Annonce
Sport

Nadal savner US Open-duel mod rivalen Federer

Philippe Lopez/Ritzau Scanpix
Rafael Nadal og Roger Federer tørner fredag sammen i Wimbledon - 11 år efter deres episke finale samme sted.

Den spanske tennisstjerne Rafael Nadal ser frem til endnu en duel i rivaliseringen mod schweiziske Roger Federer ved grand slam-turneringen Wimbledon.

Fredagens kamp i semifinalen bliver den første på Wimbledons græs mellem de to levende legender siden finalen i 2008.

Finalen for 11 år siden kaldes af mange iagttagere for episk og måske den bedste grand slam-finale nogensinde. Den blev vundet af Nadal, som vandt kampen dengang med 9-7 i femte og afgørende sæt.

Det bliver det 40. møde mellem 33-årige Nadal og 37-årige Federer og deres fjerde i Wimbledon. Federer vandt finalerne mod Nadal i 2006 og 2007, mens Nadal altså fik revanche i 2008.

Ved French Open har de mødt hinanden seks gange, mens de fire gange har stået over for hinanden ved Australian Open. Faktisk er US Open den eneste grand slam-turnering, hvor Nadal og Federer aldrig har mødt hinanden.

Det ærgrer Nadal.

- Vi har spillet en masse gode kampe. I Wimbledon har vi spillet to fantastiske finaler. I 2007 og 2008.

- Det var to emotionelle kampe. Personligt var 2008-finalen lidt mere emotionel for mig. Men jeg sætter pris på det faktum, at jeg var en del af 2007-finalen, siger Nadal ifølge AFP.

- Vi har spillet en masse gode kampe rundt omkring i verden. Kun i New York har vi ikke mødt hinanden. Det er den eneste dårlige nyhed, siger han.

Det er ganske imponerende, at duoen aldrig har mødt hinanden ved US Open i New York foran 24.000 tilskuere på det gigantiske Arthur Ashe Stadium.

Federer har vundet US Open fem gange, mens Nadal har vundet årets sidste grand slam-turnering tre gange.

I indbyrdes kampe fører Nadal med 24-15. Det seneste møde fandt sted i semifinalen ved French Open tidligere på sommeren. Her vandt gruskongen Nadal med 3-0 i sæt på vej mod sin 12. titel i Paris.

Den anden Wimbledon-semifinale er mellem verdensetteren Novak Djokovic og spanske Roberto Bautista Agut.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Annonce