Annonce
Esbjerg

Naboer frygter større lugtgener fra svinefarm

Kim Rosendal er én af de nærmeste naboer til svinefarmen på Annesmindevej i Gørding. Han protesterer først og fremmest imod, at den påtænkte fjernelse af ventilationsrensning fra svinefarmen kommer til at indebære øgede lugtgener for ham, de andre naboer og for borgerne i Gørding. Foto: Ole Maass.
Politikerne i Esbjerg Kommunes plan- og miljøudvalg skal på tirsdag behandle ansøgning om udvidelse af svinebrug uden for Gørding. Naboerne er særligt bekymrede for effekten af, at luftrensningsanlæg på svinefarmen fjernes.

GØRDING: Kim Rosendal fra Sdr. Lourupvej uden for Gørding er bekymret.

Både på egne vegne, men også på vegne af andre naboer til svinefarmen på Annesmindevej 1, som han bor mindre end en halv kilometer fra.

På tirsdag skal politikerne i kommunens plan & miljøudvalg behandle en ansøgning om en udvidelse af produktionen på gården, og det er ikke så meget udvidelsen, men derimod de mulige større lugtgener, som bekymrer Kim Rosendal.

- Allerede i dag er det slemt. Ved vestenvind - som vi oftest har - er de enkeltstående ejendomme, som ligger vest for Annesmindevej, rigtig meget plaget af lugtgenerne. Det gælder også den ejendom, jeg selv bor på. I sommerhalvåret har jeg efterhånden opgivet at gå ud i haven, siger Kim Rosendal.

Han fremhæver også, at lugtgenerne rammer Gørding by.

- Svinefarmen ligger kun 700-800 meter fra byen, og i de varme perioder med østenvind, som vi havde det i flere måneder sidste sommer, er lugtgenerne tydelige i Gørding by, siger Kim Rosendal.

Annonce
I sommerhalvåret har jeg efterhånden opgivet at gå ud i haven.

Kim Rosendal

Luftrenseanlæg

Hans hovedanke mod udvidelsen går på, at et luftrenseanlæg på svinefarmen fjernes, og at der sker næsten en tredobling af ammoniakudledningen - fra 2.385 kilo til 6.789 kilo ammoniak pr. år. De tal kan man læse i sagsfremstillingen på den dagsorden, politikerne skal tage stilling til i deres møde på tirsdag.

Kim Rosendal slår fast, at han i sin indsigelse til kommunen mod udvidelsen ikke går efter ejeren af svinefarmen, Niels Pedersen.

- Til gengæld er jeg meget kritisk over for kommunen, om de har overholdt deres tilsyn med svinefarmen og de lugtgener herfra, vi som naboer kan mærke. Og når man så ved, at 89 procent af ammoniakudledningen kan fjernes med et luftrenseanlæg - ja, så forstår jeg slet ikke, hvis politikerne siger ja til en ansøgning om en udvidet produktion uden krav om etablering af et luftrenseanlæg, siger Kim Rosendal.

Kim Rosendal er ikke den eneste nabo, som har indsendt kritiske bemærkninger til kommunen om udvidelsen af svinefarmen. Der er således kommet fem andre indsigelser. Én af dem fra den nærmeste nabo, Michael Jensen, Annesmindevej 2, der lige som Kim Rosendal stiller sig meget kritisk over for, at luftrensningsanlægget tages ud af drift - med deraf følgende større lugtgener, lyder det i indsigelsen fra Michael Jensen.

Ingen kommentarer

JydskeVestkysten ville gerne have forelagt kritikken fra naboerne og frygten for de øgede lugtgener for ejeren af svinefarmen på Annesmindevej i Gørding for farmens ejer, Niels Pedersen. Niels Pedersen bor ikke selv på farmen, men derimod i nærheden af Holsted. I telefonen meddeler Niels Pedersens hustru, at familien ikke ønsker at kommentere sagen i avisen.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Brød vindue op og stjal intet

Leder For abonnenter

IS-medlem er inderligt uvelkommen

Et tidligere medlem af Islamisk Stat ankom mandag til Danmark, og blev straks anholdt. Manden har siddet fængslet i Tyrkiet, men blev sendt til Danmark på begæring af de danske myndigheder. Formentlig skal man være jurist for at forstå, hvorfor Danmark har bedt om at få den pågældende udleveret. Han er inderligt uvelkommen. Manden er den 28-årige Ahmad el-Haj. Han er af palæstinensisk oprindelse, men ærgerligt nok udelukkende dansk statsborger. Passet kan han derfor ikke miste. Trods det danske pas er det naturligvis grotesk at påstå, manden er vendt hjem. Danmark er ikke et hjem for mennesker, der har vendt os ryggen og direkte kæmpet mod landets interesser. Justitsminister Nick Hækkerup er blevet kritiseret for at lægge pres på domstolene i sagen om den den udleverede. Ministeren har nemlig sagt, at manden forhåbentlig bliver dømt for de forbrydelser, han har begået. Kritikken kommer fra De Radikale og Enhedslisten. Strengt taget har de ret i, at det ikke er en ministers, men domstolenes opgave at vurdere, om en sigtet er forbryder eller ej. Men ikke desto mindre er Nick Hækkerups spontane reaktion absolut forståeligt. Så skulle en domstol kende den pågældende skyldig, sker det forhåbentlig efter straffelovens paragraf 114. Den såkaldte terrorparagraf åbner nemlig mulighed for fængsel på livstid. Sanktionen er aldeles passende, hvis den 28-årige skulle vise sig at have deltaget i Islamisk Stats uhyrlige forbrydelser. Måtte han i givet fald aldrig komme på fri fod eller i hvert fald sidde i fængsel, til han er en meget gammel mand ligesom den firedobbelte politimorder Palle Sørensen. Han tilbragte 33 år bag tremmer. Ahmad el-Haj blev ifølge flere medier hårdt såret under et bombeangreb og sidder i kørestol. Han har fortalt Weekendavisen, at han inderligt fortryder sine handlinger. I betragtning af de konsekvenser hans indsats for Islamisk Stat har haft for ham selv, er det såmænd ganske muligt. Nogen formildende omstændighed er det imidlertid ikke.

Annonce