Annonce
Rejser

Nationalmuseet: Kom med vikingerne på togt

Filminstruktør Martin de Thurah har givet vikingerne Bjørn Jernsides og Hastings’ sagnomspundne togt til Rom filmisk liv i forbindelse med Nationalmuseets udstilling ”Togtet”. På udstillingen fremvises blandt andet også Danmarks største guldfund. Foto: Martin de Thurah/Kasper Tuxen
26. juni åbner Nationalmuseet udstillingen ”Togtet”, hvor verdens største samling af fund fra vikingetiden vises frem. Oplevelsen sluttes af med en filmisk fortælling om vikingen Bjørn Jernside, der sammen med kumpanen Hastings tager på togt til Rom i 859.

Bjørn Jernside, en dansk vikingehøvding, der angivelig var søn af den legendariske Regnar Lodbrog, sætter sammen med sin ven Hastings i 859 retning mod Rom for at plyndre byen. Efter at have hærget, dræbt og plyndret i Nordafrika og Europa et par år, vender de snuden hjemad mod Norden, men ved Gibraltarstrædet er det lige ved at gå galt. Her venter sultanen af Cordobas mægtige flåde på Bjørn Jernside og Hastings, og kun 20 ud af makkerparrets 62 skibe slipper igennem strædet.

Kampen er vild, blodig og giver genlyd, selv i samtiden. Det er den kamp, selve togtet og vikingernes verden, som Nationalmuseet sætter fokus på, når udstillingen ”Togtet” åbner den 26. juni.

Danmarks største guldfund

Bjørn Jernside og Hastings oplevelser er bygget på filminstruktør Martin de Thurahs filmiske fortælling om togtet, og derudover indeholder udstillingen også verdens største samling af fund fra vikingetiden. Heriblandt Vikingeskibet Roskilde 6, som måler 37,4 meter, og som i de seneste år været udstillet på museer rundtom i verden. Et andet højdepunkt i udstillingen er Fæstedskatten - Danmarks største guldfund fra vikingetiden med en samlet vægt på 1,5 kg.

I 900-tallet graver vikinger 1,5 kg guld ned i Fæsted - måske på befaling af Harald Blåtand. Amatørarkæologer finder i 2016-2017 skatten og bliver belønnet med en findeløn på over 1 million kroner. Foto: Mette Mørk
Bjørn Jernside og Hastings plyndrer det, de tror er Rom, men i virkeligheden er det byen Luna 500 kilometer nord for Rom. Foto: Martin de Thurah/Kasper Tuxen

På udstillingen bliver besøgende også præsenteret for ny viden, for efter at have endevendt vikingegrave i Skandinavien og England og lavet strontiumanalyser og dna-prøver på gravrester, har forskere og arkæologer nu også et godt bud på, hvordan vikingerne så ud, hvad de spiste, hvordan de klædte sig, og hvilke skavanker de led af.

Kun 20 ud af Bjørn Jernside og Hastings 62 vikingeskibe slipper igennem Gibraltarstrædet, hvor en sultan ligger på lur efter dem. Foto: Martin de Thurah/Kasper Tuxen

Udstillingen kan opleves i Nationalmuseets største udstillingshal, Egmonthallen, fra 26. juni og tre år frem.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce