løn på 3F-overenskomst, siger han.

Karsten Høgild undres over at man på en 3F-overenskomst frivilligt tager merarbejde i op til 46 timer pr. uge. Hos Kristelig Arbejdsgiverforening er grænsen på 45 timer, inden overtidstaxameteret tæller. Dermed er det en time længere, man skal arbejde hos 3F.

- Det må da være til fordel for medarbejderen, at der er en time kortere, inden det går på overtidstakst. Men det tæller også som et plus for 3F´ere i deres opgørelse, konstaterer Karsten Høgild.

Et helt andet punkt er den sjette ferieuge og ancienniteten for at opnå den.

- Ansatte i byggebranchen er generelt på virksomhederne i kort tid, og på KA-overenskomst optjener man først ret til den sjette ferieuge efter ni måneder, hvor man på 3F-overenskomst optjener den fra første dag, mener Palle Bisgaard.

De ansatte hos Lauge Bonde bliver ikke dårligere stillet ved at gå fra anlægsgartneroverenskomsten hos KA til bygge-anlægsoverenskomsten hos 3F, selvom taksten er lavere.

- Lokalaftaler og kutymer bliver ikke lavet om som følge af en ny overenskomst. Det kan ikke forringes på en ny overenskomst, forklarer Palle Bisgaard.

Udover alle detaljerne, så er der en afgørende forskel på 3F og Kristelig Arbejdsgiverforening. 3F har konfliktvåbenet og må blandt andet gå i strejke, mens Kristelig Arbejdsgiverforening har frasagt sig konfliktvåbenet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Affaldshåndtering som i DDR-tiden

Lokaldebat: I den bebyggelse i Egernsund, hvor min kone og jeg bor, oplever vi til stadighed, at vore affaldscontainere ikke bliver tømt. Bebyggelsen består af 12 ejerlejligheder og otte boligforeningslejligheder. Problemet er, at Sønderborg Kommune entrerer med et system omkring bortskaffelse af affald, som ingen normalt begavede mennesker forstår. Et årskursus til borgerne i affaldshåndtering ville sikkert gøre underværker, men det vil kommunen næppe finansiere. Det system, skraldemændene (jo, det ord eksisterer skam endnu i det danske sprog) arbejder efter, bevirker, at hvis en lille ren plasticpose havner i den forkerte container, bliver den ikke tømt. Jeg luftede forleden min irritation på en særlig Egernsund-side på Facebook - og straks var der adskillige eksempler på, at rene bagateller er skyld i, at containerne bliver stående. Man må godt smide pap-emballagen fra en ramme cola i den dertil indrettede container - men så skal plasticomslaget pilles af. Ellers? Nul tømning. En mikroskopisk rest af marmelade i et glas - selvom man har brugt flere liter varmt vand på at gøre glasset rent - nul tømning. Kære byrådsmedlemmer - i har jo skabt et "system", der kunne være hentet i DDR i 1965. Folk er ikke ligeglade, men at lave en ordning for fjernelse af affald, som kun borgere med stærke læsebriller kan navigere rundt i (humor kan forekomme), er en ommer. Gad vidst, om det kun er i Egernsund, vi synes, at nu er målet sgu fuldt. Er der en modig byrådspolitiker, der kunne have lyst til at kommentere mit indlæg, skulle han/hun være velkommen. Trist, at der er længe til næste kommunalvalg, ellers skulle I nok komme på banen.

Annonce