Annonce
SønderjyskE Fodbold

Nødråb fra SønderjyskE: Krisen har sat sig dybt

Organisationen bag SønderjyskE's fodbold-, håndbold- og ishockeyhold beder om økonomisk hjælp fra lokalsamfundet. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
SønderjyskE har bedt sponsorer og privatpersoner om økonomisk hjælp til at komme gennem coronakrisen. På mindre end et døgn fik klubben næsten 300.000 kroner i den slunkne kasse.

SØNDERJYSKE: Hele sportsverdenen er i knæ, og hos SønderjyskE rammer krisen nu så hårdt, at klubben er ude med hatten i hånden hos virksomheder og fans.

Selskabet bag et superligahold, et håndboldligahold, et hold i ishockeyligaen samt et damehold i håndboldens næstbedste række, har bedt lokalsamfundet om hjælp.

- Det er på vegne af hele landsdelsprojektet, og det bliver utrolig godt modtaget, siger direktør Klaus Rasmussen til JydskeVestkysten dagen efter, klubben sendte et usædvanligt nyhedsbrev ud til sine faste støtter.

- Der er ingen indtægter – nul – fra slutspilskampe og playoff-kampe, og for at sige det, som det er – så er vi virkelig ramt af følgerne nu, lød det tirsdag aften i et opråb fra direktøren.

Klubbens ledelse iværksatte en støttekampagne, hvor det er muligt at donere 150 kroner eller 500 kr. til SønderjyskE. Det er ligeledes muligt at donere med et valgfrit beløb over 1.000 kroner.

Annonce

Kæmpeunderskud i december

Da JydskeVestkysten onsdag eftermiddag var i kontakt med Klaus Rasmussen, havde støtten været overvældende.

- På 18 timer er der 317 sønderjyder, der har doneret et beløb tæt på 300.000 (sammenlagt, red.), så det viser lidt om det hjerte og den opbakning, der er. Det er vi utrolig stolte, rørte og ydmyge over, siger SønderjyskE-direktøren.

Elitesportsselskabet retter henvendelse til sponsorer og privatpersoner på et tidspunkt, hvor de fleste virksomheder er i knæ, og familier er ramt på privatøkonomien.

- Vi har valgt at gribe det an på den her måde og det her tidspunkt, fordi coronakrisen for alvor sætter sig dybt nu med de meldinger, der kom fra statsministeren forleden. Så vi har gjort det på den her måde, og vi møder rigtig stor opbakning og hjerte for det, vi har lavet. Det er vi glade og stolte over, siger Klaus Rasmussen.

Coronakrisen rammer alle, og for SønderjyskE er det yderst uheldigt, at det netop er nu, verden ligger underdrejet. I december præsenterede fodbolddelen noget så sjældent som et dundrende underskud på 8,7 millioner kroner.

Det er endnu uvist, hvornår fodboldens superliga eventuelt kan blive genoptaget. Det ligger dog fast, at der ikke kan spilles for tilskuere før tidligst i september.

Håndboldligaerne blev afblæst tirsdag, ligesom ishockeysæsonen for længst er opgivet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce