- Kære Mette Frederiksen.
- Hvad er fremtidsudsigterne? Hvad er planen? Hvad skal vi håbe på?
Sådan indleder 25-årige Caroline Sander Jepsen, der er indehaver af danseskolen Dance Company Twenty, et opslag på Facebook.
Opslaget er en direkte bøn til statsministeren, hvor Caroline Sander Jepsen inderligt spørger efter en plan for, hvornår hun kan få lov at åbne sin danseskole igen.
- Jeg er med på, at fremtiden for min branche - fritidsaktiviteter - bliver helt og aldeles anderledes. Men det er jeg også indstillet på, hvis der altså er en fremtid derude? Jeg søger blot svar og et spinkelt håb, siger Caroline Sander Jepsen.
200 har delt opslaget
Opslaget er nået ud til 33.000 brugere på Facebook og er blevet delt mere end 200 gange.
Caroline Sander Jepsen skrev opslaget, efter at flere af hendes elever havde meldt sig ud og opsagt betalingen til danseskolen tidligere på ugen.
- De ved ikke, hvad fremtiden byder på, om de får lov til at danse igen, og hvad planen er. Problemet er, at jeg ved det heller ikke, siger en frustreret Caroline Sander Jepsen, der egentligt altid har set sig selv om en optimist, men som nu nærmere ser sig selv som realist.
- Jeg vil så gerne skrive til mine elever, at jeg gør alt, hvad der står i min magt, men problemet er, at ingen af os selvstændige kan gøre til og fra i den nuværende situation. I hvert fald ikke før vi får en plan fra statsministeren, siger hun.
Træt af kloge hoveder
Caroline Sander Jepsen ved godt, at fremtiden er uforudsigelig for alle, men det skærer i hendes hjerte, når der florerer nyhedsartikler med eksperter, der mener, at nedlukningen forlænges til og med påskeferien.
- Jeg er træt af at læse diverse kloge hoveder udtale sig om, hvor lang tid der går, før samfundet åbner. Hvis blot vi fra statens side kunne få en retning, en idé om hvor tingene bærer hen, så kunne vi sætte os ned og skabe en realistisk fremtid, siger hun.
Caroline Sander Jepsen, ejer af Dance Company TwentyNu har jeg få dage til mandag til at skaffe it-udstyr og informere elever og forældre. Det er ikke optimalt, og det er slet ikke professionelt.
Efter onsdagens pressemøde arbejder Caroline Sander Jepsen benhårdt på at blive klar med virtuel danseundervisning til mandag. Indtil onsdag aften gik hun i uvished om, hvorvidt eleverne kunne komme tilbage i øvelokalerne, eller om hun skulle investere i it-udstyr til at streame undervisningen.
Som privatejet enmandsvirksomhed kan Caroline Sander Jepsen ikke søge om kommunale hjælpepakker, og derfor er hun i særdeleshed afhængig af, at hendes elever ikke melder sig ud.
Hun har forlænget sæsonen, så eleverne stadig får den undervisning, som de lige nu betaler for, men Caroline Sander Jepsen frygter for de kommende måneder.
- Hvis jeg vidste bare lidt mere om regeringens planer for fremtiden, så kunne jeg lægge en plan. Nu har jeg få dage til mandag til at skaffe it-udstyr og informere elever og forældre. Det er ikke optimalt, og det er slet ikke professionelt, siger Caroline Sander Jepsen med stor beklagelse.