Annonce
Debat

Nationale tests til det sunde ungdomsliv

Læserbrev: Vi har et problem dig, mig og samfundet. Jeg er fjorten år gammel og går i 8. klasse. Jeg oplever et massivt psykisk pres, der kan skubbe mig og mange andre unge ud i stress. Men hvor kommer det massive pres fra - skolen, forventninger hjemmefra eller personlige krav?

Skolen har det største ansvar, hvis du spørger mig. Det skyldes karakterpres, nationale tests og præstationskulturen. Allerede i 2. klasse begynder de nationale tests, du bliver vurderet, vendt og drejet. At blive testet og vurderet i så ung en alder øger vores præstationskultur, nedsætter vores livskvalitet og mindsker lysten til at gå i skole. Derfor mener jeg, at skolerne skal fokusere mindre på karakteren og mere på trivsel. Dette kan gøres ved blandt andet ikke at starte nationale tests i 2. klasse, men også at tale om stress og trivsel i de større klasser. På den måde falder fraværet, og flere unge undgår stress og præstationsangst.

Lad os gå et spadestik dybere og se på det politiske grundlag, som skolen efterlever. Gennem de seneste mange år er kravet om effektivisering steget. Vi er i konkurrence med andre lande om at få den bedste arbejdskraft. Der er ikke plads til nogen, der ikke kan præstere, så er de en "udfordring". Der bruges ord som "ældrebyrden", "utilpassede unge" og så videre. Bliver jeg, Ida, en bedre arbejdskraft i mit voksne liv af at blive presset så meget som ung? Samfundet vil på den en side presse mig, men på den anden side vil de ikke hjælpe mig ordentligt igennem min skoletid. Se nu i forbindelse med genåbning efter corona. Der gives ikke optimale vilkår for, at vi elever kan komme ordentlig tilbage, og få ordentlig undervisning med vores klassekammerater. Nej, her har man valgt at give mulighed for, at man kan komme på café og værtshus - altså hygge og festerne vinder over fornuftig undervisning.

Annonce

Tilbage til de nationale test. Jeg er en gennemsnitselev, vokset op i en ganske almindelig familie, har gode venner og i det hele taget det, politikerne vil kalde en ung, fornuftig pige, når de ser mig udefra. Men indeni er jeg usikker, hvad er det jeg skal leve op til? Mine forældre siger, at jeg skal tage det roligt, det skal nok gå, men hvordan ved de det? Mine lærere siger, at jeg gør det godt, men er det godt nok til det, der forventes af mig på ungdomsuddannelsen? Jeg bliver, som flere af mine venner, usikker, når den nationale test nærmere sig, hvordan præsterer jeg på dagen, venten på svar, hvordan ligger jeg? Bedre eller dårligere end jeg plejer.


Bliver jeg, Ida, en bedre arbejdskraft i mit voksne liv af at blive presset så meget som ung?


Alt er en præsentation, hvordan præstere jeg i forhold til mine venner, fritidsaktiviteter, mit tøj, ja det hele. Jeg ved jo godt, at der også er meget usikkerhed med at være teenager, men når jeg hører mine forældre, er det som om at deres teenagerliv var meget anderledes end mit. Der var ikke kurser om hvordan man kan styrke sig mentalt, de var næppe så optaget af det kommende uddannelsesvalg og havde ingen nationale test. De vidste knap nok, at der fandtes et ord, der hedder stres. Alt var selvfølgelig ikke bedre, men jeg tror, der var nogle af de værdier, der var i samfundet i deres ungdom, som var sundere for den enkelte person.

Måske vi skal indføre nationale test i det sundt ungdomsliv, i stedet for udelukkende at teste i de boglige færdigheder. Nationale test om, hvordan vi hver især og sammen kan gøre hinanden til mennesker, der er optaget af nedsætte de omstændigheder, der gør os stressede og i værste fald psykisk syge.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce